Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da den historiske beslutning om at afskaffe den føderale beskyttelse af abortretten i USA faldt, førte det et hav af kritiske røster med sig.
Men nu har også ansatte i den amerikanske tv- og filmbranche fået nok.
I et brev, der torsdag blev sendt til topledere hos Netflix, Disney, Apple, Warner Bros, Discovery med flere, kræver hundredvis af filmfolk, at giganterne nu skal tage de første skridt for at beskytte deres kvindelige medarbejdere mod den virkelighed, der udspiller sig i USA netop nu.
Det skriver brancemediet Variety.
Bag brevet står blandt andet skaberen af successerien »Greys hvide verden«, Shonda Rhimes, skuespilleren Natasha Lyonne, der især er kendt for sin rolle i serien »Orange Is the New Black«, og Amy Sherman-Palladino, der har instrueret den ikoniske serie »Gilmore Girls«.
Men også over 400 andre af branchens stjerner har givet deres underskrift til det brev, der nu har ramt filmverdenens tungeste aktører.
Helt konkret kræver de, at Netflix, Disney, Apple, Warner Bros, Discovery med flere laver specifikke regler, der skal beskytte de kvindelige medarbejdere, der arbejder i de stater, hvor abortretten er fjernet.
»Det er uacceptabelt at bede nogen om at vælge mellem deres menneskerettigheder og deres ansættelse,« lyder det blandt andet i brevet.
Af reglerne skal der ifølge brevet blandt andet fremgå klare retningslinjer for tilskud til medarbejdere, der rejser til andre stater for at få en abort, mens der også skal være oplysninger om, hvordan medarbejdernes privatliv bliver beskyttet.
Og så skal de, der hjælper en medarbejder med at få en abort, ikke kunne retsforfølges.
Underskriverne forventer også, at producenterne med det samme stopper »alle politiske donationer til antiabortkandidater og politiske aktionskomiteer.«
Har tidligere advaret om abortstramninger
Det er knap fire uger siden, at landets højesteret omstødte Roe v. Wade-afgørelsen, der har annulleret den forfatningssikrede ret til abort.
Det har siden ført til, at ni stater har indført abortforbud, men det kan forventes, at flere stater vil følge trop de kommende uger. Det gælder blandt andet stater som Wisconsin, Oklahoma og Texas, hvor det ikke længere er lovligt at få udført en abort.
Det er ikke første gang, at spørgsmålet om abortretten har ramt blandt andre Netflix og Disney. Tilbage i 2019 vakte det opsigt, da Georgias republikanske guvernør, Brian Kemp, underskrev en ny lov, der vil gøre abort forbudt, hvis lægen kunne registrere et fosters hjertelyd.
Det fik blandt andet Disney og Netflix til at »overveje«, om de vil fortsætte med at lave film i staten, hvis loven trådte i kraft.
Dengang sagde The Walt Disney Companys ceo, Bob Igermens, at han »ikke kan se, hvordan det rent praktisk bliver muligt for Disney at fortsætte med at filme i Georgia«, fordi der sandsynligvis vil være mange medarbejdere, der ikke længere vil arbejde i staten.
Det er endnu uvist, om Netflix, Disney, Warner Bros, Discovery med flere vil imødekomme filmfolkenes krav, men ifølge The Variety har underskriverne givet filmproducenterne ti dage til at vende retur med et svar.