Femina-chef forsvarer sin hånd i trussen-reklame: »Det er naturligt at have sex med sig selv«

Allermagasinet Femina slår en ny redaktionel linje an med en reklamefilm, der allerede har vakt forargelse ved at antyde kvindelig onani. Berlingske har gennemgået reklamens budskaber med Feminas ansvarshavende mediechef, Dorthe Kandi.

Et af fotografierne, der benyttes i Feminas nye reklame. Foto: Polina Vinogradova/Femina Femina

Det op mod 147 år gamle kvindemagasin Femina slår nye toner an med en reklamekampagne, der blandt andet omfatter en flere etager høj plakat, der forestiller en kvinde med hele hånden nede i sine trusser. Plakaten har vakt debat på sociale medier – ganske som det var hensigten, men mere om det senere i artiklen.

Feminas kampagne tæller også en reklamefilm, der viser kvinder i diverse situationer, hvor hånden i trussen kun er én af flere, der kan tolkes på forskellig vis. Berlingske har ringet til magasinets ansvarshavende mediechef, Dorthe Kandi, for at høre, hvilke signaler reklamefilmen skal udsende.