Fem stjerner til brutal serie: Når milliarderne ruller, knækker selv den stærkeste halsen

Premiere i dag: HBOs »Succession« er som whisky. De første par slurke smager frygteligt, derefter kan man ikke få nok. Og tredje sæson af serien viser sig heldigvis at være endnu en fortræffelig årgang.

 
Succession sæson 3 trailer. Kilde: HBO Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Du har formentlig forestillet dig at være rig. Ikke »blot« med et par millioner på investeringskontoen eller i friværdi, men sådan virkelig velhavende, måske ligefrem svinerig. Tænkt på den luksusvilla, du ville bo i, den superbil, du ville køre i, det fashionable tøj, du ville spankulere rundt i.

Måske har du endda fantaseret om den agtelse, der ville strømme mod dig fra stort set alle på din vej, og drømt om den magt, du ville besidde i enhver forhandlingssituation.

»Succession« – HBOs Emmyvindende superserie, der i dag indleder sin tredje sæson – er netop en simulation af tilværelsen blandt den rigeste promille i den vestlige verden. Og ingen forklarer mere klart, hvordan hverdagen på allerførste klasse føles, end seriens absolutte omdrejningspunkt, Logan Roy:

»Dette liv egner sig ikke til alle. Det er et ciffer på et stykke papir. Det er en kamp om at finde kniven i mudderet.«

Under sin opstigning til mediebranchens tinder har Logan Roy fundet utallige af disse knive og dolket sine modstandere i ryggen. Men sukkersyge, begyndende demens og et skrantende helbred helt generelt tvinger milliardæren og forretningsikonet til at udpege sin efterfølger blandt et af sine fire forkælede og vidt forskellige børn.

Seriens omdrejningspunkt er Logan Roy – forretningsikon, mediemogul og brutal far. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Nordic David M. Russell.
Logan, der storspilles af den rutinerede skotte Brian Cox, er brysk, magtfuldkommen, sardonisk, manipulativ og på alle måder fuldstændig uimodståelig. En krydsning mellem virkelighedens Rupert Murdoch og The Godfather's Don Vito Corleone (hvis sidstnævnte altså ikke bogstaveligt talt fik sine modstandere dolket).

Det menneskelige i det umenneskelige

Tredje sæson fortsætter direkte, hvor den anden sæson slap, med endnu et kupforsøg mod faren, og forholdet mellem de fire børn, hvis alliancer synes at skifte fra afsnit til afsnit, er atter i centrum for de fleste scener. Det fremragende ved serien er egentlig ikke selve hovedplottet, der er demonstrativt simpelt. Det er i stedet, hvordan hver enkel dialog er skræddersyet til at tryllebinde de mest kræsne tv-seere. Afsnittene er spækket med svulstige pingpong-dialoger, der minder om David Mamet-manuskripter fra øverste skuffe (»Glengarry Glen Ross«, 1992), men fremstår mindre kunstige og teatralske – og af og til sønderrivende realistiske.

Denne anmelders sympati bevæger sig ustandseligt fra den ene til den anden til den tredje figur i serien, og det er på mange måder essensen af et velskabt tv-drama. At samtlige roller er så velbeskrevne og veludførte og velspillede, at man ikke blot forstår, men tillader sig at heppe på hver og én, på trods af at de i deres magtsyge til tider fremstår direkte umenneskelige. Men netop dét er med til gøre dem menneskelige. Hver gang de puster sig op i deres higen efter magt, fornemmer man usikkerheden, der ligger bag.

En rig, midaldrende, svinerig Jesus

Ud over det sublime cast med faderen, de fire børn og ikke mindst svigersønnen Tom Wambsgans (morsomt og af og til rørende spillet af britiske Matthew Macfadyen) bygger serieskaberne på i denne sæson med tilføjelsen af oscarvinderen Adrian Brody og HBO-veteranen Alexander Skarsgaard i rollerne som henholdsvis storinvestor og eftertragtet cutting edge-entreprenør. De tunge cameos er med til give tredje sæson ballast og momentum, nu når hovedplottet – det dejligt simple hovedplot, der jo sågar er indeholdt i selve titlen – er det samme som altid.

Shiv Roy er eneste datter i en børneflok på fire. Men skal hun overtage faderens imperium, »bare fordi hun har bryster«, som det bliver sagt i tredje sæson af »Succession« på HBO Nordic? Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Nordic David M. Russell.
»Succession« forsøger desuden i denne sæson at tackle woke-fænomenet. Sønnen Kendall (endnu en gang storspillet af Jeremy Strong, der til daglig er bosat i København) fortsætter sin genfødsel som ikke bare familiens, men hele forretningsverdenens Jesus-figur – undfangelsen til dette fandt sted i sidste afsnit af andet sæson.

Det skal ikke afsløres her, om det lykkes Kendall at bære hele branchens synder på sine skuldre, men det illustreres elegant, at når man er en hvid, midaldrende milliardær, er det – næsten – umuligt at vinde woke-kampen.

Kan man skabe vin i et lokum?

Men først og fremmest illustrerer også tredje sæson, hvordan der ikke er plads til følelser eller gode intentioner, når man sidder i designermøbler på øverste etage på Manhattan. Førnævnte svigersøn, Tom Wambsgans, bruger det meste af sæsonen på at forberede sig på en eventuel fængselsdom for at have skjult familieforetagendets værste uhyrligheder.

Men selv det går han til som en forretningsleder, hvis liv handler om luksus og magt frem for følelsesmæssig substans. Det er hjerteskærende at høre, hvordan han planlægger at skabe vin via sin toiletcisterne i cellen, og hvordan han hyrer en fængselskonsulent/coach, så han kan optimere sit ophold bag tremmer. Det er ikke bare velskrevet og underholdende. Det er tankevækkende og indbegrebet af kvalitets-tv.

Du har formentlig forestillet dig at være rig. Ikke »blot« med et par millioner på investeringskontoen eller i friværdi, men sådan virkelig velhavende, måske ligefrem svinerig. »Succession« er den perfekte vaccine mod disse drømme om ustyrlig rigdom og uindskrænket magt.

Titel: »Succession«, sæson 3

Genre: Amerikansk dramaserie

Varighed: Ni afsnit af cirka 50 minutter

Serieskaber: Jesse Armstrong

Med: Brian Cox, Matthew Macfadyen, Jeremy Strong

Kan ses på HBO Max

Denne anmeldelse er baseret på de første syv afsnit af sæsonen.