Et stort mysterium fra Anden Verdenskrig er stadig uløst. Det handler om de danske jøder i Theresienstadt

Den danske historiker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane har netop udsendt sit storværk om de danske jøders skæbne i kz-lejren Theresienstadt. Forfatteren fortæller historien fra fangernes perspektiv. Men et uløst mysterium står tilbage: Hvorfor overlevede de danske jøder?

Da en Røde Kors-delegation i juni 1944 besøgte Theresienstadt, så de kun kulisser. Delegationen bestod af Maurice Rossel fra International Røde Kors, der tog dette foto af børn. Han var sammen med to delegater fra Danmark. Nazisterne havde lagt alt til rette, og Røde Kors-delegationen lod sig narre og skrev rapporter om, hvor godt jøderne havde det i lejren. Disse rapporter havnede hos blandt andet amerikanske myndigheder. Børn på fotografier blev kort efter delegationens besøg sendt til døden i Auschwitz-Birkenau. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem

Ellen Oppenhejm og hendes forældre og en bror blev fanget, da de i oktober 1943 forsøgte at flygte til Sverige i en robåd. Familien blev taget op af et dansk skib, men kaptajnen ville ikke hjælpe dem videre, og derefter forsøgte de at begå selvmord ved at tage medbragt gift. Men selvmordsforsøgene mislykkedes, og Ellen og hendes familie blev overgivet til tyskerne og var blandt 472 jøder, der blev deporteret fra Danmark.

Familien Oppenhejm overlevede sammen med de fleste andre danske jøder, mens 53 voksne og to spædbørn, der var født i Theresienstadt, døde.

Frihedsmuseet i København har en fangedragt fra Theresienstadt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frihedsmuseet.

Man kan læse om Ellen Oppenhejms og de øvrige danske jøders skæbner i Silvia Goldbaum Tarabini Fracapanes netop publicerede værk »The Jews of Denmark in the Holocaust. Life and Death in Theresienstadt Ghetto« (Routledge Forlag).  Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane har været 14 år om at skrive bogen Forfatteren har som en anden detektiv gennemsøgt alle arkiver og nedskrevne erindringer og har interviewet overlevende fra Theresienstadt til sin bog, der nu er standardværket om de danske jøder i Theresienstadt. Hun havde mange samtaler med Ellen Oppenhejm, og de to udviklede et venskab, der varede indtil Ellens død i oktober 2020.

Hvad fik dig til at skrive denne bog om et så tragisk emne og bruge 14 år på det?
»På grund af min egen familiehistorie har jeg altid interesseret mig for Holocaust. Min morfar flygtede til Danmark i 1939 og i 1943 til Sverige på grund af sin jødiske baggrund. Det gik op for mig, at vi egentlig ikke vidste så meget om de danske jøders liv i Theresienstadt, og efter jeg flyttede fra Danmark i 2005, begyndte jeg at læse alt, hvad jeg kunne finde om danskerne i Theresienstadt. Jeg opdagede, at vi ikke engang var sikre på, hvor mange personer der var blevet deporteret. Det provokerede mig. Jo mere jeg læste, jo flere spørgsmål havde jeg om hverdagen, som jeg ikke kunne finde svar på. Litteraturen handlede primært om Danmarks reaktion på deportationen, mens der næsten intet var om jødernes oplevelse af de 18 måneder i fangenskab.«

Du har stort set interviewet alle overlevende danske jøder fra Theresienstadt, og det er vel din bogs hovedmål at give stemmer til de jødiske fanger?
»Ja, målet med min bog er at fortælle fangernes historie fra deres synsvinkel. Til det har jeg brugt dokumenter og notater skrevet i ghettoen, senere beretninger samt interview med overlevende. Jeg har gennemgået alle mulige arkiver, og det har overrasket mig, hvor meget materiale jeg har fundet. I alt har jeg lokaliseret vidnesbyrdmateriale i en eller anden form fra 146 af de overlevende.«

Den danske historiker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane har med sit værk »The Jews of Denmark in the Holocaust. Life and Death in Theresienstadt Ghetto« skrevet et hovedværk om de cirka 490 danske jøder i kz-lejren Theresienstadt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

Hvor mange har du interviewet?
»Jeg har selv interviewet 32. De fleste bosat i Danmark, men også i Israel, Sverige, Frankrig og USA. Enkelte, som jeg har været i kontakt med, ønskede ikke at lade sig interviewe, men de fleste ville gerne deltage. Der er selvfølgelig også mange, som jeg ikke har kunnet lokalisere. Det har været meget bevægende at opleve, at folk har været villige til at dele nogle af de værste ting, de har oplevet, med mig. Også selvom flere fortalte, at de vidste, at vores møde ville blive efterfulgt af mareridt.«

Hvem var Dorith og Ruth?

Det er stærkt bevægende beskrivelser, for det handler jo ikke blot om de 472 danske jøder. I deres fortælling får vi jo også en fortælling om de andre jøders skæbner?
»Min bog er først og fremmest om jøderne fra Danmark, men gennem deres beretninger hører vi også om medfanger, der blev myrdet. Som da Ellen Oppenhejm skrev, at hun fulgte de to piger, Dorith Himmelbrand og Ruth Kirchheim, til Slusen. Det er jo på en måde de sidste glimt af de to små piger, hvis navne her er bevaret for eftertiden. Fordi Ellen skrev deres navne ned, kunne jeg finde deres skæbner i andre kilder og bevare mindet om dem.«

Hvem var da Dorith Himmelbrand og Ruth Kirchheim?
»Det er ikke så meget, jeg ved om dem. Dorith var født 7. oktober 1934 i Wien, hvorfra hun blev deporteret 11. september 1942 til Theresienstadt sammen med sin mor. Ruth var født 28. juli 1936 i Berlin og blev deporteret 18. marts 1943 også sammen med sin mor. Både pigerne og mødrene blev myrdet.«

Er der noget, der var så betændt, at ingen ville snakke om det?
»Nej, det synes jeg egentlig ikke. Der er selvfølgelig emner, hvor jeg har været ekstra forsigtig med formuleringer, fordi det omhandlede dybt private ting som for eksempel aborter. Kvinder, der var gravide ved ankomsten til Theresienstadt, havde tilladelse fra nazisterne til at føde deres barn, men blev stærkt opfordret til at abortere. Kvinder, der blev gravide i lejren, skulle have abort. Det var svært at skrive om for ikke at overskride grænserne for kvindernes privatliv. Men det var jo også en vigtig del af disse kvinders virkelighed i Theresienstadt.«

Frygten for døden

Det meste af det, der er skrevet i danske historiebøger om Theresienstadt og de danske jøders historie, koncentrerer sig om den danske indsats for at redde de danske jøder. Det omfattede et Røde Kors-besøg i lejren i juni 1944, hvor de danske jøder blev vist frem for Røde Kors-delegationen som bevis på, at jøderne blev behandlet godt i lejren. Den danske indsats omfattede også de pakkeforsendelser med mad til danske jøder, der sikrede deres overlevelse. Endelig omfattede danskernes indsats De hvide Busser, der bragte de danske fanger hjem i 1945.

Men når Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane skriver om dette, ses det fra fangernes perspektiv. Bogens fokus er på danskernes hverdag i lejren, en virkelighed, der blandt andet omfattede frygten for fremtiden.

»De perioder, hvor transporterne afgik, var præget af angst. Danskerne vidste ikke, at de var undtaget for videre deportation. De vidste i øvrigt heller ikke, hvad det var for et sted, transporterne gik til. Noget af det forunderlige ved Theresienstadt var, at samtidig med angsten for fremtiden forsøgte man energisk at opretholde en form for normalitet. Man fejrede fødselsdage, helligdage og overrabbiner Friedigers jubilæum og så videre – i det omfang, det var muligt, selvfølgelig. Theresienstadt var på én gang et forstadium til døden, samtidig med at den fremstod som en lille by med posthus, hospital og kulturliv,« siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

En vigtig pointe i din bog er, at danskernes ikke var en ensartet gruppe?
»Ja, for jøderne i Danmark havde forskellig baggrunde. Der var de gamle, fine jødiske familier, der havde boet i århundreder i Danmark, så var der fattigere østjøder, der var kommet omkring Første Verdenskrig, og endelig flygtninge fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Der var danskere, og der var statsløse. De tre grupper havde forskellig kultur, og der var skarpe sociale skel mellem dem, som de bragte med fra Danmark. Deres oplevelser i ghettoen var også forskellige, hvad angår arbejdskommandoer, boliger og adgang til ekstra fødevarepakker.«

Flygtningene og de statsløse var vel i større fare end danske jøder?
»Ja, men heldigvis blev de ikke sendt til udryddelseslejre. En statsløs flygtning blev dog deporteret til Birkenau. Hvorimod fem danske statsborgere blev returneret til Danmark i januar 1944, fordi de var 'fejldeporterede'.«

»Mange fanger fra Danmark blev øjenvidner på nært hold til de afgående transporter. Noget, der prægede dem resten af livet.«


Det store skuespil

Selvom Silvia Goldbaum Tarabini Fracapanes bog handler om de danske jøders skæbne, er det afgørende vigtigt for at forstå Theresienstadt, at de danske jøder muligvis indgik i et større spil, hvor SS-lederen, Heinrich Himmler, og den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, brugte de danske jøder for at vise omverden, at jøderne blev behandlet godt.

Deres spil handlede om at få kontakter og aftaler med vestmagterne, hvor man brugte fanger til direkte byttehandel for for eksempel lastbiler eller i et forsøg på at opnå særfredsaftaler. Det var muligvis derfor, nazisterne lod Røde Kors besøge fangerne, og nazisterne lavede endda en film om livet i lejren, som de danske jøder medvirkede i, for at vise, hvor godt de havde det.

Er det korrekt, at de danske jøders sikkerhed og relativt gode behandling bundede i, at de skulle bruges til at vises frem for at fremme kontakter til vestmagterne og vise omverden, at jøderne havde det godt?
»Det er et åbent spørgsmål, hvorfor og hvem præcis der stod bag, at de danske jøder var undtaget for transport videre«, siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane. »Jeg har ikke dokumentation for, at de danske jøder skulle undtages for deportation til Auschwitz-Birkenau. Kun at de skulle kunne besøges i Theresienstadt – og det blev de jo i juni 1944. Og vi har heller ikke dokumentation for, at man beskyttede de danske jøder for at udnytte dem i dette spil for at få kontakt med vestmagterne.«

Men indicierne er der dog? Hvorfor ellers sætte al dette skuespil i værk?
»Jeg har ikke kunnet finde dokumentation for, hvorfor danskerne fik særbehandling. Men man kan naturligvis spekulere i, om de skulle anvendes i dette SS-skuespil. Hvis SS ville bruge danskerne til dette formål, så må man jo også spørge, hvorfor så mange betydningsfulde jøder fra andre lande, der også kunne være anvendt i kontaktforsøg til Vesten, alligevel blev sendt i døden i Auschwitz. De danske jøders skæbne i Theresienstadt var undtagelsen, for langt de fleste af deres medfanger blev myrdet, og det er jo den egentlige historie om Holocaust. Mange fanger fra Danmark blev øjenvidner på nært hold til de afgående transporter. Noget, der prægede dem resten af livet.«