Engang hadede jeg ideen om et sommerhus. I dag fatter jeg fortsat ikke, hvorfor jeg elsker mit eget

Danskernes kærlighed til deres sommerhuse er komplet ulogisk. Hvorfor elske en matrikel, der dybest set kun er lig med flere udgifter og bekymringer? Sådan spørger Berlingskes klummeskribent Nathalie Ostrynski.

Nathalie Ostrynski, souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg har aldrig haft det store held på boligmarkedet. Jeg fik aldrig fat i den rørende billige andel, der steg voldsomt i pris. Jeg købte aldrig den ejerlejlighed, der efterlod så mange andre fra min generation med guld mellem hænderne, da de solgte fra for at rykke videre ud i Københavns villakvarterer.

Sidste år købte min mand og jeg et sommerhus. Nu kan jeg endelig godte mig over at have ramt plet i en tid, hvor danskerne er blevet unaturligt nyforelskede i deres eget land. Desperationen efter en sommerresidens har vokset sig til så afsindige højder, at selv sommerhuse med lang liggetid og infam placering op ad trafikerede veje ryger.

I mange år hadede jeg fnysende ideen om et sommerhus. Hvorfor bruge sin dyrebare fritid på at være en småalkoholisk småborger med hang til drinks kl. 16 på den samme matrikel weekend efter weekend, hvor det eneste, der venter én, er rengøring, maling af træ, lån af trailer og endnu en tur hen i byggemarkedet? Hvorfor frarøve sig selv en større horisont ude i verden og i stedet traske rundt i et åndeligt hamsterhjul på en åndssvagt stor græsplæne, mens man bliver irriteret over naboens skrigende unger på trampolinen?

Jeg var helt på linje med filosoffen Arno Victor Nielsen, der i Kristeligt Dagblad for et par år siden revsende skrev om, hvor latterlig danskernes sommerhuskultur er, når man frivilligt kaster penge ind i det, han kaldte for en illusion om at undslippe livets fængsel.

»I virkeligheden er vi blevet endnu mere ufri, men vi kan nu bevæge os fra den ene celle til den anden, og det oplever vi som frihed,« skrev han skarpt (og rigtigt).

Foto: John Randeris.

Når jeg i dag genlæser hans debatindlæg, fatter jeg stadig ikke, hvorfor jeg er blevet så vild med mit sommerhus. Ret beset giver det overhovedet ingen mening. Et sommerhus er lig med mere arbejde, flere udgifter, flere bekymringer og et evigt pakke-ned-og-pakke-ud-arbejde, når hele husstanden igen for en weekend skal flyttes 60 kilometer ud af byen. Oplevelserne kan nogle weekender tælles på få fingre, og der kan gå mange timer med hovedrystende kedelige samtaler om, hvilken lokal fiskehandler der er den bedste.

Dumt bliver det, når man særligt i denne tid sidder i kedelig bilkø ud af byen fredag efter kl. 16 sammen med alle de andre, der også skal op til deres slidte joggingbukser i sommerhuset. Og helt tåbeligt bliver det, når man står øverst på stigen og ser triumferende ned i den tagrende, som det er lykkedes én at lappe en dårlig samling i. Tænk, at man orker at bruge sin weekend på det?

Alligevel elsker jeg mit sommerhus. Det er en komplet ulogisk kærlighed, der forvandler mig til et rystende banalt menneske, der finder lykken i at se på egern i baghaven og tage iskoldt havbad om morgenen. En veninde rystede sørgmodigt på hovedet, da jeg glad sidste år fortalte, at nu var vi blevet sommerhusejere:

»Åh, så bliver du én af dem, der kun vil ses oppe i sommerhuset, fordi I altid er der«. Jeg håber virkelig ikke, at hun får ret.