Usælgelige sommerhuse går som varmt brød: Ole jubler efter 1.892 dage

Efter fem år og 67 dage lykkedes det pensionisten Ole Irgens at sælge sit sommerhus i Odsherred. Han mener selv, at det skyldes coronakrisen.

Ole Irgens, 74 år og fra Fredriksberg, glæder sig over, at det er lykkedes at få solgt sommerhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat foto

Prisen blev nedjusteret flere gange og mægleren udskiftet. Men lige lidt hjalp det. Ingen ville købe 74-årige Ole Irgens' lille og lidt trætte bjælkesommerhus i Odsherred. Måske fordi det ligger ud til en landevej. Måske fordi det trænger til en kærlig hånd.

Men så kom coronakrisen, som har naglet de fleste danskere til danmarkskortet denne sommer.

»Det er lidt pudsigt, at det lige er coronavirus, der gør, at jeg langt om længe fik solgt mit sommerhus. Det havde jeg slet ikke regnet med. Men folk har åbenbart set værdien i at blive hjemme,« siger Ole Irgens på telefonen fra sin lejlighed på Frederiksberg og tilføjer:

»Det var dejlig at komme af med den udgift. Sådan et sommerhus koster jo omkring 40.000 kroner om året, når man samler udgifterne til realkredit, skat og den slags. Det er mange penge, når man er folkepensionist.«

Ole Irgens' sommerhus blev solgt efter mere end fem år på markedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Home.

Hans 47 kvadratmeter store Jeppesen-bjælkehus fra 1980erne blev efter 1.892 lange dage – fem år og 67 dage – solgt for 453.750 kroner til en familie fra Islands Brygge i København, fortæller han.

Ole Irgens er langtfra den eneste, som har fået afsat sit sommerhus i coronakrisens skygge.

Sommerhusmarkedet er nemlig gloende hedt som solopvarmet strandsand.

Alene i den sidste uge af maj blev der ifølge tal fra Boligsiden solgt hele 558 sommerhuse.

Ole Irgens' sommerhus i Odsherred ligger ca. 15 minutters gang fra stranden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Home.

Det er mere end dobbelt så mange som i den samme uge de seneste fem år, hvor der i gennemsnit blev solgt 215 sommerhuse.

Samtidig rasler liggetiderne på sommerhuse ned i en række kommuner, viser tal, som Boligsiden har trukket for B.T.

Det største fald finder man i Kolding Kommune, hvor sommerhusene ofte står længe med »til salg«-skiltene i jorden. Her er liggetiden faldet med hele 43 procent fra 490 dage i maj 2019 til 280 dage i maj i år.

»Stor set alt bliver solgt lige nu. Det er helt vildt. Selv de sommerhuse, ingen kiggede på for et halvt år siden, bliver solgt,« siger Birgit Daetz, boligøkonom på Boligsiden.dk.

Ejendomsmægler og indehaver af Home i Holbæk Michael H. Jørgensen, som solgte Ole Irgens' sommerhus, genkender billedet.

»Sommerhussalget her i 2020 er stukket helt af,« siger han.

»Mange har gået og overvejet, om de skulle købe et sommerhus, og så kom krisen, der betød, at de ikke kunne rejse udenlands. Det har fået mange til at tage det sidste skridt. Det mest fantastiske er, at også de her huse med lang liggetid finder en køber.«

Mæglerne mangler varer på hylderne lige nu. Udbuddet af sommerhuse er ifølge tal fra Boligsiden faldet med hele 32 procent – svarende til 3.600 sommerhuse – ved indgangen til juni i år sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Stranden ved Ellinge Lyng i Odsherred et kvarters gang fra Ole Irgens sommerhus.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat foto.

Det lave udbud og den store efterspørgsel presser priserne op. Fra april 2019 til april i år er sommerhusene steget med pæne tre procent.

»Overvejer man at sælge, er det altså et godt tidspunkt nu. Børnefamilierne står og venter,« siger Michael H. Jørgensen.

Og leder man som børnefamilie efter et lille fristed som Ole Irgens' sommerhus i den billige ende til 450.000-800.000 kroner, er den årlige udgift omtrent den samme som at tage hele familien sydpå og brænde 30.000-50.000 kr. af på en uge eller to, bemærker han.

Selv om Ole Irgens glæder sig over, at han er kommet af med sit sommerhus, har han ikke opgivet den danske sommerhusidyl helt.

»Min datter har et familiesommerhus i Marielyst, som vi kan bruge i stedet for. Så jeg har sommerlandet i orden.«