Engang gik den danske venstrefløj i uniform med skrårem

Boganmeldelse: I historiebøger er der altid henvisning til, at Konservativ Ungdom i 1930erne gik med sorte skjorter og skrårem. Men venstrefløjen tog også uniformer på og slog gerne politiske modstandere til plukfisk. Charlie Krautwalds spændende bog om den aktivistiske venstrefløj begynder godt, men ender i den ideologiske venstregrøft.

Ordensværnet, der var tilknyttet Socialdemokratiet, deltog indtil 1935 gerne i voldelige sammenstød. Her  ses Ordensværnet marchere med sorte faner med et logo med tre pile – det antifascistiske logo, der  anvendes den dag i dag. Bemærk, at en af fanebærerne har skrårem. Efter 1935 fik Socialdemokratiets ledelse styr på ungdomsafdelingen. Fold sammen
Læs mere

Der er visse fortællinger, der danner vor bevidsthed om historien. En af dem handler om, at Konservativ Ungdom (KU) i 1930erne marcherede i sort kamptøj med skrårem og gerne heilede. At mange af disse konservative så senere blev frihedskæmpere, er desværre ikke med i fortællingen.

Men hvordan var det med kommunisterne og den radikale venstrefløj? De marcherede såmænd også i kampuniform og nogle af dem med skrårem og sorte støvler. Og de deltog  i gadekampe for at slå modstanderne til plukfisk. Men det var ikke denne venstrefløj, der efterlod et blivende aftryk i vor fælles hukommelse om 1930erne, men de ungkonservative.

»Forfatteren kører størstedelen af sin forskning i grøften ved en venstreorienteret tilgang til emnet.«


Slaget på Blågårds Plads

Historikeren Charlie Krauwalds bog »Kamp Klar!« er blevet til en fascinerende beretning om koryfæer og fodfolk på den militante venstrefløj, fra 1930erne og frem, til nogle af dem i 1941 blev involveret i frihedskampen.

En af konfrontationerne mellem venstreradikale og KU foregik på Blågårds Plads 29. september 1935, hvor KU havde forberedt et offentligt møde. På det tidspunkt flirtede KU med fascismen, mens kommunister og venstreradikale sværgede til kommunismen. Der var cirka 2.000 mennesker forsamlet  på pladsen, og uden for politiafspærringen var der cirka 3.000 demonstranter, der skreg og sang Internationale. Det blev til slagsmål mellem de to grupper, og politiet måtte flere gange afværge stormløb mod politiafspærringerne. Efter en tid marcherede KUerne mod Nørrebrogade, hvor der opstod slagsmål, og hvor den konservative folketingsmand Victor Püchel blev slået ned.

Ordensværnet var en DSU-organisation. Her ses gruppens medlemmer med uniform og skrårem. Efter 1935 fik Socialdemokratiet styr på ungdomsafdelingen, der fjernede sig fra de voldelige kampmidler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Slaget på Blågårds Plads var den voldsommeste massekonfrontation i 1930ernes Danmark, men ikke den eneste. Ifølge Charlie Krautwald gik venstrefløjen efter at møde den voksende fare fra højrefløjen med vold. Det var ikke mindst kommunister og kommunistiske undergrupper, der var de aktive, men op til 1935 var Socialdemokratisk Ungdom også med, indtil partiledelsen fik dæmpet voldsgemytterne. Charlie Krautwald omtaler 145 aktioner mellem 1930 og 1939, men der var sandsynligvis langt flere, som blot ikke blev registreret af politi og medier.

KUerne trak i militærøj med sorte skjorter, høje støvler og skrårem, hentet fra den fascistiske mode syd for grænsen, mens venstrefløjen var iført uniformer med lange støvler, kasketter og til tider skrårem. Antifascistisk Kampforbund havde »lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket.« Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo; et logo, der også anvendes i dag af Antifascistisk Aktion – eller Antifa, som organisationen også kaldes.

Charlie Krautwald konkluderer, at der fra 1932 både i DSU og DKU var militante aktivistmiljøer, der var kendetegnet ved brug af uniformer og andre militaristiske udtryksformer med inspiration fra Tyskland. Der fandtes samtidig en åbenlys villighed blandt aktivisterne til at bruge fysisk magt mod politiske modstandere, og man forberedte aktionerne gennem kampsportstræning. Også den radikale højrefløj var indstillet på voldsanvendelse.

Den 29. september 1935 kom det til massekonfrontation mellem Konservativ Ungdoms medlemmer og antifascister. Her ses et foto fra sammenstødet, hvor der både heiles og knyttes næver, Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Efter at klimaks blev nået i 1935, mindskedes antallet af konfrontationer. Det skyldtes dels, at Socialdemokratiet fik styr på sin ungdomsorganisation, og dels at en række af de mest aktive folk blandt kommunisterne drog til Spanien for at deltage i borgerkrigen. Den venstreradikale aktivisme forblev numerisk en lille gruppe koncentreret i København, men var med til at præge tiden. Grupperne havde navne som Antifascistisk Aktion, Ordensværnet og Jernfronten.

Charlie Krautwalds bog er dybt fascinerende, ikke mindst i vores nutid, hvor vi ser venstreradikale miljøer igen lave vold i gaderne og atter kalder sig Antifascister. Den synes at bekræfte, at der altid på de to yderfløje vil være aktivister, der mener, at vold er et legitimt kampmiddel.

Ideologisk skævvridning

Og netop som man fryder sig over en bog, der med grundige kildestudier afdækker en væsentlig og overset del af vores Danmarkshistorie og rykker ved vores grundfortælling om 1930erne, nemlig at det kun var KU, der gik med militæruniform og skrårem, så kører forfatteren størstedelen af sin forskning i grøften med en venstreorienteret tilgang til emnet.

Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt, fordi højreradikalismen var på fremmarch i Europa, og at »antifascismen udgør ikke i sig selv nogen politisk ideologi«, men er blot en politisk og moralsk opposition til fascismen. Mens han anskuer højrefløjen som ideologisk med blikket stift rettet mod fascismens og nazismens succeser, fremstår venstrefløjen som ikke alene defensiv, men også afideologiseret.

Derfor er det også vanskeligt for Charlie Krautwald at forklare, hvorfor så mange »antifascister« kunne mobiliseres, når fascismen i Danmark var relativt svag. Forklaringen ligger dog lige for, nemlig at venstrefløjen ikke kun var defensiv og ikke kun pragmatisk styret af kampen mod den fremvoksende fascisme, for venstrefløjen var også ideologisk og styret af håbet om en kommunistisk utopi, og det var denne utopi og støtten til Moskva, der drev entusiasmen frem på den aktivistiske venstrefløj. Ingen kunne i 1930erne vide, hvem der ville vinde, for venstrefløjen stod med mindst lige så gode kort på hånden som højrefløjen.

Denne manglende erkendelse af antifascismens kommunistiske utopisme får Charlie Krautwald til at konkludere, at i forbindelse med den antifascistiske kamp efter 1935 blev »demokrati et plusord for de revolutionære«. Derfor kunne de radikale antifascister ifølge Krautwald sagtens forene et grundlæggende revolutionært verdenssyn med en taktisk demokratikamp: »I modsætning til fascisterne arbejdede kommunisterne og de revolutionære socialister ligesom socialdemokraterne i deres egen selvforståelse for en demokratisk samfundsudvikling.«

Konservativ Ungdom flirtede stærkt med facismen og bar uniformer og skrårem. Her ses KUs såkaldte Stormtropper marchere i Hillerød i 1933. Det er disse KUer, der er blevet en del af vor kollektive hukommelse, mens den radikale venstrefløj er gledet i baggrunden, selvom de også var uniformerede og gerne søgte volden mod politiske modstandere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Renvaskning af kommunister

Det er en renvaskning af både kommunister og revolutionære socialister og ville komme som en overraskelse for dem selv. Charlie Krautwald henviser til international forskning i sine noter, men der må være tale om stærkt tendentiøs forskning, for kildematerialet tyder på det stik modsatte, nemlig at kommunister og revolutionære på intet tidspunkt arbejdede for en demokratisk samfundsudvikling, og at kommunisterne lod sig styre af Moskva. Der er tale om en tendentiøs udlægning, som må skyldes, at også historiestudiet, som så mange andre universitetsstudier – og som blandt andre LA-politikeren og forfatteren Henrik Dahl har peget på – er blevet overtaget af venstrefløjen.

Ifølge en artikel fra 2008 i Fyens Stiftstidende var Charlie Krautwald en af tovholderne på Operation Dagsværk-projektet og i front, da Antiracistisk Netværk Svendborg blev præsenteret. Han skal også have stået forrest, da 25-30 unge indtog en bygning på Frederiksøen i anledningen af den nationale bz-dag.

Ingen kan bebrejde Charlie Krautwald hans ungdoms politiske excesser, men når de har konsekvenser for hans forskning, er det et problem. Anmeldere er ikke ufejlbarlige, og læsere af Weekendavisen vil bemærke, at avisens historieanmelder, Claus Bundgård Christensen, giver samme bog en fin anmeldelse. Samme anmelder er nævnt i Charlie Krautwalds forord for sin opbakning og kritiske indspil til manuskriptet. Det er vist nyt, at folk, der takkes i bøgers forord, også anmelder samme værk.

Kamp Klar! Venstrefløjen og den militante antifascisme i Danmark 1930-1939
Forfatter
: Charlie Krautwald  Sider: 253 Pris: 250 kr. Forlag: Syddansk Universitetsforlag