»De ser ud, som om de var blevet lagt i graven i går.«
Sådan lyder meldingen fra egyptiske arkæologer, der i weekenden kunne præsentere et enestående fund.
I området ved Sakkara stik syd for Kairo fandt arkæologer tidligere på året en række ukendte skakter og gravkamre fyldt med genstande fra Egyptens fortid, som man siden har udforsket.
Lørdag kunne den egyptiske minister for turisme og forhistorie, Khalid el-Anany, sammen med arkæologer præsentere de foreløbige udgravninger.
Man har fundet 59 sarkofager med mumier af præster og højt placerede embedsmænd ved foden af Djuser Pyramiden, som er Egyptens ældste, skriver Die Welt.
2.600 år gamle
De forseglede sarkofager er knap 2.600 år gamle og har aldrig været åbnet, siden de blev placeret i gravkamrene. Sarkofagerne er dekoreret med farverige symboler og hieroglyffer.
»Jeg betragter dette som begyndelsen på en meget stor opdagelse,« siger Khalid el-Anany til nyhedsbureauet AP.
I forbindelse med præsentationen for offentligheden var en af de 59 sarkofager blevet åbnet og viste en mumie med helt friske farver.
Ud over de 59 sarkofager har arkæologerne i gravkamrene fundet 28 gudestatuetter samt en 35 centimeter høj bronzestatuette af solguden Nefertum med indlagte, værdifulde stene. Navnet på dens ejer, præsten Badi-Amun, er indgraveret i statuetten.
Sakkara var i antikken hovedstad i Memphis, som er et område, der rummer en række af Egyptens mest kendte pyramider.
Fundene vil blive udstillet på et nyt stort museum, som bliver bygget i nærheden af Giza-pyramiderne.
Arkæologiske fund har stor betydning for den egyptiske turisme, og derfor gør landet meget ud af at præsentere nye fund.
I februar 2019 fandt egyptiske arkæologer en grav med 50 velbevarede mumier i den centrale provins Minya syd for Kairo, og i oktober 2019 fandt man 30 sarkofager i Luxor.