»Enestående i sin karakter«: Seks meter høj statue kan være på vej til Søerne i København

En ny kvindestatue kan være på vej til København, og den bliver ikke svær at få øje på.

Arkivfoto: Søerne i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er få statuer af kendte kvinder i Danmark – seks for at være nøjagtig – men nu kan en syvende være på vej.

Og den vil, hvis den bliver godkendt, gøre væsen af sig og rage højt til vejrs.

Det er organisationen Danner, som ønsker at få opstillet en statue af grevinde Danner ved Sankt Jørgens Sø ved søerne i København, hvor statuen efter planen skal spejde mod Dannerhuset, som ligger i Nansensgade.

Statuen skal udføres i bronze, være seks meter høj, og det er kunstner Kirsten Justesen, der står bag.

Det skriver Politiken.

»Vi synes generelt, at der er for få statuer af kvinder, og grevinde Danner er et rigtig godt bud på en kvinde, som har haft stor betydning for mange. Hun kæmpede for kvinders rettigheder og sørgede for, at kvinder og børn, der ikke var heldigt stillet fra starten, fik mulighed for at forløse deres potentiale. Derfor fortjener hun en statue«, siger Lisbeth Jessen, som er direktør i Danner.

Statuen af Kirsten Justesen holder i sine hænder Grundloven. Grevinde Danner har beskrevet i sine erindringer, hvordan hun havde en stor betydning for, at kong Frederik d. 7 underskrev Grundloven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Billedhugger Kirsten Justesen.

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal efter planen tage stilling til statuen på næste udvalgsmøde, som er 12. april. Hvis udvalget godkender planen, skal opførelsen behandles i Borgerrepræsentationen 22. april, hvorefter finansieringen skal på plads.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Enl.) og Enhedslisten vil stemme for og håber, at resten af medlemmerne i udvalget vil følge trop, meddeler hun Berlingske:

»Der er desværre langt mellem monumenter og mindesmærker til ære for de mange kvinder, der har haft stor betydning for Danmark. Grevinde Danner var en foregangskvinde. Hun udførte et stort socialt arbejde, og med kvindekrisecentret gjorde hun enorm forskel for kvinder og børn. Jeg håber, at udvalget vil stemme for monumentet, så grevinde Danner får den hyldest og offentlige anerkendelse, hun fortjener,« siger borgmesteren.

Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune har allerede taget stilling til statuen, og i dets høringssvar er det særdeles positivt stemt:

»Rådet forholder sig positivt til projektet, som det finder enestående i sin karakter. Der er tale om en særdeles dygtig kunstner, der er pioner inden for sit felt, og som med den skitserede skulptur bidrager med en samtidig vinkel på genren,« skriver det.

Rådet opfordrer Danner til at søge om støtte til monumentet i Rådet for Visuel Kunst, såfremt den nødvendige politiske godkendelse falder på plads.