1. Kunstakademiet er ikke i krise
Problemerne på Det Kongelige Danske Kunstakademi er ikke større eller af en mere kompliceret karakter, end hvad alle uddannelsesinstitutioner indimellem oplever.
»Kunstakademiet er ikke en institution, der er i »krise« endsige i usædvanlig grad præget af problemer,« som der står i rapporten.
Dermed adskiller det seneste års identitetspolitiske og sexismerelaterede hændelser af »stødende« karakter på Kunstakademiet, »hvor rigtige mennesker på ulyksalig vis bliver genstand for krænkelser, overgreb eller mobning« sig ikke fra, hvad man løbende kan finde af lignende sager på landets øvrige videregående uddannelsesinstitutioner, konstaterer rapporten.
»Lidt sat på spidsen befinder Kunstakademiet sig i en situation, hvor det ikke synes at være »problemerne« der er problemet – men snarere den måde mange taler om og positionerer sig i forhold til problemerne.«
2. Ledelsen har været inkompetent
Kunstakademiets egentlige problem er nærmere dets ledelse, fremgår det af rapporten, for ledelsen har ikke været tilstrækkelig kompetent til opgaven, lyder det.
»Kunstakademiet repræsenterer en udtalt mangel på ledelseskraft og kompetencer til at styre pædagogiske-ideologiske processer,« som der står.
Kunstakademiet har været kendetegnet ved et »ledelsesvakuum«, og det er opstået som en konsekvens af skiftende ledelser, som har søsat forskelligartede projekter og har efterladt en skole uden fælles fodslag og retning. Herunder også blandt ansatte og studerende.
Dette vakuum har betydet, at det har været uklart, hvem der kunne træffe beslutninger, og dette har ledt til, at ingen påtog sig beslutningskraften. Resultatet af dette er ineffektivitet, fremgår det af rapporten:
»Det bliver et virvar og en udtalt mangel på effektivitet.«
3. Politikere og medier gør problemet større, end det er
Kunstakademiet er at sammenligne med fodboldlandsholdet, står der i rapporten.
Det har politikere og mediers opmærksomhed, og begge har haft for vane at kommentere det, som er foregået, ud fra en idé om, at »det ikke kan være så svært at gøre tingene bedre«.
Der er tendens til, at »formulere hård kritik og foreslå radikale løsninger på et forståelsesgrundlag, der ikke synes at fange den lokale kompleksitet eller vise respekt for de kunstneriske aktiviteter, der kendetegner institutionens hverdagsliv,« står der:
»Opgiv forestillingen om, at løsninger skal findes i dét, der råbes fra sidelinjen, fordi man herfra sjældent har sans for hverken spil og samspil.«
4. Fællesskabet og det fælles fodslag mangler
Fællesskabet trives ikke på Kunstakademiet, fremgår det også af rapporten:
»Det kniber gevaldigt med sammenhængskraften og følelsen af fællesskab på Kunstakademiet. Man kan ikke tale sammen, men alligevel hører alle alt, hvad der bliver sagt alle steder, men uden at gøre det til en fælles samtale,« lyder det.
Observationen er, at der er flere små fællesskaber i stedet for ét stort, samlende fællesskab.
»Der ér brug for en erfaren leder. Men der er brug for en leder, der fra første dag forstår, at en leder ikke er bedre end kvaliteten af de relationer vedkommende formår at etablere ud i organisationen.«
