Endelig blev vi forældre smidt ud af børnenes klasseværelse – og jeg vil ikke tilbage igen!

KLUMME: En konsekvens af coronapandemien er, at mange steder rundt om i landet er skolen blevet forbudt område for forældre. Det er et tiltrængt forbud i en tid, hvor grænsen mellem privatliv og skolegang har været for flydende, skriver Berlingskes Nathalie Ostrynski.

Nathalie Ostrynski, souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion, AOK Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det ubetinget bedste, der er sket under corona-virussens hærgen, er, at vi forældre ikke længere har adgang til vores børns klasseværelser om morgenen. Førhen trampede vi voksne ind i skolelokalerne med kram, kys, sniksnak og sidste-øjeblik-beskeder.

Nogle dage blev vi stående så længe med alle vores kærlige og omsorgsfulde intentioner, at klokken nåede at ringe ind til time. Nu er skolen forbudt område, og vi er midlertidigt blevet sendt udenfor. Tak for det!

Jeg vil ikke tilbage til børnenes klasseværelse igen. Lad det endelig blive en permanent løsning i landets skoler, at forældre er forment adgang indenfor i morgenens hektiske minutter. Forandringen har nemlig vist sig at være stor. Ingen lange vinkeseancer, ingen gråd, ingen klamrende kram.

Hver dag må vi pænt sige farvel til ungerne ude i skolegården, inden de selv går ind til endnu en skoledag med håndsprit og håndvask. På papiret lyder det af lidt, men i praksis har øvelsen vist sig at være et kærkomment skridt mod en kultur, hvor læreren igen bliver en solid autoritet, og hvor børnene kan selv. Når skoledagen er ovre, kommer børnene hjem med en langt større selvstændighed pakket ned i rygsækken.

En bekendt, der er lærer, sagde det lige ud til mig en dag: »Børnene kan meget bedre koncentrere sig, når forældrene ikke er der om morgenen. Der er ingen konflikter eller gråd, og de sætter sig stille ind på deres pladser. Jeg håber ikke, at det ændrer sig.«

I juni kunne avisen Jyske Vestkysten fortælle om en lignende konklusion fra flere skoleledere i lokalområdet. De oplevede, at de yngste elever var blevet langt mere selvstændige, fordi de ankom selv til klasselokalet uden mor og far. Og lærerne havde tid til at give de yngste børn opmærksomhed, fordi forældrene ikke stod langt inde i klassen.

Klar markering

Vi forældre blev i sin tid inviteret indenfor af skolen. Det er helt fint at sende os ud igen, for den klare markering af forskellen på forældre- og lærerrollen er tiltrængt. I alt for mange år har skillelinjen mellem privatlivets sfære og skolelivet været for flydende. Vi forældre er blevet bedt om at engagere os, involvere os og bidrage med input. Med det triste resultat at lærerne synes at have haft mere travlt med at håndtere en overivrig forældre-generation end at kunne fokusere på det, der i virkeligheden er lærernes vigtigste samfundsopgave: At undervise børnene og give dem et ordentligt skud dannelse.

Tidligere undervisningsminister fra Liberal Alliance Merete Riisager kalder det i et interview med Berlingske »en historisk vanskelig situation«, at nutidens børn og unge skal bygge egen identitet uden hjælp fra myndige voksne, der fortæller, hvad der er godt og skidt. Jeg forstår i hvert fald godt, hvorfor det kan være svært for børn at se, hvem der bestemmer i skolen, når mor eller far sætter sig ned i klasselokalet om morgenen og lige skal sige en sidste besked.

Nu er skillelinjen endelig blevet trukket skarpt op. Hertil og ikke længere, forældre.