En konfirmand stillede Kathrine Lilleør ét af de klogeste spørgsmål, hun nogensinde er blevet stillet om kærlighed

Berlingske har bedt en række kulturpersonligheder om at udforme ti kærlighedsbud baseret på, hvad livet har lært dem om kærlighed og relationer. I dag er det præsten, klummeskribenten og forfatteren Kathrine Lilleør. Hun mener, at vi skal slippe frygten i vores relationer og indvier læseren i en simpel test af, om man vitterligt elsker et andet menneske. Og så fortæller hun om ét af de klogeste spørgsmål, hun nogensinde er blevet stillet om kærlighed - af en kommende konfirmand.

»Der begås mange overgreb i kærlighedens navn, og vi kommer let til at begå nogle virkelig voldsomme ting over for hinanden og vores børn, fordi vi mener, vi har kærligheden på vores side,« siger præst Kathrine Lilleør. Mathias Svold

1.Vi elsker, fordi Han elskede os først

»Jeg tror på, at al kærlighed kommer fra Gud. Og det er også, hvad jeg erfarer. Jeg har endnu til gode at opleve, at kærligheden mellem mennesker kan siges kun at skyldes vores egen præstation. I stedet vil der i enhver kærlighedsrelation, hvad enten det er kærlighed i et partnerskab, forældreskab, venskab eller kollegaskab – være et element af noget, vi ikke kan forklare.«