Drama på Dramaten: Afdød sangerindes tragedie sender stjerneskuespiller ud i kulden

En dokumentarfilm om sangerinden Josefin Nilssons tragiske skæbne har fået den svenske nationalscene til at boykotte ekskæresten, den kendte Dramaten-skuespiller Örjan Ramberg. Samtidig kritiseres teatret for alt for længe at have ignoreret seksuelle og andre krænkelser.

Örjan Ramberg og Maria Bonnevie i Henrik Ibsens »Kongsemnerne« på Det Kgl. Teater, 2004. Foto: Morten Juhl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl

Det hele begyndte med en rystelse: Da dokumentarfilmen  »Josefin Nilsson – Älska mig för den jag är« for nogle dage siden blev tilgængelig på SVT Play.

I filmen siger Josefin Nilssons søster, Marie Nilsson Lind, at søsteren i 1990erne blev mishandlet fysisk og psykisk og truet på livet af sin daværende kæreste, skuespilleren Örjan Ramberg, der indtil for et par dage siden var en af stjernerne på den svenske nationalscene, Dramaten.

Det hele er foreløbig kulmineret med, at Dramatens ledelse har besluttet, at Örjan Ramberg ikke skal spille flere roller på den fornemme scene. Stykker, han skulle have medvirket i, er taget af plakaten. Hans profil på teatrets hjemmeside er blevet fjernet. Han er uønsket.

Men det handler ikke kun om Josefin Nilsson og Örjan Ramberg. Dokumentarfilmen har også ført til en generelt hård kritik af Dramaten for dens håndtering af krænkende adfærd gennem tiden. Og til alvorlig selvransagelse hos Dramatens ledelse.

Sagens tragiske hovedperson, Josefin Nilsson, var skuespiller og sanger. Hun var blandt kendt fra sangkvartetten Ainbusk, men i 1993 markerede hun sig også stærkt som solist, da hun udgav albummet »Shapes«, hvor sangene var skrevet specielt til hende af ingen ringere end Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Hun døde 29. februar 2016, ifølge hendes families udtalelser af »et ødelagt hjerte, meget ringe pleje og en plaget krop i kombination med smertestillende receptmedicin, hvis styrke og indvirken hun over længere tid fejlbedømte.« Hun blev 46 år.

Fængsel for mishandling

Örjan Ramberg blev tilbage i 1998 idømt tre måneders fængsel for mishandling af Josefin Nilsson, men ved en højere retsinstans blev han senere frikendt for to af forholdene. I stedet fik han en betinget dom. Dommen blev begrundet med, at han var ustraffet, og at han havde lidt hårdt under mediedækningen af forløbet.

Men dokumentarfilmen, der har gjort sagen højaktuel igen, handler som antydet ikke bare om Josefin Nilsson og Örjan Ramberg.

I et brev til Dramaten oven på dokumentarfilmen skriver Teaterförbundets lokalafdeling således:

»Nu gælder det om, at Dramaten viser handling bag nultolerancen og policy-programmet og opfører sig i overensstemmelse med det, man prædiker.«

Andre minder om, at fire af Dramatens kendte profiler i 1990erne var kendt for bl.a. spirituskørsel, stofmisbrug og mishandling, men at teatrets daværende chef, Ingrid Dahlberg, ikke greb ind. Hun konstaterede i stedet, at eftersom ingen af de pågældende skuespillere havde forsømt deres job, var der »ingen grund til at blande sig i deres privatliv«.

I Dagens Nyheter langer teaterredaktør, Johan Hilton, hårdt ud efter både Ingrid Dahlberg og en anden tidligere Dramaten-chef, Staffan Valdemar Holm:

»Man misforstår noget, hvis man tror, at det bål, der lige nu er tændt på Dramaten, i første omgang drejer sig om, at en af teatrets ansatte for to årtier siden modtog en dom for mishandling. Ubehaget, som har været der længe, retter sig mod et system, en struktur, som accepterer, at visse mennesker kan opføre sig stort set, som de vil, mens andre bare forventes at tage imod. År efter år. Årti efter årti. Uden at ledelsen, bortset fra i enkelte tilfælde, har givet de grænseløse genier en hårdere straf end et dask over fingrene.«

De giver krænkerne plads

En anden af de mange, der i de seneste dage har ytret sig med stærke ord i sagen, er skuespilleren, forfatteren og instruktøren Moa Gammel. Hun skriver sådan her i Expressen – med henvisning til #tystnadtagning, hvor 800 kvindelige skuespillere i 2018 gik sammen i et opråb mod seksuelle krænkelser i film- og teaterbranchen:

»Det er ikke bare kolleger som Josefin Nilssons ex, der har fået mig til at miste lysten til at være skuespiller. Frem for alt er det cheferne, instruktørerne og produktionsselskaberne, der stadig giver krænkerne plads – som om Josefins vidnesbyrd og de i hundredevis af vidnesbyrd fra  #tystnadtagning ikke havde nogen værdi.«

Moa Gammel skriver videre, at »på alle andre arbejdspladser undersøger arbejdsgiverne folks baggrund, inden de ansætter dem. I vores branche gør man det alt for sjældent. Det fører til, at mennesker tilbydes job, på trods af at de har en historie om overgreb eller andre former for krænkende adfærd. Kan man tjene penge på et talent på trods af vedkommendes rygte, så gør man nemlig dét.«

Også den svenske kulturminister, Amanda Lind fra Miljöpartiet, er meget berørt af dokumentarfilmen. Hun har holdt krisemøder med Dramatens ledelse, og chefen selv, Eirik Stubø, siger til Svenska Dagbladet, at reaktionerne blandt teatrets ansatte minder meget om dem, man i disse dage kan iagttage i det omkringliggende samfund. Folk er rystede, og mange uden for teatrets egne fire vægge har været ude på de sociale medier og opfordret til boykot. Eirik Stubø vil nu arbejde for at genvinde publikums tillid. Han håber det bedste:

»Dramaten har en definitiv nultolerance over for alle former for krænkelser. Dette er grundlæggende for vores etik-policy, og vi har allerede – efter #tystnadtagning og metoo – gjort et gedigent stykke abejde!«

Men hvad så med Örjan Rambergs retssikkerhed, ville Sveriges Radios P1 vide, da kanalen for et par dage siden interviewede chefen. Eirik Stubø svarede, at Sverige »i princippet er et retssamfund og et demokrati«, hvor den, der har afsonet sin straf, »skal kunne vende tilbage til et normalt liv«. Sagen er bare den, at medarbejderne på Dramaten har været under så hårdt pres, at boykotten af Örjan Ramberg føltes som »den rigtige beslutning«.

Örjan Ramberg selv siger til Aftonbladet, at han har planer om at få sig en advokat, og at han »ingenting forstår« af det, som dokumentarfilmen om Josefin Nilsson påstår:

»Det ligner et forsøg på hævn«, siger han.

»Direkte eller indirekte anklages jeg for hendes død. Det er forfærdeligt.«