Drama i Publicistklubben, da tidligere pigekorsleder dukkede op til debat: »Det var mildest talt vildt at overvære«

Michael Bojesen, der tidligere har været leder for DR Pigekoret og ansat på Sankt Annæ Gymnasium, dukkede op til et arrangement i Publicistklubben, hvor to Politiken-journalister skulle fortælle om deres arbejde med artiklerne om krænkelser i DR Pigekoret.

Michael Bojesen og flere andre stillede ved et arrangement i Publicistklubben tirsdag spørgsmål til de to Politiken-journalister, som først fortalte historierne fra DRs Pigekor, der siden førte til en advokatundersøgelse af krænkelser og seksualiseret kultur i pigekoret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Michael Bojesen, den tidligere chefdirigent i DRs pigekor, mødte tirsdag op til et debatarrangement i Publicistklubben, som han først var inviteret til og siden ikke var inviteret til alligevel.

Det er endnu et kapitel i sagen, eller sagerne, om den tidligere korleder, operadirektør og bestyrelsesformand i Statens Kunstfond.

Det med invitationen havde Weekendavisen beskrevet inden arrangementet. Michael Bojesen var først blevet inviteret, men efter at han havde sagt ja, trak Publicistklubben invitationen tilbage, skriver mediet.

Ved arrangementet skulle Politiken-journalisterne Camilla Stockmann og Lea Wind-Friis, der tidligere i år fik Publicistklubbens Dokumentarpris for deres afdækning af den såkaldte »pigekorshemmelighed«, fortælle om tilblivelsen af de artikler, der til sidst førte til, at Michael Bojesen efter to advokatundersøgelser mistede sit job og sine tillidsposter.

Men på billeder fra arrangementet, som nogle af deltagerne har lagt op på Twitter, kan man se, at Bojesen var til stede.

Clara Vind, der er journalist på Den Uafhængige, er en af dem. Hun skriver, at Michael Bojesen sammen med sin kone, Sophie Bojesen, og sit »slæng« »kaprede« foredraget.

»Det var mildest talt vildt at overvære,« skriver Clara Vind på Twitter.

Anklager om direkte angreb

Til Frihedsbrevets podcast »Fri Dag« siger Clara Vind, at nærmest føltes som en slags happening.

»Jeg var klar over, Michael Bojesen og hans kone ville være til stede, men jeg var ikke klar over, der ville være seks-syv andre mennesker, som ville rejse sig op og stille kritiske og tekniske spørgsmål,« udtaler Clara Vind til Frihedsbrevet.

Ifølge Vind havde Michael Bojesen også søgt aktindsigter, ligesom han påstod, at der var folk, som op til udgivelsen af Politikens oprindelige artikler havde ringet rundt og talt om, at artiklerne var »et direkte angreb på ham«.

Clara Vind udtaler dog til Frihedsbrevet, at hun ikke følte sig overbevist af Michael Bojesens og de andres påstande.

»Journalisterne fra Politiken var sindssygt dygtige og kunne svare på alt. Der var mange af de ting, der blev postuleret, som ikke var korrekt information,« siger Clara Vind i podcasten.

Rasmus Visby, der beskriver sig selv som »iværksætter, forretningsmand, investor, foodie, sommelier, undersøgende journalistik og gravende podcast« i sin Twitter-profil, var også til stede.

Han har lagt en video op, hvor man kan se Michael Bojesen protestere over en formulering fra Politiken-journalisterne.

Blev fyret i april

Ifølge Ekstra Bladet stillede flere af de fremmødte og Bojesen selv spørgsmål til dele af dækningen i Politiken.

Herunder »belæggene for den, ligesom flere i skarpe, følelsesladede vendinger indikerede, at de mange historier i høj grad skulle være baseret på et af flere medvirkende kilder orkestreret angreb og cherry picking«.

»Cherry picking« er en betegnelse for, at man fremhæver datapunkter, som understøtter en bestemt historie, mens man udelader andre, som ikke understøtter historien.

Michael Bojesen blev fyret fra sit job som direktør i Malmø Opera i april. Bestyrelsen havde ellers længe fastholdt sin støtte til Bojesen, men en e-mail fra 2015 dukkede op i Ekstra Bladet, og dernæst kom bestyrelsen på andre tanker.

»Hun sang i DR Pigekoret, og jeg kender hende fint … hun har tilsyneladende brystvorter – men ingen bryster at bakke dem op med,« skrev Bojesen i e-mailen. På det tidspunkt, e-mailen blev sendt, var han direktør for Copenhagen Opera Festival efter ti år som chefdirigent i DR Pigekoret.

Ekstra Bladet spurgte Bojesen til den pågældende e-mail under mødet i Publicistklubben. Men Michael Bojesen ønskede ikke at svare på, skriver mediet.

Under eller over 18

I november 2021 blev resultaterne af en advokatundersøgelse af forholdene i DR Pigekoret indtil 2010, fremlagt.

Heraf fremgik det, at daværende medlemmer af DR Pigekoret var udsat for krænkende behandling af seksuel karakter i tiden under de daværende chefdirigenter Tage Mortensen og Michael Bojesen, som begge fik frataget titlen »æresdirigent«. Tage Mortensen døde i 2001.

En anden advokatundersøgelse af forholdene på Sankt Annæ Gymnasium, hvor Bojesen også har været ansat, fastslog også, at der havde været et seksualiseret miljø, og at der var foregået krænkelser. Da advokatundersøgelsen var anonymiseret, kunne man dog ikke vide, hvilke krænkelser – om nogen – som Michael Bojesen angiveligt skulle have stået bag.

Michael Bojesen har flere gange erklæret sig uenig i konklusionerne af de to advokatundersøgelser.

Historierne er efterhånden mange, og at beskrive sagerne kort kan være yderst besværligt. Som eksempel kan nævnes nedenstående. Kilder fortalte til Berlingske i april, at Michael Bojesen havde et forhold til en elev på Sankt Annæ Gymnasium, der begyndte, før hun var fyldt 18.

Bojesen selv sagde til Berlingske, at han ikke blev kærester med den pågældende, før hun fyldte 18, men at han ikke ville fortælle, hvornår de blev forelskede.

Selvom den pågældende kvinde er citeret i advokatundersøgelsen, sagde Bojesen, at hun ikke deltog i den.

Den omtalte sætning i advokatundersøgelsen vedrørende kvinden lyder således:

»Der er imidlertid forklaret om dette forhold, herunder af den pågældende elev, på en sådan måde, at det efter vores vurdering kan lægges til grund, at læreren og den pågældende elev havde et forhold til hinanden, mens eleven gik på SAG, og at forholdet blev indledt, inden hun var 18 år gammel,« skrev advokatfirmaet Bech-Bruun, der har foretaget undersøgelsen.

Kampen om ordene og fortællingen om Michael Bojesen ser altså ikke ud til at være slut foreløbig.

Berlingske har været i kontakt med Sophie Bojesen. Hun ønsker ikke at udtale sig. Berlingske har ligeledes skrevet en sms til Michael Bojesen, men har ikke fået noget svar.