Dot Wessman om Ghita Nørby-interview: Hun er »imødekommende« og »ikke særlig uforskammet«

»Lad være med alle de der idiotiske spørgsmål!« lød det fra Ghita Nørby, da hun mandag blevet interviewet af vært Simi Jan. Nu stempler bakkesangerinden Dot Wessman ind med sin dom over udsendelsen.

»Jeg kan godt forstå, at Ghita gør, som hun gør,« lyder det fra Dot Wessman om det omdiskuterede interview. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det forløb ikke efter planen, da vært Simi Jan mandag interviewede skuespillerinden Ghita Nørby i »Go’ aften live«.

Ghita Nørby kunne ikke abstrahere fra Simi Jans »underlige«, »dumme« og »uforståelige« spørgsmål – eksempelvis om, hvad Ghita Nørbys største rolle har været, eller om hun er bange for døden.

Efterfølgende er debattens bølger skyllet ind over sociale medier, og især den 86-årige skuespillers liveopførsel har været mål for kritik.

Dot Wessman, bakkesangerinde og indehaver af Bakkens Hvile, anlægger dog det modsatte syn på det fejlslagne interview. Det er »fuldt berettiget«, at Ghita Nørby bliver pikeret, når hun »sættes overfor en journalist, der uimponeret over og uinteresseret i interviewopgaven, slet ikke har sat sig ind i, hvem det egentlig er,« skriver Dot Wessman i et Facebook-opslag, som hun uddyber over for Berlingske,

»Simi Jan skulle have forberedt sig bedre. Hun fik en chance for at tale med en meget stor dansk kunstner. De sidder foran Det Kongelige Teater. Iscenesættelsen og muligheden er så stor, men så stilles det helt almindelige spørgsmål, man kunne have stillet hvem som helst. Vi har nogle personer i Danmark, man godt må se op til, og som kan noget, ikke alle kan. Så kan man ikke bare stille almindelig spørgsmål,« lyder det fra bakkesangerinden.

I udsendelsen spørger Simi Jan blandt andet om, hvilke livsråd skuespillerinden vil give journalisten. Svaret lyder, at den yngre kvindelige journalist i fremtiden burde tænke sig bedre om, når hun interviewer.

Dot Wessman forstår skuespillerindens reaktioner og svar.

»Jeg synes ikke, Ghita er særlig uforskammet. Hun er imødekommende efter hvert spørgsmål, og Simi Jan sidder og fniser på en måde, der ikke passer til en journalist af hendes format. Hun forspilder sin chance, og hun kunne have spurgt om andet, som vi gerne vil vide, end om, hvorvidt hun er bange for at dø, og om det var en eventyrverden. Det er dårligt forberedt,« siger Dot Wessman.

Hvad burde hun have spurgt om?

»Hvordan det har været for dig at spille både Hostrup, Cabaret, Regitze og Matador? Hvordan har din forberedelse været? Det er jo et kæmpe arbejde med kæmpe dybder. Man må godt stille kvalificerede og ordentlige spørgsmål til et menneske, der har brugt hele sit liv på at være karakterskuespiller.«

Nogen vil mene, at Ghita Nørby kunne have gjort budskabet til journalisten klart i mildere tone og ordvalg …

»Det handler også om at sætte ting i scene for at få pointen frem. Jeg tror, at det er det, Ghita Nørby gør. Hvis journalisten sidder og småfniser, føler man sig jo til grin.«