Døden lurer langt ude i skoven

Boganmeldelse: Karen Dionnes »Den onde søster« er ikke nogen dårlig bog, men overordnet er den for utroværdig, og den er kun drypvis uhyggelig.

Læser man »Den onde søster«, når man befinder sig alene i et afsidesliggende sommerhus en mørk og blæsende nat, er den et udmærket tidsfordriv. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS LENOIR

Der er ingen tvivl om, at amerikanske Karen Dionne er en dygtig thrillerforfatter. Hun kan planlægge et plot, skabe uhygge ud af selv den skønneste idyl og skrive med et isnende og afdæmpet sprogligt overskud. Når »Den onde søster« alligevel ikke helt rammer skiven for skræk og neglebidende rædsel, skyldes det, at man som læser har svært ved at tro på figurerne, der er lige præcis så sort-hvide, at ingen af dem for alvor overrasker og dermed paralyserer ens sunde fornuft.

»Denne legen katten-efter-musen er drypvist uhyggelig, men da man godt ved, hvem der er de(n) onde, og hvem der ikke e«


Det gør ikke denne, hendes anden thriller på dansk efter bestsellersuccesen »Dyndkongens datter« til en dårlig bog, det er der for mange gode delelementer til at forhindre, men som helhed er den for forudsigelig. Og så mangler den desuden det ekstra lag, der så at sige giver mening til galskaben: Hvad er det, forfatteren vil fortælle os? At nogle mennesker er født onde? At vi ikke naivt skal stole på mennesker, der er uden for pædagogisk rækkevidde? At man ikke skal komme uanmeldt hos folk, man ikke kan huske alting om?

Det er måske lidt tamt, ikke mindst når uhyggen ikke for alvor når at sætte sig i én. En god gyser må gerne have bid, og det har »Den onde søster« ikke rigtig, i al fald ikke så man kan se et aftryk i tekst eller tanke.

26-årige Rachel Cunningham har i 15 år siddet indelukket på et psykiatrisk hospital, traumatiseret og forvisset om, at hun er skyld i sine forældres død. Da en storebror til en af hendes medpatienter begynder at interessere sig for hendes sag, får hun fremlagt oplysninger, der tyder på, at det, hun husker, ikke er det, der skete.

De nye oplysninger vender op og ned på hendes verdensbillede, og hun beslutter sig for at lade sig udskrive og rejse tilbage til barndomshjemmet og gerningsstedet, en afsidesliggende gård langt ude i skoven i Upper Peninsula i Michigan. Allerede her lades læseren en smule i stikken – Rachels »omvendelse« sker simpelthen for brat og uforklaret, og man havde gerne set lidt flere refleksioner danne grundlag for hendes forandrede virkelighedsopfattelse.

Den onde søster af Karen Dionne. Fold sammen
Læs mere

Det endelig dødsstød

Dionne veksler mellem skiftevis den døde mors dagbogslignende iagttagelser, Rachels flashbacks fra barndommen og tiden frem til forældrenes voldsomme død og så det, der sker på gården, da Rachel vender tilbage og gemmer sig for sin søster og sin moster. Eller rettere: hun tror, at hun gemmer sig, men de har selvfølgelig opdaget, at hun er der, og gradvis går det op for hende, at hun ikke udspionerer dem, men at de lurer på hende og venter på at sætte ind med dødsstødet.

Denne legen katten-efter-musen er drypvis uhyggelig, men da man godt ved, hvem der er de(n) onde, og hvem der ikke er, og da man ikke overraskes af genretypiske bagholdsangreb, holder nakkehårene sig i ro. Der er med andre ord ikke skruet højt nok op for dén litterære underlægningsmusik, der skal holde spændingen i kog mellem de små klimaks af gru og gys. Til gengæld er der lidt for meget idylliserende strygekvartet, når f.eks. forældrene beskrives.

Men læser man »Den onde søster«, når man befinder sig alene i et afsidesliggende sommerhus en mørk og blæsende nat, er den et udmærket tidsfordriv.

Den onde søster
Forfatter: Karen Dionne. Oversætter: Kim Langer. Sider: 320. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.