90er-ironien døde med forstadsprinserne Nik & Jay, hvis debutsingle udkom for 20 år siden.

Hele Danmark sang med på »Nik & Jay«, som singlen hed, men ingen vidste i begyndelsen, hvordan de så ud. Mange troede, at den selvsikkerhed, som de indtil da ukendte Nik & Jay fremstod med i sangteksten, var ironisk ment.

Men da de første gang optrådte i musik- og ungdomsprogrammet »Boogie«, forstod man, at Nik & Jay tog det gravalvorligt.

I anledning af 20-års jubilæet har duoen udgivet ikke bare endnu én, men hele tre nye sange: »Gletsjer«, »Dagslys« og »Bentley«, som du kan høre herunder. Derudover har duoen udgivet en 13 minutter lang video på YouTube, hvor de ser tilbage på deres karriere.

I en pressemeddelelse fra Stellar Music sender Nik & Jay »lys og kærlighed«.

Mod solnedgangen?

Coveret til den nye single »Bentley«. Tidligere har de hittet med sange som »Hot!«, »Boing!«, »En dag tilbage«, »Novembervej« og »Hulahop«.
Coveret til den nye single »Bentley«. Tidligere har de hittet med sange som »Hot!«, »Boing!«, »En dag tilbage«, »Novembervej« og »Hulahop«. Pr

»I Taknemmelighedens & i Ydmyghedens navn vil vi gerne fejre Nik & Jay's 20 års jubilæum. D. 17.6.2002 Kom vores første single »Nik & Jay« ud. Det vil vi gerne markere ved at give jer 3 nye numre, samlet under navnet »Lys Over Land 1«. Værsgo. Det er jeres nu,« udtaler Niclas Petersen og Jannik Thomsen, som de rettelig hedder, og fortsætter:

»Vi er så taknemmelige for at have fået lov til at dele musikken, koncerterne & hele denne eventyrlige rejse med jer alle sammen. Det har kun kunnet lade sig gøre fordi hver & én af os var med på lige netop dén måde, dét sted & dét tidspunkt, vi nu var til stede på.«

Sådan så den første single ud. De to samarbejdede fra begyndelsen med producerduoen Jon & Jules, der også producerede forløberen for Nik & Jay, Bagmændene. Duoen har i alt udgivet seks album, hvoraf det seneste, »Længe Leve Drømmene« fra 2019, fik fire ud af seks stjerner af Berlingskes anmelder.
Sådan så den første single ud. De to samarbejdede fra begyndelsen med producerduoen Jon & Jules, der også producerede forløberen for Nik & Jay, Bagmændene. Duoen har i alt udgivet seks album, hvoraf det seneste, »Længe Leve Drømmene« fra 2019, fik fire ud af seks stjerner af Berlingskes anmelder. Pr

Nik & Jay debuterede som nævnt i 2002, og ved begyndelsen af 2006 havde parret solgt 250.000 album. I sangen »Strip Remix« kunne man dengang høre Nik & Jay fejre sig selv i vanlig stil:

Hvad jeg skal? Det jeg vil.
Behøver jeg sige, hvem jeg er, nej vel?
Vi har snakket om clubs, vi har snakket om pels.
Og snakket om, hvor mange plader vi sælger.
Jeg ka' ik' la vær at sige det igen
Ka' du stav' til to-hundred'-halvtreds-tusind?

Nik & Jay aflyste i januar en stort anlagt koncertrække, som blev planlagt før coronapandemien. Dengang sagde duoen ifølge Gaffa:

»Vi har gjort alt, hvad vi kan for at få det her til at ske på vores måde. Men vi lever i nuet, & lige nu & her, er det simpelthen tid til at lukke det kapitel & starte nogle nye eventyr. Vi kalder altid på det bedste & I er altid i vores tanker. Vi giver besked, når tiden igen er til Nik & Jay-koncerter, som vi kender dem i Frihedens og i Kærlighedens navn,« skrev Nik & Jay på Instagram.

Måske er tiden nu ved at være inde til, man igen kan se Nik & Jay med vind i håret og rockstar-briller på i en arena i Danmark. Indtil da kan du høre de tre nye sange herunder.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify