Den nye konkurrent til Radio24syv: »Et udbud er aldrig afgjort, før det sidste ord er sagt«

Hvis museerne ikke opper sig, har de ingen gæster om tyve år, siger Jane Sandberg, direktør for kommunikationsmuseet Enigma. Hun har sammen med en række museer, ungdomsorganisationer og uddannelsessteder indleveret et bud på den kommende DAB-kanal i konkurrence med Radio24syv.

De yngste aldersgrupper er museernes achilleshæl, og det skal den ny DAB-kanal være med til at rette op på, siger Jane Sandberg, direktør for kommunikationsmuseet Enigma. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Når ansøgningsfristen til hvem der skal varetage den ny DAB-kanal udløber i morgen fredag kl. 12, vil der være mindst to ansøgere i konkurrence. En lang række museer, ungdomsorganisationer, uddannelsessteder og lokalradioer vil forsøge at give Radio24syv kamp til stregen om, hvem der bedst kan bestyre kanalen.

Bag tilbuddet finder man så forskellige aktører som Roskilde-festivalen, Nationalmuseet, spillestedet Vega, Danske Studerendes Fællesråd, Ungdomsbureauet, teatret Mungo Park og museet Enigma.

Direktøren for Enigma, Jane Sandberg, fortæller til Berlingske, at den kommende radiokanal har et bestemt strategisk sigte, ud over at levere underholdende og oplysende radioprogrammer. Alliancen bag radioinitiativet mellem museer og ungdomsorienterede instanser skal nemlig gerne føre til, at et større udvalg af befolkningen i fremtiden kommer til at benytte museernes tilbud. Det gælder ikke mindst de yngste aldersgrupper, som Jane Sandberg betegner som museernes »akilleshæl«.

»Vi har en kæmpe udfordring på museerne med at få de unge ind, og det kræver, at vi bliver bedre til at formatere den ekspertviden, vi traditionelt har leveret. Hvis vi fremskriver udviklingen, så har vi ingen gæster om tyve år, medmindre vi formår at gøre museerne relevante for dem, der er unge i dag. De skal have grundlagt en lyst til at benytte kulturinstitutionerne,« siger Jane Sandberg.

Hvis man kigger på den demografiske sammensætning af det publikum der besøger de danske museer, er det primært veluddannede kvinder over 50 år, der vover sig indenfor, og det kalder på nye initiativer til at få fat i det yngste publikum, siger hun. Her kan en DAB-kanal spille en afgørende rolle, således at fysiske udstillinger ledsages af radioprogrammer om samme emne. Museumsudstillinger vil i højere grad blive flermediale og i mindre grad bundet til fysiske steder.

»Vi vil benytte anledningen til at nytænke, hvordan vi arbejder med udstillinger. I dag er vores udstillinger hovedsageligt fysiske udstillinger, som man kan finde på vores fysiske adresser rundt om i landet. Da det primært er folk der bor i nærheden af museerne, der benytter sig af dem, clasher det med musemslovens krav til de statsanerkendte museer om at være landsdækkende i deres virke. Jeg kan godt lave en fin udstilling om overvågning på Enigma på Østerbro, men der er langt fra Østerbro til Skive,« siger Jane Sandberg.

Et vigtigt nøgleord i den samlede strategi for aktørerne og radiokanalen, der får navnet »Loud«, bliver interaktion, idet undersøgelser viser, at unge foretrækker forskellige former for medinddragelse, når de forbruger kultur.

»Eksempelvis er de unge måske ikke så interesseret i at tage i Operaen, men de vil gerne sidde i Kødbyen og spise, mens de hører nogen synge opera,« siger Jane Sandberg.

Kunne man sige, at radioen skal være reklamesøjle for de museer der står bag ansøgningen?

»Nej, reklame er en jargon, som ikke rigtig er vores. Vi vil hellere tale om formidling af vores viden, men i et format som vi indtil nu ikke har været tilstrækkeligt gode til. Vi kan ikke længere forvente, at de unge kommer ind og hører os docere akademisk, og det skal vi have rettet op på,« siger Jane Sandberg.

I kommer ind i en udbudsrunde, som rigtig mange har tænkt er øremærket til Radio24syv. Hvad tænker I om det?

»Vi tænker det samme som alle andre, og når man læser udbudsbetingelserne, er der da rigtig meget, der peger i retningen af Radio24syv. På den måde kan det forekomme noget op ad bakke, men et udbud er aldrig afgjort, før det sidste ord er sagt, og hvis ikke vi melder os nu, så er der jo ingen der ved, at vi har denne idé, som vi selv opfatter som et stærkt modbud,« siger Jane Sandberg.