Den kulturelle magt gemmer også på møgbeskidte hemmeligheder

Hele #metoo-opgøret har sat en fed streg under, at det ikke kun er dele af den økonomiske elite, der lever i bevidst, behagelig stilhed, skriver Berlingskes kulturredaktør Nathalie Ostrynski.

Nathalie Ostrynski, Berlingskes kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er ikke kun penge og politik, der kan gøre mennesker magtforstyrrede.

Bare se på sagen om den franske »kaviarsocalist« Olivier Duhamel. Den 70-årige politolog, universitetsprofessor og politiske kommentator er lige nu omdrejningspunktet i en stor skandale om incest-anklager udløst af bogen »La Familia Grande« skrevet af hans steddatter, Camille Kouchner.

Heri beskriver hun ikke kun, hvordan den intellektuelle stjerne seksuelt misbrugte hendes dengang 13-årige bror for 30 år siden, men også hvordan det var en velbevaret hemmelighed i den franske kulturelite, at Olivier Duhamel bar rundt på en kulsort side.

De kendte tilsyneladende til incestovergrebet mod teenagedrengen, men sagde intet. Lyder det som noget, vi har hørt før?

Samme lukkemekanik gjorde også, at den svenske »kulturprofil« Jean-Claude Arnault igennem flere år slap afsted med sine systematiske seksuelle voldelige overgreb på kvinder, selvom rygterne om hans grænseoverskridende adfærd i årevis havde floreret.

Stilheden var prægnant i det svenske kulturliv, hvor Arnault havde opbygget sig en central position. Først da journalist Matilda Gustavsson i 2017 begyndte at offentliggøre artikler om sagen, kom mørket og ordene op til overfladen.

Magten har en forkærlighed for at lukke sig om sig selv. Grupperinger, klubber, loger, selskaber, hvor kun dem med den helt rette kapital har et adgangskort. Bag lukkede døre dyrker man det særlige netværk og lander aftaler. Men hele #metoo-opgøret har sat en fed streg under, at det ikke kun er dele af den økonomiske elite, der lever i bevidst, behagelig stilhed.

Den kulturelle kapital har også en skyggeside. Både Duhamel og Arnault fungerer som menneskelige huskesedler på, at kulturel magt kræver et kritisk blik fra både dem, der er besiddelse af den, og dem, der står udenfor.

Hvordan bliver den forvaltet? Kræver den urimelige ofre af dem, der kommer i nærheden af den?

Tilbage i oktober omtalte vi selv i denne avis en mindre indsamling af anonyme vidnesbyrd fra Billedkunstnernes Forbund. Kvinder fortalte om magtmisbrug, seksuelle overgreb og uønsket opmærksomhed fra blandt andet mandlige gallerister og museumsansatte. Som et vidne beskrev det lige ud:

»Nogle mennesker i kunstverdenen har så meget magt, at der ikke er et øje, der tør sige noget til dem!«

Man forstår det godt. Det kræver iskoldt mod og styrke til at rejse sig op som den første og sige højt: »Det, der foregår her, er ikke i orden.« Særligt når man er afhængig af netværket, anbefalingen og adgangen ind i de kulturelle kredse.

Alligevel trænger samme centrale spørgsmål sig konstant på, når vidnesbyrd og #metoo-sager i både dansk og internationalt farvand dukker op: Hvorfor har ingen åbnet munden?

Det er på tide, at den håbløst gammeldags devise om, at »den, der lever stille, lever godt«, bliver parkeret i fortiden og erstattet af et mere selvkritisk blik i miljøer, hvor den kulturelle magtkoncentration er høj.