De stod bag halvhemmelig natklub med »dark room«. Nu åbner de 666 m² ny klub midt i København

Natklubben Ved Siden Af er lukket, men allerede fredag åbner folkene bag et nyt sted i lokaler i Palads på Axel Torv.

Lokalerne i Palads husede i 70erne, 80erne og begyndelsen af 90erne diskoteket Daddy's Dancehall – eller bare Daddy's – hvor blandt andre Iggy Pop og The Sex Pistols har spillet. Siden husede lokalerne blandt andre natklubberne Envy, Klubben og Nord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lige over for Tivolis indgang på Vesterbrogade lå natklubben Ved Siden Af.

Dens indgang var nærmest anonym, skjult mellem Burger King og Old Irish Pubs mere visuelt larmende indgange.

Klubbens kringlede kroge, dansegulv, picker i døren, dark room til aktiviteter, der befinder sig bedst i mørke, og technomusik bragte tankerne hen på den berømte og berygtede natklub Berghain i Berlin.

Men i weekenden vibrerede bassen, dansegulvet og gæsterne i dark room for sidste gang.

Nu er der til gengæld noget nyt på vej fra folkene bag, som vil åbne natklubben Den Anden Side i de lokaler i Palads, der gennem årene med større og mindre succes har huset diverse koncertsteder og natklubber. Det skriver de i et opslag på Instagram.

Sebastian Ayala Henriksen er medstifter af både Ved Siden Af og Den Anden Side, og han glæder sig til at benytte sig af de muligheder, de nye lokaler giver.

»Ved Siden Af var jo mere eller mindre bare en dunkel kælder, hvor vi havde revet gipsen af væggene. Den Anden Side har større rum, større budget og dermed også større kunstnere. Og så bliver det hele lidt mindre dunkelt – mere et spillested end en »sexlabyrint«, som de skrev i B.T. « siger Sebastian Ayala Henriksen til Berlingske med et grin.

Et sted, »hvor man kan udforske nye mennesker«

En enkelt dunkel ting bliver dog taget med fra Ved Siden Af.

Det føromtalte dark room, som ofte bliver nævnt, når medierne har skrevet om Ved Siden Af. Og således også her.

Samme rum er også årsag til B.T.s overskrift, hvor mediet skrev, at Ved Siden Af er kendt for »mystisk labyrint med sexrum«.

Men hvad er dark room så, Sebastian Ayala Henriksen? Er det bare et mørkt rumt, hvor folk tilfældigvis har sex?

»Det er et sted, hvor man, hvis man har en lang god aften, kan gå ind og udforske nye mennesker, man har mødt. Det er ikke et rum, jeg selv bruger, men det er det, jeg forstår, at folk sætter pris på ved det.«

Mere intimt at tage folk med hjem end i dark room

Det var forbudt at tage billeder på Ved Siden Af, og derfor har selv stifteren Sebastian Ayala Henriksen næsten ingen billeder af stedet – undtagen dette, som blev taget efter lukningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hvorfor kan man ikke bare gå hjem og have sex, hvis det er det, man vil?

»Måske har man ikke lyst til at gå hjem – det kan vel nærmest også være mere intimt at tage folk med hjem, end hvis man bare mødes i dark room. Det, jeg godt kan lide ved det, er også, at det giver vores sted en mystik, en kant, som jeg selv synes er spændende. Det tiltrækker folk, som er interessante at være på klub med.«

Så med andre ord er det både medierne og dig selv, der bruger »sexrummet« til at få kunder i butikken?

»Ja, det kan man vel godt sige. Men jeg kan ikke lide, når det kun skal handle om det rum. Vores klub skal handle om andre ting. Om inklusionen, om musikken og om fællesskabet, De folk, der kom meget på Ved Siden Af, var der for at have et sted at være sammen med ligesindede.«

Kan du være bekymret for, at du skræmmer nogle af de gamle kendinge væk ved at rykke op fra kælderen og ud i de store lokaler?

»Der vil nok altid være folk, der er utilfredse. Til gengæld håber jeg, at vi kan få nogle folk ind på den nye klub, som vi aldrig have kunnet få ned i kælderen i den gamle klub.«

Den Anden Side åbner fredag klokken 23.59 med »666 m² fællesskab, queerness, hedonisme og inklusion«, og et »stort firkantet dansegulv«, som det lyder i Instagram-opslaget.