Danskerne savner særligt én ting under coronakrisen – og behovet er stigende

En ny undersøgelse fra Kantar Gallup viser, at danskerne tager krisen med sindsro, men at vi har et udækket behov, der overstiger alt andet, vi har måttet undvære.

Vi fået mere viden om coronasmitten, og det mindsker ængstelsen, siger krisepsykolog Keld Molin. Men der er stadig en basal ting, vi savner. Arkivfoto fra Roskilde Festival 2015: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Danskerne er begyndt at se lys for enden af tunnelen i coronakrisen, men de savner at gå ud og opleve kultur, dyrke sport og fremfor alt – at møde mennesker.

Kantar Gallup har taget den psykiske temperatur på os i undersøgelser i marts og i april, og der er et markant fald i vores almindelige bekymringsniveau. Hvor 33 procent i marts oplyste, at de var »svært bekymret« for den generelle situation, som coronavirussen har forårsaget, var dette tal i april faldet til 22 procent. Til gengæld var den mere specifikke bekymring for eget helbred og sundhedstilstand uændret.