Danske Museer: Kulturlivet har taget en for holdet

Genåbningen af museerne vækker glæde hos brancheorganisationen Danske Museer, men man skal også være bevidst om betingelserne, lyder det fra organisationen.

Mandag den 17. januar får museerne lov til at genåbne. Billedet her er fra Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På onsdagens pressemøde i Sundhedsministeriet kom det frem, at dele af kulturlivet får lov at åbne op igen, men under forudsætning af mundbind og coronapas samt ved siddende arrangementer en deltagerbegrænsning på maksimalt 500 personer.

Brancheorganisationen Danske Museer er glade for udsigterne til at kunne lukke op for besøgende igen søndag den 16. januar.

»Vi er glade for, at i hvert fald dele af kulturlivet genåbner. Kulturlivet har virkelig taget en for holdet,« siger Nils M. Jensen, direktør for Danske Museer.

»I denne periode har det kun været museer i Holland og Danmark, som har været lukket ned, og det har vi undret os meget over,« siger han.

Direktøren nævner dog, at det er vigtigt at tænke over, hvilke betingelser, der bliver åbnet under. For eksempel kan det for nogle museer være svært at åbne, hvis der kun er en lille chance for at få gæster. Danske Museer har luftet muligheden for en ordning, som restauranterne har. En ordning, hvor museer kan holde »tvangslukket«, hvis det virker »alt for uoverskueligt«, lyder det.

Alligevel mener direktøren for Danske Museer, at de fleste vil åbne igen 16. januar.

»Der er ingen tvivl om, at det vil få økonomiske konsekvenser for nogle, allerede at skulle åbne igen på søndag. Det kræver planlægning, ligesom det for nogle vil være en svær tid at åbne i, fordi der ikke er nogen turister, men jeg føler mig overbevist om, at så godt som alle alligevel vil åbne igen,« siger Nils M. Jensen.

Der kommer krav om mundbind og coronapas for jer. Hvordan forholder I jer til det?

»Det er selvfølgelig en hindring og særligt vores gæster oplever mundbindet, som en restriktion. Men hvis det er betingelsen for at åbne, så finder langt de fleste det o.k.,« siger Nils M. Jensen.