Danmarks James Dean og teaterdirektør Klaus Pagh er død

Klaus Pagh, der var kendt som Danmarks svar på James Dean, er tirsdag morgen sovet stille ind - 85 år.

Klaus Pagh i sit hjem i Tuborg Havn. Han er tirsdag sovet stille ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klaus Pagh, der spillede med i flere danske film og var direktør for blandt andet ABC Teatret på Frederiksberg, er død.

Omgivet af sin familie er han sovet stille ind tirsdag morgen. Det oplyser hans familie i en mail til Ritzau. Klaus Pagh blev 85 år.

En mangeårig karriere inden for underholdningsbranchen startede i midten af 1950erne for Klaus Pagh, der først i 1962 blev skuespiller fra Odense Teater.

Fra den første optræden i 1956 i »Ung leg« oplevede han en idoldyrkelse, som er de færreste forundt. Mange, især kvinder, mente, at han lignede den amerikanske skuespiller James Dean.

For andre er han forbundet med den forkælede rigmandssøn Holger Schwanenkopf i Sven Methlings film »Soldaterkammerater«.

Men det er inden for teater og revy, at Klaus Pagh især har sat sit aftryk.

Fra han i 1965 fik idéen til de fortsat aktuelle H.C. Andersen Festspillene i Den Fynske Landsby til årene med ABC Teatret, Aveny Teatret, Bakken og Tivoli.

Dirch Passer, Preben Kaas, Jørgen Ryg og Lisbet Dahl var blandt de skuespillere, som gennem 1970erne og 80erne sikrede fulde sale og gjorde Klaus Pagh til en holden mand.

Siden rejste han i utilfredshed med det danske skattevæsen til London, hvor han blev medejer af Shaftesbury Theatre.

Med til fortællingen om Klaus Pagh hører kvinderne og børnene.

Med sin første kone, Sonja Oppenhagen, fik han datteren Anne. Hun er ligesom sine forældre skuespiller.

Desuden blev han far til to sønner, Peter Frederik og Isak Nikolai, fra hver sit forhold.

Det længstvarende ægteskab var med den 45 år yngre Usanee Pagh, som Klaus Pagh mødte på en rejse i Thailand og giftede sig med i 2007.

Hun og datteren, Pawarisa, som Klaus Pagh adopterede, flyttede til Danmark, hvor de fik permanent opholdstilladelse.

/ritzau/