Christopher Arzrouni: Skulle staten sige undskyld for alle sine fejl, kunne den ikke lave andet

Der er ingen ende på alt det, som staten er skyldig i – selv den bløde danske velfærdsstat.

Christopher Philippe Arzrouni - Ny klummeskribent i B Christopher Arzrouni, debatredaktør på Børsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax LIndhardt Bax Lindhardt

»Undskyld« og »tak« er de to smukkeste ord i det danske sprog. Jeg bruger dem for lidt. Staten bruger dem endnu mindre. Men forleden gav den danske stat en officiel undskyldning til de såkaldte Godhavnsdrenge. De har oplevet svigt og overgreb, mens de var »i samfundets varetægt«, som Mette Frederiksen formulerede det. Hun har svært ved at skelne mellem samfund og stat, sådan er hendes kollektivistiske natur.

»På vegne af hele Danmark – undskyld,« sagde statsministeren. Og straks fortsatte diskussionen om, hvem man ellers skulle undskylde overfor. Hvad med de grønlandske børn, som var blevet skilt fra deres familier og bragt til Danmark? »Kim Kielsen (landsstyreformand, red.) ønsker, at det arbejde, der er i gang med at udrede forholdene, skal være færdigt, før de, der var børn dengang, får en undskyldning. Det respekterer jeg,« fortsatte Mette Frederiksen. »Men jeg er villig til at sige undskyld.«

Enhedslisten var straks på udkig efter flere undskyldninger. »Der er Sprogø-kvinderne, som også var udsat for overgreb, der er dokumenteret. De fortjener en undskyldning,« erklærede Pernille Skipper. Vi ved, at de blev udsat for noget svineri, alle vi der har set Christoffer Boes glimrende film på basis af Jussi Adler Olsens »Journal 64«.

Jeg er som sagt stor tilhænger af at sige undskyld, og staterne af alle slags – også den danske – har helt sikkert meget at sige undskyld for. Men jeg bliver skeptisk, når kravene om undskyldninger står i kø. Det er, som om man forventer sig, at staten i udgangspunktet er god og ufejlbarlig, og at undskyldninger derfor er enkle at udstede, fordi der er så få.

Men der er ingen ende på alt det, som staten er skyldig i – selv den bløde danske velfærdsstat. Jeg nævner i flæng, hvad venner og bekendte fortæller mig: Kvinder, der fik brystkræft pga. svigt fra hospitalerne. Patienter, som fik foretaget det hvide snit på løsagtigt grundlag. Ordblinde, som ikke er blevet undersøgt af kommuner, og hvor staten ikke trådte til. Ulovlig tvangsfiksering i psykiatrien. Kræftsyge, som ikke behandles i overensstemmelse med behandlingsgarantien. Forældre, som har måttet vælge privatskole pga. svigt i folkeskolen. For ikke at tale om helt urimelige ressourceforløb for syge og svage efter Mette Frederiksens kontanthjælpsreform.

Det var vigtigt for statsministeren at vise, at hun er et empatisk menneske. Men det er let nok at være empatisk og undskylde, når det ikke er ens egne gerninger, man undskylder. I den forstand fremstår Frederiksens undskyldning desværre som lidt af et show, et reklamestunt, der skal give velfærdsstaten et bedre image.

Stater er i deres essens nogle magtapparater, der begår masser af fejl. Og så er det da meget udmærket, at en statsminister siger undskyld en sjælden gang imellem. Skulle staten sige undskyld for alle sine fejl, kunne den imidlertid ikke lave andet.

Det virkelig interessante er ikke en sympatisk lille undskyldning fra en politiker, som ikke havde noget med et konkret svigt at gøre. Det virkelig interessante er, hvilke initiativer staten tager for at erstatte de mennesker, der har lidt skade, og genoprette det forsømte. Hvis statens svigt ikke har nogen konsekvenser, har undskyldninger begrænset værdi. Så er de bare en billig måde at fortsætte et misregimente. Kort sagt: dårlige undskyldninger.