Christopher Arzrouni: Kulturen skal have en vicevært eller en kirke

Når det kommer til stykket, vil kunstnerne sikkert være mere trygge ved det system, de kender. I virkeligheden ønsker kunstnere ikke, at politikere blander sig eller prioriterer. Bare send pengene – og hold ellers strukturen kørende som en statslig vicevært.

01BKUArzFRIT-Christopher-Ar.jpg
BMINTERN - Fritlagt bylinefoto Christopher Arzrouni, debatredaktør på Børsen. Fold sammen
Læs mere

Ønsker kunstnere virkelig noget fra politikere – ud over flere penge? Sådan tænker man efter forfatteren Knud Romers opsang i Berlingske forleden.

»Den kulturpolitik, der bliver ført i dag, er fuldstændig lam,« erklærede Romer. »Den er en disposition af midler. Der er nogle skænderier om lidt mere og lidt mindre, hvem skal have, og hvem skal ikke have, men det er jo meningsløst,« fortsatte forfatteren, som efterlyser noget mere.

Deri kan han have en pointe. Kulturpolitikere er frygtsomme, når de har med kunstnere at gøre. De tilfører varsomt mimoserne lidt næring og håber, at naturen (eller markedet) klarer resten. Og det kan man sagtens kalde meningsløst, hvis men leder efter Tilværelsens Mening med stort M.

Det førte til følgende fromme nødråb fra forfatteren: »Der er ikke nogen aktivistisk kulturpolitiker, som har et mål, og som siger, at i de fire år, jeg er kulturminister, vil jeg sådan og sådan.« Han kom endda med et eksempel: »Tænk, hvis der en dag kom en kulturminister, som valgte noget, og som for eksempel sagde: Nu skal vi simpelthen have musik på dagsordenen, så i stedet for at nedlægge konservatoriet og spare på det, så skal vi tage os af konservatoriet, udvikle det.«

Jeg var ikke lige opmærksom på, at Det Kongelige Danske Musikkonservatorium var ved at blive nedlagt. Så måske er Knud Romer i besiddelse af en indsigt, som andre ikke har. Men ikke desto mindre bør man overveje Romers tankeeksperiment: Tænk, hvis der kom en aktivistisk kulturpolitiker efter Romers hoved.

Mit bud er, at vedkommende ville blive lagt for had af hele det kunstneriske miljø. En aktivistisk politiker ville f.eks. have meninger om, hvilke kunstarter man skulle fremme. Det kunne selvfølgelig godt ske i kraft af nye bevillinger – finansieret ved højere skatter eller overført fra andre poster såsom sygehuse eller ældrepleje. Men selv nye bevillinger til de skønne kunstere ville blive mødt med dyb mistro, hvis pengene var øremærket til nogle frem for andre.

Musik? Hvorfor ikke billedkunst? Billedkunst? Hvad så med teater? Og hvilken slags teater? Og så videre. En aktivistisk kulturpolitiker ville blive opfattet som en emsig kommissær, ikke en ophøjet smagsdommer.

Hvorfor påstår Knud Romer så, at han ønsker en »aktivistisk kulturpolitiker«? Fordi kunstnerne føler sig glemt. For visse segmenter af befolkningen er kunst en religiøs sag. I kulturradikale miljøer sagde man engang, at et forhold ikke var beseglet og velsignet, før de to elskende havde været sammen på Louisiana.

»Musik er målet. Billedkunst er målet. Filosofier målet. Litteratur er målet,« erklærede Knud Romer højstemt. OK, hvad så med, at kulturpolitikken i Danmark blev finansieret ved en slags kirkeskat, som de enkelte menigheder – og prædikanter – kunne bestyre (og som man kunne framelde sig)?

Men når det kommer til stykket, vil kunstnerne sikkert være mere trygge ved det system, de kender. I virkeligheden ønsker kunstnere ikke, at politikere blander sig eller prioriterer. Bare send pengene – og hold ellers strukturen kørende som en statslig vicevært. Og lev med, at uvorne unger af og til skriver »viceværten er dum« på plankeværket i gården. Politikerne vil faktisk de uvorne unger det godt.