Chokbesked fra Jann Sjursen: Folkemødet flytter fra Bornholm i 2020 - i første omgang til Lindholm

En hemmelig kaffeklub på Slotsholmen er sammen med ledelsen fra Folkemødet blevet enige om at flytte den populære event en tur over Øresund og gøre det til et langt mindre og meget mere eksklusivt arrangement. Vælgerne kan dog stadig følge med på live-TV.

Fra 2020 kan landets statsminister gå i fred for borgerne, når det nye »Mødet« slår dørene op på Lindholm Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Folkemødets nye formand Jann Sjursen afslører i et interview med Berlingske, at det populære folkemøde i Allinge på Bornholm, som typisk finder sted midt i juni, fra næste år ophører i sin nuværende form og derfor også får nyt navn.

Formand, Jann Sjursen, erkender at Allinge, Bornholm ikke længere skal huse det populære møde allerede fra næste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Hedegaard.

»Ja, det kommer nok som en overraskelse for de fleste, men vurderingen er, at Folkemødet simpelthen er blevet for folkeligt, for populært. Allinge kan ikke længere rumme arrangementet på en tilfredsstillende måde. Det har vi valgt at tage konsekvensen af. Så vi har i samarbejde med medlemmer af Folketinget besluttet at ændre navn, så det nu blot hedder »Mødet«,« fortæller formanden og fortsætter: »Planen er, at vi forhåbentligt allerede fra næste år kan flytte »Mødet« til Lindholm, da flere regeringsudvalg har næret ønske om at få tryktestet Lindholms interne faciliteter og logistik, inden øen skal huse udviste asylansøgere,« forklarer Jan Sjursen.

Men hvad så med de titusindvis af interesserede borgere som hvert år besøger Folkemødet på Bornholm?

»Vi pusler med en kanal, der sender live fra »Mødet«, som skal hedde »TV-Ø«, afslører Sjursen, der i øvrigt er sikker på, at transformationen bliver en succes.

»Vi arbejder os hen imod en mere eksklusiv model a la topmødet i Davos, bare efter dansk skala. Altså primært med kvalificerede deltagere og med langt mere kvalificerede »talks« i stedet for gammeldags samtaler med allehånde kværulanter. Det bliver meget, meget mere VIP, men også langt mere produktivt,« mener Sjursen, som også afslører, at Noma-kokken René Redzepi og filosoffen Slavoj Zizek allerede er hyret, og at man p.t. forhandler med Ted Talks og Michelle Obama.

Skattelettelser

Liberal Alliances Henrik Dahl har siddet i det lille hemmelige udvalg, der har fostret ideen om at nedskalere folkemødet og rykke det til Lindholm.

»Vi var nogle stykker, særligt Kaare Dybvad, Ida Auken og jeg, der var hamrende trætte af de almindelige borgeres enfoldige spørgsmål. Det gjorde simpelthen mødet for drænende,« siger Henrik Dahl, som desuden mener, at der er penge at spare til senere skattelettelser.

»Når vi nu selv bruger »Mødet« til at teste, om Lindholm står klar til at modtage udviste asylansøgere, så kan vi spare millioner i bygningskonsulenter, VVS, osv. Det er ret genialt, hvis jeg selv skal sige det,« siger en tydeligt tilfreds Henrik Dahl.

Sidste år vandt Henrik Dahl Folkemøde-prisen for flotteste politiker-frisure - lige foran Jens Joel (S) og Rene Gade (tidl. Alt.). Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dahl Jonas Skovbjerg Fogh.

Ida Auken er også glad for ideen.

»Jeg har jo været i Davos mange flere gange end f.eks. dig. Og der er noget fantastisk ved at være på solid afstand af vælgerne. Det er lidt, som når man var alene hjemme i gymnasiet – og man kan gøre lige, hvad man har lyst til,« fortæller Auken.

»Og helt ærligt,« fortsætter den Radikale politiker: »Det er sgu på sin plads. Du kan jo ikke have folkevalgte politikere, der skal sove i spejderhytter og spise uøkologiske pølser. Vi er jo ikke dyr.«

»Vi er jo ikke dyr!«, udtaler en bevæget Ida Auken til Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard.

Det var ved redaktionens afslutning stadig uklart, om alle forholdene mellem Lindholms kommende beboere og det nye ekslusive folkemøde er afklarede, men det står klart, at begivenheden »Folkemødet«, som bl.a. Bertel Haarder var med til at starte i 2011, afholdes i sin nuværende form for sidste gang i juni. Rygtet vil vide, at »Mødet« fremover løbende vil skifte placering, men altid vil blive afholdt på en dansk ø – dog altid minimum 110 kilometer fra København.