Brutalistisk betonblok i Oslo rives ned. 250 ton Picasso lever videre

Arkitekter har protesteret, og folk har demonstreret, uden at det har hjulpet. Men politikerne står fast. Y-blokken i Oslos regeringskvarter bliver revet ned. Men Pablo Picassos og Carl Nesjars fælles værk bliver reddet.

Pablo Picassos og Carl Nesjars fælles værk »Fiskerne« er nu løsnet fra Y-blokken i Oslo og monteret på en stålramme. Det 250 ton tunge værk vil i denne uge blive kørt bort og først blive sat op igen i 2029. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gwladys Fouche/Reuters/Ritzau Scanpix

Vikingeskibsmuseet i Roskilde og den såkaldte Y-blok i Oslo har tre ting til fælles.

De to bygninger betragtes begge som ypperlige eksempler på stilarten brutalisme, men de skal begge rives ned, og det har i begge tilfælde medført en ophedet debat.

Y-blokken midt Oslos regeringskvarter har tjent som offentlig administrationsbygning, men bygningen blev skadet under massemorderen og terroristen Anders Behring Breiviks angreb 22. juli 2011.

Derfor har de norske politikere besluttet, at bygningen ikke er værd at bevare og skal rives ned, hvilket har medført protester fra norske arkitekter og givet anledning til flere demonstrationer foran bygningen. Men hverken det ene eller det andet har hjulpet. Beslutningen om nedrivning står ved magt.

Et af grundene til, at nedrivningen har skabt debat, er, at bygningens facade er udstyret med to enestående kunstværker, »Fiskerne« og »Mågen«. Begge værker er udført i beton og skabt i fællesskab af spanske Pablo Picasso og norske Carl Nesjar.

Demonstranter iført stribede trøjer demonstrerede i september sidste år mod nedrivningen af Y-blokken i Oslo. De stribede trøjer var en henvisning til en af kunstnerne bag værket »Fiskerne«, som her ses bag demonstranterne. Værket er skabt af Pablo Picasso, som ofte blev fotograferet i stribet bluse, og den norske kunstner Carl Nesjar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole Berg-Rusten/AFP/Ritzau Scanpix.

Værkerne bliver bevaret, og de er de seneste dage blevet frigjort fra bygningen  med kraftigt betonværktøj og sat fast på store stålrammer. De ventes at blive fragtet bort på blokvogne i denne uge.

Det er ikke nogen let sag, for de to brutale værker vejer henholdsvis 250 og 60 ton. De skal opbevares i nærheden, indtil de bliver en del af udsmykningen i det nye regeringskvarter, der ventes indviet i 2029, skriver Aftenposten.

MoMA forsøgte at gribe ind

Nedrivningen har skabt heftig debat i Norge, selv om Oslos bystyre, som er planmyndighed på området, tidligt besluttede, at Picassos og Nesjars udsmykninger skulle bevares.

Norske Arkitekters Landsforbund og Fortidsminneforeningen har via retssager uden held forsøgt at få standset nedrivningen, som allerede i 2013 blev anbefalet af et embedsmandsudvalg.

Y-blokken blev færdigbygget i 1969 og er tegnet af den norske arkitekt Erling Viksjø. Bygningen betragtes som et senmodernistisk hovedværk i norsk arkitektur.

Demonstranter foran kunstværket »Fiskerne« på facaden af Y-blokken i Oslo 12. maj 2020. Værket, som er skabt af Pablo Picasso og Carl Nesjar, bliver bevaret, mens bygningen nu rives ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pierre-Henry Deshayes/AFP/Ritzau Scanpix.

Så sent som i maj blandede et af verdens mest berømte museer, The Museum of Modern Art (MoMA) i New York, sig helt usædvanligt i den norske arkitekturstrid om nedrivningen af Y-blokken.

»Det er vores håb og anbefaling, at man vil genoverveje den endelige beslutning om nedrivning og udnytte alle muligheder for at bevare, restaurere og genopbygge dette sjældne projekt, som kombinerer høj arkitektonisk og kunstnerisk kunnen,« skrev MoMAs ledelse i et brev til Oslo Kommune med kopi til den norske statsminister, Erna Solberg (Høyre), samt to andre ministre.

»Nedrivningen af bygningen vil ikke alene medføre et betydeligt tab af norsk arkitektonisk kulturarv. Ethvert forsøg på at redde eller flytte Picassos stedspecifikke vægmalerier til andre steder vil også være uheldigt. Det vil fordreje kunstnerens intentioner,« hed det videre i brevet.

Men heller ikke MoMAs appel ændrede sagen: Om få dages køres Pablo Picassos og Carl Nesjars to kunstværker bort, og først om ni år bliver de igen tilgængelige for offentligheden.