Måske er Britt Bendixen en af de typer, man sagtens kan blive en lille smule irriteret på. For ser hun ikke lidt for godt ud, sin alder taget i betragtning? Lidt for smilende, lidt for positiv, lidt for rank, lidt for lyshåret, lidt for heldig?
Den dobbelte bypassoperation, hun fik foretaget for efterhånden to år siden, er hun for længst kommet sig over.
»Men forinden var jeg mildt sagt temmelig nervøs for, om lægerne ville sige, at jeg ikke var egnet til operation, fordi det stod for slemt til med mit hjerte. Derfor sagde jeg til dem:
»Nu lægger jeg nok lidt pres på jer, for jeg har endelig fået denne her bil, en sort Audi A3 Cabriolet, som jeg har ønsket mig meget længe, og jeg har tænkt mig, at jeg skal sidde bag rattet med åbentstående kaleche og mit hår flyvende bagud. Jeg kan ikke dø nu!««
Den 14. januar fylder Britt Bendixen 80 år. Hun er glad. Taknemmelig og meget glad.
»Har jeg måske grund til andet?«
Alderen fornægter den tidligere »Vild med dans«-dommer ikke. Og hvis man skal være lidt koket et øjeblik, siger hun, er 80 jo bare et tal.
»Selvfølgelig er det lidt ærgerligt, at min mor var 84, da hun blev syg og døde. Min mormor døde også som 84-årig. Det kan jo ikke fritage mig fra tanken om at: Hov, om fire år er du selv 84. Men fire år for mig er alt for lidt. Jeg skal leve meget længere. Det er selvfølgelig ikke noget, man selv bestemmer, det ved jeg godt, men jeg har tænkt, at det ikke skal være så let og ligetil at slippe af med mig. Jeg har sådan et godt liv.«
Men også et liv, hun engang var lige ved at miste, før det næsten var begyndt. Selvom hun ikke kan huske det og kun har fået det fortalt, var Britt Bendixen som toårig tæt på at dø af meningitis.
»Det var den slemme af slagsen, og mit eget gæt i dag er, at jeg som lille kæmpede en vild kamp for at overleve. Så meget, at min krop dengang dannede en masse antistoffer. Det har min hjerne aldrig glemt, så mon ikke det sidder dybt i mig, at jeg ubevidst altid har kæmpet imod, hvis jeg har mærket optakten til influenza eller noget andet? Jeg kan i hvert fald sige, at jeg gennem alle årene kun har været meget lidt syg.«
Med til en forklaring hører måske også, mener hun, at hun år efter år har befundet sig sammen med mange børn i en dansesal.
»Så modtager man en hel del bakterier og bliver på et tidspunkt lidt immun. Det er min egen teori. Men – her med coronaen skal jeg ellers lige love for, at jeg har kunnet holde mig noget mere hjemme end ellers. Det er ikke sådan, at jeg tror, at jeg kan gå på vandet.«
»Det er da det mindste, du kan gøre …«
Forud for hjerteoperationen havde lægerne på Gentofte Hospital opfordret hende til at holde op med at ryge. Til én gang for alle at kvitte smøgerne. Alle smøgerne.
»Så gik jeg hjem og sagde til mig selv: Når nu staten bekoster sådan en dyr operation for dig, og lægerne bruger alle deres fantastiske kompetencer på at holde dig i live i din høje alder, skal det være løgn, hvis du ikke kan holde op med at ryge. Det er da det mindste, du kan gøre.«
Så efter at have røget minimum ti cigaretter hver eneste dag gennem 50-55 år, måtte det være slut. Men hvordan gør man? Holder op? Kommer af med en afhængighed, man har haft i årtier?
»Nogle tygger tyggegummi, men jeg tænkte: Det er ikke dig. Du må finde på noget andet.«
Metoden blev, at hun på den første dags nedtrapning røg de sædvanlige ti cigaretter, hun efterhånden var kommet ned på. Den næste dag ni, så otte, så syv, seks … og til sidst kun en enkelt.
»Det var vanskeligt, men så var det hellere ikke vanskeligere. Jeg har i hvert fald ikke røget én eneste cigaret siden.«
En stærk motivation: helbredet. Og resten ren og skær vilje, lyder hendes egen konklusion.
En stærk vilje har Britt Bendixen også haft i de perioder, hvor tilværelsen har ført hende ned i en dyb sorg. Ned i kulkælderen, hvor der kan være mørkt. I løbet af ganske få år mistede hun sin bror, sin mor og sin eksmand. Det var også i de år, hvor økonomien var særligt stram for Pejsegården med danseskolen og selskabslokalerne, som hun havde overtaget fra sin mor.
»Hvis der har været et tidspunkt i mit liv, hvor jeg kunne have haft lyst til at give op og bare gå fra det hele, så var det i de år,« siger hun
Der var morgener, hvor hun næsten helt klichéagtigt og billedligt talt kunne have set sig selv i et spejl og tændt en cigaret. Lyttet til en strofe klassisk musik. Slået ud med armene og som en anden Joe Gideon – Broadwayinstruktøren i Bob Fosse’ Oscar-belønnede film »All That Jazz« – have sagt:
»It’s showtime, folks!«
På med smilet. På med en ny dag.
»Når jeg ser billeder af mig selv fra de år, kan jeg stadig huske følelsen af, hvordan det var. Hold op, hvor var det hårdt. Jeg var sidst i 40erne, men ligner på billederne én på 80!«
»Han var lidt for ung, men jeg var nødt til det«
Samtidig med sorgen stod Britt Bendixen pludselig alene med ansvaret for Pejsegården.
»Jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg var ved at gå konkurs, men jeg måtte spare hele vejen rundt, og det indbefattede også mit privatforbrug. Der var ikke noget, der hed understøttelse, og hvis du ikke havde et job, var det ikke så rart.«
Hun så ingen anden udvej end at knokle på og ellers sørge for at have en reservekapital.
»Når man i Danmark ejer så mange mursten, som jeg gjorde i nogle år med Pejsegården, inden jeg solgte den, så skal der virkelig noget af en omsætning til. Der var skatter, som skulle betales. Der var vedligeholdelse og altid noget, som skulle repareres.
Ved siden af Pejsegården havde jeg også en række store opgaver som koreograf på teatre og revyer rundt om i landet. Man kan sige, at det gode ved at arbejde så meget er, at man så til gengæld ikke har tid til at bruge ret mange penge. Men i de år havde jeg for travlt og for mange spekulationer.«
På et tidspunkt så Britt Bendixen ingen anden udvej end at bede sønnen, Niclas, om at tage noget af undervisningen.
»Han havde været på balletakademier i Stockholm og Paris og var allerede på det tidspunkt både dygtig og kvalificeret. Men han var kun 17 år, så det var jo ret tidligt, og samtidig gik han i 2. G på Kildegård Gymnasium.«
Er der noget, Britt Bendixen ved, når hun ser tilbage, så er det, at der næsten altid kommer noget godt ud af kriser. Ikke at man ligefrem selv behøver opsøge kriser, men vi kan i det mindste prøve at se, om ikke en krise kan have ført noget positivt med sig. For livet er fantastisk – all inclusive.
»Da Niclas begyndte at undervise, mens han stadig var teenager, kom der en masse nye elever til danseskolen. Han var ung og vanvittigt dygtig og havde en helt ny stil og energi, som især mange børn og yngre godt kunne lide. Han trak simpelthen en masse nye elever til.«
Men det vigtigste var, siger hun, at hun med Niclas fik grundlagt den nære relation, de stadig har.
»Pludselig var vi kun os to tilbage, Niclas og mig. De andre i vores nærmeste familie var døde. Vi måtte jo bare hjælpe hinanden så godt, vi nu kunne.«
Mange af sine bekymringer delte Britt Bendixen i de år med sin søn. Set i bakspejlet var det nok lidt for meget, mener hun.
»Niclas har altid været og er stadig en enorm støtte for mig. Jeg håber og tror, at jeg er det samme for ham. Et eller andet må jeg have gjort rigtigt, når han kan score sådan en fantastisk dame (skuespilleren Trine Dyrholm, red.)«
Også Britt Bendixens 12-årige barnebarn, Axel, har gået til dans.
»Men så kom nedlukningen med corona sidste år, hvor alt måtte lukke ned midlertidigt. Da der igen blev åbnet, sagde jeg til Axel:
»Hør her, nu har jeg fundet en meget dygtig og sød dansepartner til dig, så skal du ikke snart ud på farmors danseskole igen?« Men Axel sagde: »Nej tak, farmor.« Han havde sit wakeboard og ville meget hellere dyrke den interesse sammen sine venner. Det er jo præcis sådan, det skal være. Man skal ikke tvangsindlægges til at gå til dans og elske dans, bare fordi man kommer fra en dansefamilie.«
Med Niclas, som tidligt havde sagt nej tak til at overtage Pejsegården, var Britt Bendixen bevidst om, at han gennem sin opvækst selv skulle vælge dansen. At det ikke var dansen, der skulle vælge ham.
»Det var meget vigtigt for mig, at Niclas havde mulighed for at møde andre miljøer og andre sportsgrene. Derfor spillede han vandpolo, han gik også til tennis og ridning. Senere valgte han så selv dansen, det gjorde han virkelig, og næste år skal han sætte musicalen »Cabaret« op på Aarhus Teater, ikke som koreograf, men som instruktør.«
Når man virkelig elsker noget
Berlingske har mødt Britt Bendixen i den lille kaffestue på Orangeriet I Kongens Have. Sin Audi har hun været så heldig at have fundet en parkeringsplads til ovre i Dronningens Tværgade, og den sidste times tid har hun siddet med de karakteristiske briller – to styk – skubbet tilbage oppe i panden.
»Jeg har ikke rigtigt planlagt noget endnu til min runde fødselsdag, men jeg holder nok en damefrokost på et tidspunkt. I løbet af foråret har jeg også tænkt at invitere Marianne (Britt Bendixens samlever gennem 25 år, red), Niclas, Trine og Axel ud at rejse til et af de steder, vi godt kan lide. Da jeg fyldte 75, holdt jeg et ordentligt rabalder af en fest med 80 mennesker. Jeg synes, jeg har så mange gode venner, men sådan skal det ikke være denne gang.«
Når Britt Bendixen skal gøre en form for status forud for sin 80-års-fødselsdag, er hun ikke i tvivl om, hvad der har været med til at holde hende så frisk gennem alle årene.
»Dansen,« siger hun.
»Hele min passion for dans er mindst lige så intakt, som den altid har været. Den har holdt mig i live og sygdomsfri og – hvem ved – givet mig lidt flere år, end der ellers var givet mig. Det her med, når man virkelig elsker noget og har gjort det hele sit lange liv – jeg er sikker på, at det har en kæmpe betydning for menneskers virke og trivsel.«
Hun føler sig anerkendt, siger hun. Ikke kun for sit professionelle liv.
»Jeg har en oplevelse af, at andre mennesker anerkender mig, ikke bare for min dans, men for det menneske, jeg grundlæggende er. Noget, som giver mig en ydmyghed og en taknemmelighed, især nu hvor jeg har nået en vis alder.
Der er mange mennesker – og det gælder inden for alle brancher – som når de bliver ældre ikke har en følelse af, at de er blevet anerkendt for det, de gerne ville. De er ikke blevet honoreret eller har fået det ud af livet, de havde håbet. Men en anerkendelse af det menneske, man er, kan vel også være tilstrækkeligt? Det største, som jeg ser det.«
Det kan lyde lidt hårdt, siger hun, for det er ikke alle, som har lige stor indflydelse på deres liv.
»Men med risiko for at lyde banal, så er den vigtigste livserfaring, jeg har gjort mig, at du selv må gøre en indsats og være indstillet på at knokle for det, du gerne vil. »Enhver er sin egen lykkes smed,« siger man. Det synes jeg faktisk, at der er en sandhed i.«
»Det ser knageme ikke ret lækkert ud«
En anden sandhed er, at Britt Bendixen i øjeblikket kun har ondt ét sted. Og det er i højre skulder. Når skulderen formentlig er i orden igen om noget tid, om alt går vel, indskyder hun, så regner hun med, at hun til sommer skal fortsætte med at spille tennis i sin lokale tennisklub.
»Det er ikke rigtigt noget for mig at gå ture, og jeg har heller aldrig været motionist. Der skal være et formål med det, jeg gør. En motivation og helst også en udfordring.«
Ellers passer hun sin svømning i Skodsborg. Sit spanskkursus – hun elsker at rejse til spansktalende lande – men også sin danseundervisning i Grøndals Centret, hvor Bendixen Dans har to store privatsale.
Det skulle ellers have være slut med at undervise. Lige indtil hun blev præsenteret for nogle glade og forventningsfulde børn i syv-otte års-alderen, som havde noget talent. Ville hun prøve at drive dem frem til at blive elitesportsdansere?, lød en opfordring.
»Jeg ved, hvordan man gør dansere dygtige, og så jeg kunne ikke sige nej til de her skønne børn. Der var dog et par forældre, som en dag trak mig til side og sagde: »Britt, vi tror ikke, du har studeret moderne pædagogik for nylig.«
Jeg ved jo godt, hvorfor de sagde det, for når jeg underviser, er der stille. Jeg er streng, og jeg kræver, at eleverne hører efter og gør, hvad jeg siger. Du er nødt til at være 100 procent fokuseret, hvis du skal blive rigtig dygtig til noget, længere er den ikke. Det siger jeg til børnene, og det forstår de godt.«
Hver anden mandag er det voksne par, Britt Bendixen underviser.
»Jeg kan fortælle andre, hvordan de skal gøre, og jeg kan også godt selv danse. Men – det ser knageme ikke ret lækkert ud, hvis jeg kigger mig ind i spejlene. Skal man se på dans, er det smukkest, når det er unge kroppe. Selvfølgelig kan man i min alder have stor glæde af at danse, men så er glæden vist nok størst for én selv og noget mindre for tilskueren.«
