Som udgangspunkt er jeg parat til at elske enhver science fiction-film, hvad enten det handler om filosofiske mesterværker som Stanley Kubricks »Rumrejsen år 2001«, videnskabsbaserede robinsonader som »The Martian« eller mere broget underholdning som »Star Trek«. Fremtiden og den endeløse stjernehimmel igangsætter en længsel i mig, som kun kan stilles med kryosøvn eller nærkontakt med fremmede livsformer.
For at lykkes skal en science fiction-filmskaber dog være nogenlunde konsistent i sit udtryk og indhold, og her fejler genrenovicen James Gray grumt: »Ad Astra« svinger i uskønne ryk fra rumramasjang til panderynkende kosmisk meditation og tilbage igen.