»Borgen« begejstrer anmelderne – undtagen én

De danske anmeldere er næsten helt enige om, at »Borgen – Riget, Magten og Æren« er godt tv.

Den fjerde sæson af »Borgen« bliver rost til skyerne af de danske anmeldere. Dog er der en enkelt, der ikke helt kunne svinge sig op på de fire eller fem stjerner, som kollegerne gav.

Den nye sæson hedder »Borgen – Riget, Magten og Æren«, og dens udgangspunkt er et stort oliefund i Grønland, der skaber postkoloniale spændinger mellem Grønland og Danmark.

I hovedrollen ses Sidse Babett-Knudsen, der spiller den tidligere statsminister og nuværende udenrigsminister Birgitte Nyborg.

Berlingskes anmelder Kristian Lindberg, skriver, at serieskaber Adam Price og konceptuerende instruktør Per Fly  med emnevalget »har stukket hænderne lige ned i et glødende globalpolitisk emne, nemlig Danmarks og Grønlands fremtid.«

Han roser plottet, som han mener løfter sig i forhold til tredje sæson af serien, der blev sendt på DR i 2013.

»Man glæder sig over, hvor naturligt og sømløst hver scene lægger op til nye konflikter, alliancer og manøvrer,« skriver Kristian Lindberg.

Berlingske-anmelderen slutter med at rose Sidse Babett-Knudsen.

»Det lykkedes ikke mindst takket være Sidse Babett Knudsens stjernepræstation i sin mest kendte rolle. Det er ikke bare replikkerne. Hun er en mester i den subtile reaktion,« skriver han og giver fem ud af seks mulige stjerner.

Samme ros kommer også fra Informations anmelder Anita Brask Rasmussen, som også skriver, at »Borgen« er i kontakt med virkeligheden på en helt anden måde end tidligere.

»Sidse Babett-Knudsen mestrer virkelig med sin ansigtsmimik at efterlade seeren i tvivl om, hvorvidt hun modarbejder den grønlandske minister Hans Eliassens ønske om straks at påbegynde olieudvindingen, fordi hun tager klimaforandringerne alvorligt, fordi hun frygter for forholdet til allierede i sikkerhedspolitikken, eller fordi hun vil bestemme,« skriver Anita Brask Rasmussen.

Information uddeler ikke stjerner, men ud over rosen er der også lidt kritik af »Borgen«, som ifølge anmelderen lider af for mange klicheer.

»Tørt som ørkensandkage«

I Jyllands-Posten roser Katrine Sommer Boysen Adam Prices tæft for naturtro dialog og potente replikker. Dog, mener Boysen, kan de sidstnævnte blive lidt for potente.

Per Flys instruktion får også ros af Jyllands-Postens anmelder.

»Uden at tørne ind i alt for store klichéer, der ellers tårner op som isbjerge i den vanskelige og potentielt betændte repræsentation af forholdet mellem Danmark og Grønland, skildrer Fly både magtapparatets og folkets styrker, utilstrækkeligheder og sviende hykleri. Sidstnævnte kommer nok tydeligst og mindst elegant til udtryk i forholdet mellem Nyborg og hendes nu voksne søn, der er blevet klimaaktivist,« skriver Katrine Sommer Boysen og giver fire ud af seks mulige stjerner.

Udover ovennævnte har Soundvenue givet fire stjerner, Filmmagasinet Ekko fem stjerner, Ekstra Bladet  fem stjerner og B.T. fem stjerner.

Politikens anmelder Henrik Palle er en anelse mere lunken en resten.

Henrik Palle mener, at serien er visuelt flot, og han roser også skuespillerne. Han mener dog også, at dialogen og replikkerne er for tunge.

»Fordi der er så meget faktuelt, der skal fortælles om Grønland og russiske gangstere og geopolitiske hensyn og noksom bekendte Fanden og hans pumpestok, har man også følelsen af at være til stede ved et udvalgsmøde, hvor embedsmænd fremlægger sagsakter med en stemmeføring som en dør, der binder. Tørt som ørkensandkage, og søvndyssende som koncentreret kamillete,« skriver Palle og giver tre ud af seks mulige hjerter.

Næste afsnit af »Borgen – Riget, Magten og Æren« kan ses søndag klokken 20 på DR1 eller på DR TV fra fredag morgen klokken 6.