Bogforum aflyst i år: »Vi har lyttet til branchen«

Coronavirus har fået flere store forlag til at trække sig fra Bogforum, og Danmarks største bogmesse bliver derfor udskudt til næste år. I stedet arbejdes der i øjeblikket på alternative løsninger.

»Det handler jo i sidste ende om hensynet til både udstillere, publikum og forfattere. Samtidig vil jeg gerne understrege vigtigheden af Bogforum som samlingspunkt for hele branchen, og vi glæder os meget til at være med igen i 2021,« siger Lene Juul, der er direktør for Politikens Forlag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Bogforum bliver aflyst i 2020. Det sker efter, at landets store forlag har været bekymrede for afholdelsen som følge af coronavirus og derfor har trukket sig fra bogmessen.

Det skriver BC Hospitality Group i en pressemeddelelse.

Udstillingsleder på Bogforum, Andreas Norkild Poulsen, udtaler i meddelelsen, at »vi har lyttet til branchen, taget det til os, og må konstatere, at det ikke er muligt at gennemføre Bogforum på normal vis i år«.

Det fremgår, at Bella Center Copenhagen har været i »tæt dialog« med myndighederne og faktisk har en godkendt plan for afholdelse af Bogforum 2020 på plads.

Men »der har dog tegnet sig et billede af en branche, hvor en del aktører ikke er klar til et Bogforum i det kendte format her i 2020«.

En af de aktører er administrerende direktør hos Gyldendal, Morten Hesseldahl. Han bakker op om beslutningen:

»Beslutningen om at udskyde Bogforum til 2021 er helt rigtig, og vi er glade for, at man har lyttet til branchen. Vi ønsker naturligvis, at både udstillere og publikum får den bedst tænkelige oplevelse, men forudsætningerne var i vores optik bare ikke til stede i år. 2020 har været et specielt år for os alle, men vi glæder os til at vende tilbage til Bogforum i 2021,« siger han i pressemeddelelsen.

En anden løsning

I stedet for Bogforum, som man kender det, arbejdes der i øjeblikket på en alternativ løsning. Det fremgår af meddelelsen, at der er tale om en række aktiviteter i Bella Center Copenhagen.

»Et vigtigt indslag er uddeling af Årets Debutantpris, som har stor betydning, og som samler branchen.«

»Vores højeste prioritet vil altid være at kunne tilbyde læserne en stor og positiv oplevelse med litteraturen i centrum. Det kommer også til at ske i år, modellen bliver bare en anden denne ene gang,« siger udstillingsleder Andreas Norkild Poulsen.

Lars Boesgaard, der er direktør hos forlaget Lindhardt og Ringhof, bakker ligeledes op om beslutningen. I en anden, selvstændig pressemeddelelse oplyser Lindhart og Ringhof, at det i samarbejde med blandt andet Nordisk Film Biografer tager rundt i landet med aktuelle forfattere som eksempelvis Leif Davidsen, Merete Pryds Helle og Maren Uthaug. De stiller her op til interview i biografsale i eksempelvis Lyngby og Hillerød.

Direktør på Politikens Forlag, Lene Juul, er lettet over beslutningen om at udskyde Bogforum til næste år.

»Det handler jo i sidste ende om hensynet til både udstillere, publikum og forfattere. Samtidig vil jeg gerne understrege vigtigheden af Bogforum som samlingspunkt for hele branchen, og vi glæder os meget til at være med igen i 2021,« siger Lene Juul.

I 2019 havde Bogforum 38.000 gæster og 220 udstillere, hvilket ifølge pressemeddelelsen var rekord. Årets Bogforum var planlagt fra 30. oktober til 1. november.

Opdateres ...