»Det var et chok af dimensioner«: I ni år nægtede Randi Schmidt at acceptere sin sygdom — nu trækker hun sig fra legendarisk kro

I ni år nægtede Randi Schmidt at acceptere sin sygdom, men 1. august stoppede hun som administrerende direktør for den legendariske Falsled Kro. Sklerosen tvang hende til at trække sig.

»Når man er sønderjyde, er man vant til at bide tænderne sammen og ikke være sart. Man holder ud.« Thomas Lekfeldt

Det var fra det ene sekund til andet, at hun ikke længere kunne mærke sine ben. Som om benene sov. Hun havde styrke nok i dem, men begge ben var følelsesløse.

Det går nok over, tænkte Randi Schmidt, administrerende direktør for Falsled Kro i udkanten af Faaborg. Sammen med sin familie sad hun ved et langbord på en restaurant i Haderslev og fejrede sin fødselsdag på en varm sommerdag i juni for ni år siden.