»Blachman går jo gerne til stregen – men det her var over stregen« siger TV 2 om sexinvitation i takketale

TV 2 mener, at Thomas Blachman gik over grænsen, da han inviterede rapperen Tessa til at »komme og knalde ham«. Blachman har nu undskyldt over for rapperen og TV 2.

Thomas Blachmann og hans kæreste, den svenske digter Julia Werup, i festlig stemning på den røde løber ved Zulu Awards. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Som Berlingske tidligere har beskrevet, var opmærksomheden efter dette års Zulu Awards rettet mod Ekstra Blads-journalisten René Fredensborg.

Han fik inden showet sagt, at »du er jo sådan lidt bordello-mor i det der« til tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Ekstra Bladet har efterfølgende undskyldt.

At X Factor-værten Thomas Blachman fik inviteret den 22-årige rapper Tessa til et samleje, da han skulle modtage en pris for årets par med dj Martin Jensen, blev ifølge Berlingskes kommentator Aminata Amanda Corr mødt med en anderledes stilhed.

Men nu mener TV 2, at talen var »upassende og over stregen«.

»Jeg tror, at alle, der så Zulu Awards, vil være enige i, at Blachman i sin tale gik over grænsen. Det er også vores holdning. Blachman går jo gerne til stregen for at provokere et budskab frem, men her blev en fejlslagen ros til Tessa i stedet både upassende og over stregen. Det er ikke i orden,« siger Dorthe Thirstrup, der er kanalchef på TV 2, i en skriftlig kommentar til Berlingske.

Den »måske største tv-legende i Danmark« har erektion

Takketalen var noget utraditionel, og Thomas Blachmann fik blandt andet sagt følgende:

»Tessa, jeg står i telefonbogen, kom og knald mig, min elskede. Jeg er måske nok i de sidste 20 år den største tv-legende i Danmark. Jeg er sexet, jeg er charmerende, jeg har stiv pik, jeg kan improvisere. Jeg er alt det, man drømmer om at være, når man går ind i tv. Fordi jeg har en mening med fucking det, jeg gør. Og det, jeg gør, det er ikke bare holdning, det er underholdning. Er vi enige?«

Thomas Blachman har ifølge Dorte Thirstrup undskyldt.

»Vi ved, Blachman har sendt en undskyldning til Tessa, og han har over for os beklaget sin opførsel ved Zulu Awards,« skriver Dorthe Thirstrup.

Berlingske spurgte også, om TV 2 havde overvejet at klippe talen ud af programmet. Dette ville dog ikke give mening, forklarer kanalchefen.

»Uanset, hvor ærgerligt det er, kan vi ikke ændre på Blachmans tale, og det ville ikke give mening at redigere en så opsigtsvækkende takketale ud af showet, hvor pressen i øvrigt deltog og også dækkede Blachmans tale.«

Et andet TV 2 Zulu-show var sidste år årsag til, at #metoo med nogle års forsinkelse kom til Danmark. Blandt andet med budskabet fra værten Sofie Linde om, at hun ikke fik lige så høj løn som Thomas Blachman.

Berlingske har talt med en repræsentant for Tessa, som dog ikke har nogen kommentarer.