Birgithe Kosovic: »Nogle ting bliver ikke bedre. Det er vilkårene. Dem skal man kunne se i øjnene.«

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofiler. I denne uge forfatteren Birgithe Kosovic, der har høstet stor applaus for dokumentarromanen »Det, du ikke vil vide«.

Forfatter Birgithe Kosovic: »Identitetspolitikken er båret af den antagelse, at det er muligt at leve et liv i friktionsfrihed. Problemet er ikke kun, at det ikke er muligt. Det er også dødssygt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvad er dansk kultur for dig?

»Tillid er det ord, der kommer først til mig. Tillid til, at når vi står foran nogen, vil de os det godt, og at staten er god. Sådan er det ikke i alle kulturer. Vi er ikke så afhængige af hinanden, men vi tror alligevel på, at retfærdigheden altid vil sejre til sidst, fordi staten vil redde os fra alt, som ikke er vores egen skyld. Når den indimellem ikke gør det, forarges vi og moraliserer.

Ligesom vi i det hele taget gerne moraliserer og tror, at vi kan opdrage os ud af alle problemer. Det er ikke, fordi jeg er imod moral, den er trods alt at foretrække frem for kynisme. Men jeg kan savne det blik, der ikke konstant er forstyrret af tanker om alt det, verden og mennesker burde være. Nogle ting bliver ikke bedre. Det er vilkårene. Dem skal man kunne se i øjnene. Men det klare blik er altid i fare for at blive kynisk. Jeg savner, at vi betragter hinanden og verden med et blik, der både er klart og varmt.«

Birgithe Kosovic

»Dengang med Muhammed-tegningerne var jeg forarget over Jyllands-Posten, for jeg var en sød pige.«


Kaare Dybvads »De lærdes tyranni« var ærligt talt en fest. Her gennemlyser han den længe herskende antagelse om, at det er bedst at være akademiker, og hvis der er mange af dem, så bliver samfundet bedre, mener Birgithe Kosovic. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann.

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Kaare Dybvads »De lærdes tyranni« som ærligt talt var en fest. Her gennemlyser han den længe herskende antagelse om, at det er bedst at være akademiker, og hvis der er mange af dem, så bliver samfundet bedre. Så skal Kina være hele verdens fabrik, mens vi andre er kreative. Det er ærgerligt for håndens arbejdere, men det er ikke dem, vi skal leve af, og provinsen er for dyr i drift, så vi skal centralisere. Dybvad viser, hvordan denne ideologi er baseret på en række løgne om, hvad et samfund er, og anviser en ny vej.

Jeg har også nydt Malene Ravns »Hvor lyset er« og Jesper Steins »Rampen«. Lige nu læser jeg Lotte Garbers »Løbeklubben i Saudi«, og bagefter skal jeg i gang med Katrine Marie Guldagers »Det samme og noget helt andet«, samt Anne-Grethe Bjarup Riis’ »I Guds rige«.«

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling,  eller har du nogensinde læst slutningen på en bog først?

»Jeg gik engang midt i en britisk socialrealistisk komedie. Det var ikke, fordi der var noget galt med den, men jeg var gået hjemmefra i et skænderi med min mand, og så besluttede jeg mig for at gå i biografen, så der kunne gå rigtig lang tid, før jeg kom hjem igen. Men midt i filmen fandt jeg ud af, at jeg ville hjem til ham, og det skulle være lige nu. Jeg har heller aldrig været meget for komedier, jeg vil hellere have, at nogen skal dø – sådan har vi hver vores glæder.«

Hvad er den vigtigste lektie, kulturen bør lære af coronakrisen?

»At det er skønt at sidde i lænestolen med fødderne på varmeapparatet og læse en god bog. Måske ryge en god  lakridspibe til.«

Fortæl om det værk, der har dannet dig mest som menneske.

»Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts »Adskillelsens politik« er en af de bøger, der har gjort den største forskel for mig. Dengang med Muhammed-tegningerne var jeg forarget over Jyllands-Posten, for jeg var en sød pige. Men jeg kunne godt mærke, at der var noget i hele dette ræsonnement om at tale pænt og om det pæne samfund, der ikke stemte, og jeg var ikke nået langt ind i »Adskillelsens politik«, før jeg forstod det hele, og jeg vil anbefale den til alle.

Multikultur er et misforstået begreb. Multikultur er noget, man kan have i en by med et Little Italy og et Chinatown, hvor man går hen for at få andre krydderier på sin aftensmad. Men det, vi kalder multikultur, er en stat med flere folk. Gruppedynamikkerne i sådan en stat kan minde om dem, der er i multikulturen, men det er en helt anden skala. Det er umuligt at tænke en stat med flere folk uden at tænke sekterisme – uden at tænke civilt, frivilligt indført apartheid og uden at tænke en animositet mellem befolkningsgrupperne, der udfolder sig i dødsvold. Man kan ikke have andre fantasier om stater med flere folk, for sådan er stater med flere folk. Men uden håb, hvad så?

»Identitetspolitikerne har et totalt skizofrent had-kærligheds-forhold til skæbnen, for de vil leve uden friktion og besvær, men de fornemmer, at de har brug for tragedien.«


»‘Adskillelsens politik’ af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt er en af de bøger, der har gjort den største forskel for mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Multikulturen er som kommunismen baseret på den antagelse, at folk er villige til at opgive deres eget udgangspunkt for at blive gode samfundsborgere. I kommunismen skulle egeninteresserne opløses inden for det økonomiske område, så alle kunne blive til et kollektiv. I multikulturen skal de etniske, religiøse og kulturelle tilhørsforhold opløses, så vi alle kan blive til individer. Men ligesom de fleste i de kommunistiske lande ikke ville nøjes med at nyde efter behov, men også ville nyde efter evne (og det ødelagde systemet), vil de fleste i det multikulturelle samfund heller ikke opgive deres kulturelle identitet og tilhørsforhold. Harmes man over mine ord, må man jo se sig om i verden.«

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Debatten om forbudte tegninger har fået os til at opdage alt og os selv på ny.«

Er der en særlig type underholdning/kunst, du ikke udholder?

»»Gæt og grimasser!« Det var sådan noget, der var i monopolets dage, da jeg var barn. Der lå tidens store kunstnere og ravede rundt i overraskende positioner på gulvet og legede gætteleg, og når jeg gik forbi og så det inde i fjernsynet, lovede jeg højt og helligt mig selv, at når jeg blev voksen, så ville jeg ikke være sådan en voksen, som så sådan noget. I dag er sendefladen tætbelagt med forskellige varianter af »​Gæt og grimasser«

Til gengæld er »Dagens mand« det mest undervurderede kulturelle indslag. Her kommer en eller anden mere eller mindre normal mand ind og skal på date med én ud af 20 mere eller mindre normale kvinder. Jeg elsker at blive forarget og at himle og være ved at gå ud af mit gode skind, og det er præcis, hvad der sker, når jeg hører alt det, damerne ikke kan døje ved dagens stakkels mand. Det overgås kun af »Date mig nøgen«. Det får mig til at føle mig mere normal, end jeg plejer, og det er helt ærligt en kæmpe lettelse.«

»..som Karen Blixen sagde, så skal man elske sin skæbne, for det er den, der gør én til den, man er, og hvis man tager den på sig, bliver man konge eller dronning i sit liv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

»Gøre op med identitetspolitikken på kunstakademiet. Identitetspolitikken er båret af den antagelse, at det er muligt at leve et liv i friktionsfrihed. Problemet er ikke kun, at det ikke er muligt. Det er også dødssygt. Friktion giver gode samtaler, det er selve hjertet i det demokratiske fællesskab, det udvider sind og følelsesliv, det giver god sex, og det er udgangspunktet for al humor. Mennesker uden indre friktion er kedelige.

Paradokset er, at identitetspolitikken samtidig er båret af en drift efter tragedien. Og fordi de åbenbart ikke kan finde den andre vegne, har de opfundet mikroaggressionen – det, som vi andre kalder modstand og vilkår. Instinktivt fornemmer identitetspolitikerne, at uden modstand, uden tab, uden at have ofret noget, så har man heller ingen skæbne. Og som Karen Blixen sagde, så skal man elske sin skæbne, for det er den, der gør én til den, man er, og hvis man tager den på sig, bliver man konge eller dronning i sit liv. Man bliver stor i eksistentiel forstand.

Identitetspolitikerne har et totalt skizofrent had-kærligheds-forhold til skæbnen, for de vil leve uden friktion og besvær, men de fornemmer, at de har brug for tragedien for at høre til og vide, hvem de selv er. Det kunne man nøjes med at betragte som en umodenhed, hvis blot de ikke insisterede så kraftigt på at gøre hele samfundet til et friktionsfrit, lirløst, umorsomt helvede af kedsomhed.«