Billy Cross om den amerikanske valgkamp: »Jeg forestiller mig, at vi ser ind i en moderne borgerkrig«

Mens timerne til det amerikanske præsidentvalg svinder ind, vokser en generel bekymring om, hvad tiden efter valget kan byde på. Optøjer, vold og demonstrationer er blandt de bekymringer, som en stor del af amerikanerne frygter. Den dansk-amerikanske musiker Billy Cross er ikke i tvivl om, at hans hjemland vil ende i en krigslignende tilstand.

Billy Cross er født og opvokset på Manhattan i New York. Han er guitarist, sanger og producer og har blandt andet arbejdet med stjerner som Bob Dylan og Meat Loaf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der er en grund til, at USAs største detailvirksomhed, Walmart – om end kortvarigt – standsede al salg af våben og ammunition. Nemlig af frygt for civil ulydighed før og efter præsidentvalget tirsdag.

Og den frygt deler dansk-amerikanske Billy Cross, som nu har været bosat i Danmark i knap 40 år. Han ser en reel risiko for, at der kan opstå en krigslignende tilstand i et allerede polariseret USA om meget kort tid.

»Hvis Trump vinder, så kommer der en borgerkrig. Ikke en borgerkrig, som vi så i 1860erne, men en moderne version. Og hvis Biden vinder, så kommer der også en moderne borgerkrig,« lyder forudsigelsen fra musikeren, som er født og opvokset på Manhattan i New York.

Billy Cross er guitarist, sanger og producer og har blandt andet arbejdet med Bob Dylan og Meat Loaf. Lige nu er han på turné i Danmark med sin akustiske trio, Everybody's Talking.

Den 74-årige musiker understreger, at han ikke forestiller sig to bevæbnede hære kæmpe mod hinanden, men nærmere forstyrrelser og optøjer, der kan munde ud i en væbnet konflikt. Der er ikke meget positivitet eller håb at hente hos amerikaneren, som har mistet tiltroen til sit hjemlands demokrati, og beskriver systemet som »korrupt«.

»Jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig at flytte tilbage til USA, fordi jeg synes, det er en fejlslagen stat. Det er et fantastisk land fyldt med dejlige mennesker, men desværre må man sige, at den fremdrift og højreorienterede fundamentalistiske tankegang, vi ser i øjeblikket, har gjort det legitimt at være – og opføre sig – forfærdeligt,« fortæller han, og fortsætter:

»Det er simpelthen så indlysende, at vi er på vippen til noget rigtigt alvorligt i USA.«

Hjemme i Danmark beskriver Billy Cross en generel bekymring blandt hans venner og bekendte på den anden side af Atlanten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Våbensalg og voksende bekymring

Våbensalget i USA er eksploderet på det seneste, og rekordmange amerikanere køber våben på grund af en grundlæggende frygt for optøjer, uanset hvad valgresultatet bliver.

En ny måling viser, at tre ud af fire vælgere frygter voldelige episoder efter valget, og bekymringerne er større blandt Donald Trumps vælgere end Joe Bidens. Frygten næres af bekymringer om, at amerikanerne højst sandsynligt ikke vil have et klart valgresultat 4. november, men at det kan trække ud i flere dage og dermed tænde yderligere op under en allerede ophedet debat.

Billy Cross, amerikansk musiker bosat i Danmark

»Der har længe været en etisk bekymring. Herefter kom en moralsk bekymring, og nu er der en decideret teknisk bekymring for optøjer, som jeg kan mærke vokser fra dag til dag.«


Hver femte vælger mener samtidig, at vold kan retfærdiggøres, hvis deres foretrukne kandidat ikke løber med sejren.

I Berlingskes podcast »Kampagnesporet« med medlem af Folketinget Mads Fuglede (V) og David Trads som værter, var det netop dette emne, der blev diskuteret i fredagens afsnit. Her lød det fra Mads Fuglede:

»Til folk, der tror, at der bliver borgerkrig i USA, vil jeg godt lige sige: Det er altså gakgak. Det kan godt være, at det kommer til at føles, som om Ungdomshuset bliver lukket gange 30, men borgerkrig, det bliver der ikke.«

Han vurderer samtidig, at der er større risiko for uroligheder og optøjer, hvis Donald Trump genvinder præsidentposten, end hvis han taber til sin modkandidat, Joe Biden.

»Jeg nægter at gå og være nervøs«

Jeppe Jarnit-Bjergsø er dansker bosat lidt nord for New York City og ejer bryggeriet og baren Evil Twin i Queens. Han har boet i USA i knap ni år og har aldrig oplevet så stor en splittelse blandt befolkningen.

»Altså, man begynder at se de der store firehjulstrækkere med Trump-flag på gaderne. Det har jeg aldrig oplevet før i New York,« siger han og fortæller, at han er sikker på, at der vil ske ét eller andet efter valget.

Jeppe Jarnit-Bjergsø er dansker og bosat i Queens, New York, hvor han ejer bryggeriet og baren Evil Twin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Birch.

 

»Jeg går ikke med personlige bekymringer, men generelt – for USA som helhed – så frygter jeg, hvad der kommer til at ske. Man hører jo snak om en slags borgerkrig – det er måske lige overdrevet nok – men jeg tror klart, at der kommer til at ske noget.«

I mange amerikanske storbyer er forretninger begyndt at at forberede sig til valget ved at barrikadere butiksvinduer af frygt for hærværk og plyndring.

Så langt går Jeppe Jarnit-Bjergsøs bekymring dog ikke. Han fortæller, at fordi bryggeriet ligger i et stille område i Queens, og fordi demonstranter oftest går efter kommercielle områder, føler han ikke grund til at gøre andet end at håbe på det bedste.

»Jeg tænker over det. Det er ikke, fordi jeg er ignorant, men jeg nægter bare at gå og være nervøs over det. Det gider jeg simpelthen ikke.«

Hjemme i Danmark beskriver Billy Cross en generel bekymring blandt hans venner og bekendte på den anden side af Atlanten.

»Der har længe været en etisk bekymring. Herefter kom en moralsk bekymring, og nu er der en decideret teknisk bekymring for optøjer, som jeg kan mærke vokser fra dag til dag,« siger han og tilføjer, at han mener, at medierne på begge fløje er med til at opildne bekymringen.

Over 90 millioner amerikanere har allerede stemt til præsidentvalget, som finder sted tirsdag 3. november.