Begavet værk om jødisk identitet: »Da jeg vil sætte dem ind i, hvad kvinden taler om, når jeg kun at sige nogle få ord, før min stemme knækker«

AOK
Anmeldelse

Boganmeldelse: Mirjam Capelles erindringsbog »Min sjæls vandmærke« er en medlevende beskrivelse af en ung kvindes søgen efter sine jødiske rødder, fællesskab og kærlighed. Ganske vist ender hun som katolik, men hun opgiver ikke sin jødiske identitet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mirjam Capelle  er barnebarn af Henry Grünbaum, der var socialdemokratisk finansminister og en kendt skikkelse i 1960erne og 1970erne. Nu er hun også forfatter til en selvbiografisk bog med fiktive indslag: »Min sjæls vandmærke. En jødisk slægtsfortælling.«

Mirjam Capelle fortæller i sin bog om sin jødiske familie. Vi hører om familiens opbrud fra Østeuropa og immigration til Danmark. Hun lader sin mor fortælle om flugten i 1943, og hun fortæller om de familiemedlemmer, der blev taget af nazisterne og havnede i kz-lejren Theresienstadt.

Jødisk identitet

Det er en spændende og velfortalt historie om en ung pige, der fra 1970erne forsøger at finde sin jødiske identitet og rejser til Israel, hvor hun kommer tæt ind på livet af ortodokse miljøer. Tilbage i København har hun også forbindelse med jødiske miljøer og er stærkt påvirket af den jødiske historie og jødernes skæbne.

Bogen handler tillige generelt om at være ung pige i 1970erne, og hvordan hun møder sin tyske og katolske ægtemand. Det får hende til at konvertere til katolicismen, men hun slipper ikke sin jødiske identitet.

Det er en af bogens kvaliteter, at hun fastholder det jødiske tema og under en rejse til Israel med sine fire børn, hvor de besøger Holocaust-centret Yad Vashem, forsøger hun at forklare dem, hvorfor Holocaust betyder så meget for hende:

»Jeg kalder dem hen til mig og henleder deres opmærksomhed på skærmen. Da jeg vil sætte dem ind i, hvad kvinden taler om, når jeg kun at sige nogle få ord, før min stemme knækker. Drengene ser forskrækket på mig, og Tobias siger hurtigt: ‘Du behøver ikke fortælle mere, mor’.«

Beretningerne om familiens flugt til Danmark omkring Førrste Verdenskrig, redningen i oktober 1943 og opholdet i Theresienstadt er lagt i munden på Mirjams Capelles familiemedlemmer, men skabt af hende selv. Men de virker troværdige og bidrager til bogens spænding.

Gråd og skrig

Her er et eksempel fra bogen, hvor Mirjams oldefar Moses og hans anden hustru, Lea, er blevet arresteret og deporteret til Theresienstadt, og hvor stemmen er lagt i munden på Lea:

»Da jeg ser skibet, gibber det i mig. Wartheland. Det er frygtindgydende stort. Vi må være mange, der er arresterede. Det ligner et skib med plads til mange tusinder. Den stejle stige, der fører op til skibet, er svær for den lille pige at kravle op ad. Usikkert kigger hun bagud på moderen, der er tæt bag hende. Klynker lidt. Schneller, schneller. Der er ingen tålmodighed hos de uniformerede mænd på kajen, der skubber os fremad. Der gør kun pigen mere usikker, og hun går i stå.

En uniformeret mand rækker en lang bambusstang med en bøjet ende ned mod hende. Med krogen får han fat i pigens nakke og haler hende ombord under gråd og skrig. Rød i hovedet følger moderen efter og holder den hulkende pige ind til sig. Det spænder i hver en muskel af min krop, da jeg kravler op ad stigen. Mændenes råb er som i en tåge, fjerne og uvirkelige.«

Jeg tror, at mange vil nikke genkende til Mirjam Capelles følte skildring af søgen efter sit jødiske jeg og sin tvivl om egen identitet. Forfatteren er psykolog, og man fornemmer hele bogen igennem en indsigt i de psykologiske mekanismer, der besjæler en ung pige og senere moden kvinde.

Bogen kan varmt anbefales.