Asger Aamund savner ikke at være yngre: »På mit gravsted skal der stå: Jeg arbejder på et comeback«

Asger Aamund er blevet en gammel mand. Det generer ham ikke, at andre siger det højt om ham. Alligevel nægter han at lade de 78 år, sine to nye knæ og den udskiftede hofte sive alt for langt ind i selvforståelsen og erodere den livsvilje, der altid har været hans grundtone. Han vil være gammel på sin egen cool cat-måde.

»Jeg er gammel. Det kan jeg ikke bestride,« siger Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hjemme hos Asger Aamund står et par krykker. De læner sig tavst op ad væggen, men fortæller det, hans nye, udskiftede knæ også anfører.

Det meste af dagen humper han stædigt rundt mellem møblerne i det hvide Hellerup-hus. Om lidt bliver det godt igen. Det ved han. Han har prøvet rollen som nyopereret før. Hans andet knæ blev udskiftet for år tilbage, han har tidligere været igennem en hofteoperation, og nu har han et korpus, han selvironisk betegner som »robotiseret«.
I går var han til kardiolog for at få tjekket hjertet, og i dag gnider han sig på knæet og rejser sig op fra stolen, når smerterne bliver for stikkende.

De 78 år erklærer det. Asger Aamund tøver heller ikke med at sige det.

»Jeg er gammel. Det kan jeg ikke bestride. Jeg har endnu ikke været udsat for et lille barn, der peger og siger: Se, den gamle mand! Det er dog, hvad jeg er, men jeg føler mig ikke gammel på den måde, hvor jeg stirrer ned i en mørk brønd. Jeg føler mig snarere tidløs. Det er en fornemmelse af, at mit fremtidige liv er nogle forlængede brædder, jeg træder ud på.«

Asger Aamund, debattør og erhvervsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Andre lader sig trykke sammen af alderdommens tunge pression og overgiver sig fladmaste til en endeløs stirren ud ad vinduet, imens de venter på det uafvendelige. Det er ikke Asger Aamunds taktik. Hvis erhvervsmanden og debattøren ender sådan i lænestolen, vil han givetvis tage krykkerne ude fra gangen og give sig selv en endefuld. Han har tænkt sig at agere helt cool, calm and collected over for alderdommen på sin egen sædvanlige Asger Aamund-agtige måde og se den uforfærdet i øjnene.

Det er ham, der skal bestemme over den. Ikke omvendt.

»Før i tiden sagde man, at 70 år var støvets år, og nu er det vel blevet de 75 år. Når man er derover, spiller man på dommerens overtid. Jeg må være glad for, at jeg er på banen, indtil dommeren fløjter kampen af. Mine læger siger, at jeg er biologisk yngre end de 78 år. De små sejre må man sætte pris på. Knæoperationerne irriterer mig, men det ville have irriteret mig endnu mere, hvis jeg ikke havde fået dem lavet. Jeg vil stadig gerne vinde det tennis-mesterskab i Tisvilde.«

Sprækker

Han tager imod herude i rigmandslommen mellem Øresund og Strandvejen, fordi han i denne tid kun kan bevæge sig rundt i en mindre radius. Her, hvor han på den ene side altid har hørt til og på den anden side med sin ærlighed og politiske debatpen altid har skilt sig ud.

Hustruen Suzanne Bjerrehuus og han har gensidigt tegnet hinanden op med en viril, stærk streg, der er gået igen i de endeløse anekdoter om ham, der tæmmede hende og hende, der tæmmede ham. Altid snakkende, debatterende og med en insisteren på, at man når længst i livet ved at stå ved sig selv og sine holdninger.

Det gør de stadig, Suzanne og Asger. Fundamentet, de står på, er dog blevet mere porøst. De taler om det engang imellem, siger han, imens han forsigtigt og sirligt lader hænderne rette på den hvide, broderede dug, der ligger på spisebordet.
Parret håber, at de begge vil bevare førligheden til at blive i huset med de mange trapper i de kommende år og ikke skal forlade det til fordel for en mere ældrevenlig lejlighed med elevator. Tanken om helt at blive hjælpeløs stikker også i ham engang imellem. Direktøren i ham vil ikke kunne holde det ud.

»Det vil være min største skræk, hvis der skulle komme et rend af sygeplejersker her, fordi jeg var blevet lam af en hjerneblødning eller noget lignende. Vi ved begge, at måske om ti år eller hvor længe jeg nu hænger på, at hvis man styrter på trappen, kan det være lig med døden. Vi holder omvendt den tanke på afstand, for det er på afstand.«

»Jeg er gammel. Det kan jeg ikke bestride. Jeg har endnu ikke været udsat for et lille barn, der peger og siger: Se, den gamle mand!« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det er blevet de mere stille dages tid. Livspladerne har forrykket sig lidt. Asger Aamund har stadig sine investeringer, sine foredrag og sine debatindlæg i denne avis, men han tager ikke flere bestyrelsesposter. Hvad det angår, har han aftjent sin værnepligt.

Det er også blevet de stille timers tid. Det hænder, at han tager plads på sin indre »Solitudevej« og ser ud af vinduet på fuglene i haven. Senere på dagen vil han måske fortælle sin kone, at der landede en vibe i haven, eller at træerne så særligt grønne ud. Han holder også af at sove længe. Efter mange år med tidlig ankomst til direktørkontoret foretrækker han at strække dagen dovent ud og forme den efter eget humør.

Første punkt på dagsordenen i den daglige virksomhed er en beskeden morgenmad og en time til at besvare mails. Derefter vil han gå ned og købe ind. Nogle gange går han en tur med sin datters hund, som har den opfattelse, at han er dens egentlige ejer. Det konstaterer han med en vis triumf i stemmen.

»Jeg får ikke noget at spise i det her foretagende, hvis jeg ikke selv laver maden. Når jeg kommer tilbage, spiser jeg frokost, og så hviler jeg mig i tre kvarter, hvor jeg læser – nogle gange falder jeg hen. Om eftermiddagen cykler jeg eller spiller tennis. Derefter skal jeg huske at tage mine blodtrykssænkende piller. Efter aftensmaden fortsætter snakken med min hustru, og klokken 23 er jeg grydeklar.«

Spørger man ham om, han savner at være yngre, svarer han bestemt nej. Asger Aamunds tilgang til alderdommen er ikke drevet af en længsel mod ungdommen. Den er samlet om idéen, at man har en pligt til at gå med oprejst pande igennem værelserne i sit eget liv.

»Jeg har været det hele igennem. Fordelen ved at blive ældre er, at kravene til dig bliver færre. Der er ikke den samme arbejdsintensitet, og jeg bliver ikke afkrævet hurtige svar som før. Det er befriende. Jeg har en stor frihedsgrad til at gøre, hvad jeg vil. Jeg sidder aldrig og keder mig.«

Ingen tårer

Avisoverskrifterne har fortalt historien om hans hustrus kræftsygdom i halsen, og om den senskade hun har været plaget af. Asger Aamund lagde for et års tid siden mærke til, at Suzanne Bjerrehuus begyndte at tale dårligere og trak vejret med besvær. Det kom som en overraskelse for dem begge, at den hårde stråledosis ved halsen dengang kunne sætte sig som et problem i dag. Ingen af lægerne forstod, hvad der skete.

»Der var en periode, hvor vi var meget nedslåede over, at hun ikke fik stillet en diagnose. Jeg har siddet med i et hav af samtaler, og vi har sammenlignet hinandens noter. Det var en stor lettelse, da der endelig var en professor på Rigshospitalet, som sagde, at det var en senskade. Jeg har ikke været bange, men jeg var selvfølgelig bekymret over den tiltagende, dårligere vejrtrækning. Men på Rigshospitalet sagde de, at det ikke ville være sådan, at hendes hals pludselig lukkede sig sammen, og hun ville falde om. Det beroligede os noget.«

»Før i tiden sagde man, at 70 år var støvets år, og nu er det vel blevet de 75 år. Når man er derover, spiller man på dommerens overtid,« siger Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Sentimental er ikke et modus for Asger Aamund. Egentlig er han i tvivl om, han stadig har en sårbar side efter alle de år som fokuseret erhvervsmand. Som barn græd han meget. I cirkus kunne han græde som pisket, når klovnene smed vand på hinanden, og han husker stadig, at det var voldsomt pinligt at hulke sig igennem barndomsårene. Den ukontrollerbare, følsomme side kunne vælte ind over ham ved de mindste ting. Da han blev teenager, var der ligesom ikke flere tårer tilbage.

Lige siden har han grebet fat i fornuften, når situationen omkring ham bliver hudløs. Mens Suzanne Bjerrehuus fik lagt en luftudvidende kanyle ind i halsen, reagerede han derfor, som han altid har gjort. Hendes skade blev gjort til et projekt, og der blev sat et mål, de skulle gå efter at nå.

»Det skal ikke være tårevædet. Det har jeg det mentalt bedre med. Jeg er et meget optimistisk menneske og er meget robust. Nogle vil sige på grænsen til det afstumpede. Det er ikke mig at sidde der og græde hver dag. Min kone har sagt til mig: »Nu gider jeg ikke at have, at du skal løse problemer. Læg armen om mig, giv mig et kram og sig, at det er synd for mig«. Der kan jeg godt se, at direktøren måske lige skal rulles ind under gulvtæppet,« siger han og læner sig tilbage i stolen med et af de smil, han lader bølge hen over ansigtet, når han serverer en anekdote, han er særligt tilfreds med.

En hel robotfamilie bliver de snart. Det er det udtryk, han bruger om Suzanne, ham selv og hans søster, forfatteren Jane Aaamund, der også har haft heftige skader ovenpå sin kræftsygdom. Hun skal ligesom sin bror snart have et nyt knæ. Over telefonen taler robot-broren så til sin søster og forbereder hende på, hvad hun kan forvente af smerter.
Når han har den slags samtaler med både sin søster og sin kone, hører han ikke døden rykke tættere på. Det er kun tonerne af en optimistisk march, han insisterende finder lyden af.

»Man skal ikke give op. Man skal ikke lægge sig ned og vente på den sidste dag.«

»Det vil være min største skræk, hvis der skulle komme et rend af sygeplejersker her, fordi jeg var blevet lam af en hjerneblødning eller noget lignende,« siger Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Fremad

Asger Aamund har en ven, der er 93 år gammel. De spiller ofte tennis sammen. Han hedder Bent Fabricius-Bjerre, og det er ham, erhvervsmanden og debattøren vender blikket mod, når han skal iagttage et menneske, der forvalter sin alderdom på kløgtig vis. Han er landet på, at en god alderdom handler om at slutte fred med sig selv.

»Bent ser altid fremad. Han ser aldrig bagud. Han svælger ikke i det dårlige. For en seks år siden spurgte jeg ham om, han kom næste søndag for at spille tennis. Han svarede, at det kunne han ikke, for han skulle spise frokost hos sin mor. Sin mor? Jeg troede simpelthen ikke på, at det var rigtigt. Men han havde altså en mor, der var over hundrede år gammel. Det er inspirerende.«

Skal han finde en dårlig rollemodel ud i disciplinen at tøjle alderen, er det øjeblikkeligt faderen, der toner frem. Som 46-årig fik Asger Aamunds far, Joseph, konstateret en forsnævring af hjertekranspulsåren. Beskeden fra lægen var, at enten kunne han leve, indtil han var 80 år. Eller så kunne han dø i morgen. Det fik den mørksindede far til at indføje en voldsom selvmedlidenhed i sin personlighed.

»Han talte altid om, at han snart skulle dø. Hvis vi nu skulle i Tivoli om fire uger, ville han sige, at det skulle vi da, hvis alt gik vel, og hvis han levede så længe. Hans tale var smykket ind i det der fra morgen til aften. Da jeg var barn, gik jeg i Krebs' skole. Når bussen på vej hjem nærmede sig vores bopæl, løb jeg helt frem i den, for at se om flaget var på halvt – for måske var han død netop i dag. Hvis flaget ikke var på halvt, vidste jeg, at jeg skulle ind til min mor og have te og ristet brød. Så meget var det sivet ind i mig.«

Den historie har Asger Aamund fortalt mange gange før. Det har han, fordi der blev plantet en lille, men uforglemmelig frygt i skoledreng-versionen af ham. Han betegner sin barndom som lykkelig. Alligevel var han bange for at miste den far, der var 55 år ældre end ham selv.

»Jeg skulle hele tiden forberedes på hans død. Som alle andre simulanter blev han selvfølgelig gammel. Han blev 82 år gammel. Jeg sagde ham ikke imod eller skældte ham ud for det. Hans høje alder gjorde, at han var mere en bedstefartype end en egentlig farfigur. Han sprang en generation over. Vi talte ikke i øjenhøjde på den måde. Man led mere i stilhed og sukkede over ham. Jeg ved, at min mor har taget nogle snakke med ham om, at han skulle dæmpe det der. At der ikke var nogen grund til at indvie os børn i dødsnakken. Det var han ligeglad med. Det sad så meget i rygraden på ham, at han ikke kunne slippe det.«

Asger Aamund holder også af at sove længe. Efter mange år med tidlig ankomst til direktørkontoret foretrækker han at strække dagen dovent ud og forme den efter eget humør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

En anden tid

Det var ikke kun Asger Aamunds far, der svælgede i en tung weltschmerz. Han husker det som om, at alle de ældre mænd fra hans barndomsminder gik rundt med en sort stok og sagde ting som: »Når jeg ikke er her mere, så må du tænke på…«. Måske følte de dødens nærhed på en anden måde i en tid, hvor teknologien ikke kunne sætte et nyt knæ ind, lyder hans eftertanke.

»Jeg har virkelig selv taget et formuleret opgør med min far, hvad det angår. Jeg vil ikke være en ældre mand, der konstant taler om døden på den måde. Jeg vil ikke lade mig opsluge i det. Der er ingen grund til at holde en dødsfest og tvære min familie ind i angsten. Det skal man afholde sig fra.«

Distancen mellem Asger Aamund og hans far var så stor, at han i dag har svært ved at pege på lighedspunkterne mellem far og søn. Der var ingen spejling, for hans far satte aldrig spejlet op foran ham. Den død, faderen til sidst gennemlevede, er heller ikke én, sønnen har lyst til at gennemleve.

»Han døde hjemme, da jeg var 27 år. Han havde en voldsom dødskamp, der varede 24 timer. Min mor og moster var der, og jeg blev hidkaldt fra Jylland, hvor jeg var på det tidspunkt. Jeg kunne høre ham inde fra stuen. Det var en hård udgang. Han var meget troende, så han havde nok håbet på et roligt øjeblik med foldede hænder. Det var meget ubehageligt at se sin far dø på den måde. Jeg havde ondt af ham og min moster, der var sygeplejerske, gjorde alt for at lindre smerterne. Det var som om, at kroppen ikke ville dø, selvom han var gammel.«

Da patriarken lå på dødslejet, kunne Asger Aamund høre ham svæve rundt i lange dialoger med Gud om den private formue, moderen og faderen brugte til at lukke familiens knækbrødsfabrik ned. Til det sidste søgte faderen tilflugt i selvmedlidenheden og spurgte direkte Vorherre: »Ak, hvordan skal det gå mig, lille mand?«
Asger Aamund ryster på hovedet. Det spørgsmål vil han aldrig stille. Han har lavet et testamente og sørget for sit gravsted. Mere er der ikke at sige om det.

»Der er ingen grund til, at man skal dø to gange. Først skal man dø af skrækken for at dø for så at dø rigtigt. Det er simpelthen spild af tid.«

»Om eftermiddagen cykler jeg eller spiller tennis. Derefter skal jeg huske at tage mine blodtrykssænkende piller. Efter aftensmaden fortsætter snakken med min hustru, og klokken 23 er jeg grydeklar,« siger Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Klogere og ældre

Du har altid en hjemmebanefordel som ældre. Du har hørt det. Du har oplevet det. Du har følt det. Han tøver ikke, når han skal pege på hvilket karaktertræk, der træder tydeligst frem, når man kommer til den kortere ende af livet. Asger Aamund lægger endda armene over kors. Som en ubevidst manifestation af det han siger lige om lidt:

»Bedrevidenhed. Man ved sgu mere! Man er blevet klogere. Jeg kan godt tage mig selv i at sukke, når jeg hører nogen sige noget, jeg har hørt før. Jeg gør det også, når politikerne taler. Jeg ved, at det kan virke irriterende på andre. Jeg bliver kort for hovedet. Det kan jeg godt se hos mig selv. Men jeg vil ikke lade som om, at jeg ikke ved noget. Jeg synes ikke, at jeg lyder som en sur, gammel mand. For det er jeg jo ikke,« siger han og retter igen sirligt på den hvide dug foran os.

Hver dag lander der spørgsmål i indbakken fra unge iværksættere eller andre, der søger hans råd. Ofte kredser hans svar om det, der også er en slags all time greatest livsråd fra ham. Lad være med at gå gennem livet og spil en masse roller. Lad være med at puste dig op.

»Jeg har set ledere gøre det. Det skaber stress, fordi du lyver over for dig selv. Man skal være sig selv med de svagheder og styrker, man har. Det er ikke forstået som, at man ikke skal ændre på sig selv. Det er ikke en dumstædighed. Man skal hvile i sit grundfjeld. Man skal aldrig være en forræder mod sig selv. Så simpelt er.«

Der er også sket det, at Asger Aamund er begyndt at blive mindre talende. Skruer man op for ham, får man et belevent, konverserende, høfligt menneske, der velvilligt finder et svar frem. Oftere skruer han ned for sig selv. Han er ikke meget for at holde offentlige taler. De mange receptioner i erhvervslivet eller de glittede premierer orker han heller ikke mere i samme omfang. Han er blevet ramt af behovet for at være selektiv, som kommer med alderen, lyder ræsonnementet.

Når hele familien med børn og børnebørn vælter ind i det store, hvide hus, overlader Asger Aamund ordene til dem. I stedet trasker han stille frem og tilbage mellem køkkenet og spisetuen med den gammeldags danske mad, han har lavet til dem.

»Det er fint nok. Der er et langt stykke vej til den patriark, min far selv var. Jeg har også en svigersøn, Mikael Bertelsen, som jeg holder meget af, men som er en meget talende person, og når jeg fortæller om noget, jeg har oplevet, afbryder han mig og begynder at fortælle en anden historie. Jeg har alligevel ikke noget at skulle have sagt. Jeg bliver blæst ud af bordet, og det har jeg ikke noget imod. Det er nye tider.«

Aktiver

Hvis Asger Aamunds eget liv var et årsregnskab, ville han som bestyrelsesformand træde frem ved himlens port og tilfreds aflægge et positivt resultat. Da han var teenager og begyndte at tænke over livet og døden, kom han frem til, at hvis han bare havde haft et afvekslende liv og nåede at blive 60 år, ville han være glad.

»Jeg var vant til, at folk over 60 år virkelig var gamle med stok og tabte tænder. Det gad jeg ikke. Hvad skulle jeg med det? 60 år var en passende alder, tænkte jeg. I dag ville den unge Asger nok tænke om mig i dag, at han har hængt på for længe.«

»Jeg har virkelig selv taget et formuleret opgør med min far, hvad det angår. Jeg vil ikke være en ældre mand, der konstant taler om døden på den måde. Jeg vil ikke lade mig opsluge i det,« siger Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I sine unge dage arbejdede Asger Aamund som statist på Det Kongelige Teater. En dag skulle han ind på teatret for at hente sin løn og stødte i balletprøvesalen tilfældigt ind i den store balletmester Harald Lander. Han pegede over på Asger Aamund og sagde, at den mørkhårede fyr skulle danse rollen som sort tjener i hans ballet »Les Victoires d'Amour«. Det ville kun være en kort tur ind over scenen iført sort ballettrikot, og balletmesteren ville personligt lære trinene fra sig.

Tilbuddet om en kortvarig balletoptræden takkede Asger Aamund nej til i panikangst for, hvad hans venner ville sige til synet af ham i stram dragt hen over nationalscenen. I mange år har han ikke tænkt på den historie, men i den senere tid er den dukket op igen hos ham, fordi det er en af de få gange, hvor Asger Aamund har forbrudt sig imod sit eget livsmotto om at gå med på den værste.

»Jeg burde have sagt  ja. Det var første gang i mit liv, at truslen om en fiasko fik lov til at sejre over håbet om succes. Et eller andet sted i min underbevidsthed er der en djævel, der siger til mig, at det fandeme var for ringe – hvorfor gjorde jeg ikke det? Det ville have set godt ud med mig, der dansede ind over scenen i sort ballettrikot. Tænk, hvilken god historie det ville være at have med i regnskabet. Det nej plager mig til stadighed.«

»Jeg var vant til, at folk over 60 år virkelig var gamle med stok og tabte tænder. Det gad jeg ikke. Hvad skulle jeg med det? 60 år var en passende alder, tænkte jeg. I dag ville den unge Asger nok tænke om mig i dag, at han har hængt på for længe.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

De 78 år fortæller det. Asger Aamund er blevet en gammel mand. Engang imellem tager han bussen eller toget. Det er heldigvis ikke sket endnu, men hvis nogen rejste sig op for ham for at lade ham synke ned i et sæde, ville han ikke være så cool, calm and collected, som han ellers forsøger at være. Han ville blive sur. Det ville være ydmygende. Så gammel er han sgu heller ikke.

Nej, og han skal ikke herfra på en eller anden tåbelig, hjælpeløs, nedværdigende vis.
Det er sådan her, han forestiller sig det. Står det til hans stædighed, bliver det sådan:
Han sidder i lænestolen herinde i husets lyse karnap med vinduerne ud til haven. Mæt af dage tænker han stille tilbage på de gode historier fra hans liv, og mens lyset falder ind, falder han roligt sammen.

Slut.
1-0.

»Det vil være den perfekte udgang. Og på mit gravsted skal der stå: Jeg arbejder på et comeback.«