Anne Sophia Hermansen: Her er fem bud på kvinder, der fortjener en statue – og hvor de kan stå

Fortsætter udviklingen, får Flemming Toft en buste for at have beriget det danske sprog med »huttelihut«, mens Bubber bliver opført i bronze-badekar og med omvendt kasket for at have sagt »skal vi se, hvem der kan lægge på først?« Jeg håber, jeg er død til den tid.

Meget betegnende står der ikke en statue af Nina Bang på Nina Bangs Plads, men en statue ved navn »Moderne pige«. Det svarer til, at der ikke er en statue af H.C. Andersen på H.C. Andersens Boulevard, men en lille fiks statue af »moderne skovtrold«, skriver kulturredaktør Anne Sophia Hermansen, der mangler kvindelige statuer, og at feminister gør deres hjemmearbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: GAB photography

Når man går gennem Kongens Have, kan man se noget forbløffende: En statue af en kvinde! Endda en kvinde, som hverken er havfrue eller gudinde, men rent faktisk har levet i virkeligheden. Det drejer sig om dronning Caroline Amalie, hvis statue blev opstillet i 1893. 23 år senere blev en statue af skoleleder Nathalie Zahle opstillet i Ørstedsparken, og så var det ellers slut med statuer af kvinder i København de næste 100 år.

Skyldes det, at ingen kvinder har gjort sig bemærket? Tja, jeg vil da mene, at Nina Bang, landets første kvindelige minister, har gjort sig positivt bemærket, og det samme har forfattere som Inger Christensen og Karen Blixen, men desværre har de ikke gjort sig bemærket nok til at blive hyldet med en statue. På trods af såvel national som international anerkendelse.

»Overordnet forestiller kun 28 ud af næsten 2.500 monumenter, statuer og mindesmærker over hele landet en kvinde. Det viser en opgørelse fra Kulturarvsstyrelsen. Betyder det noget? Ja, det gør det. «


Anderledes forholder det sig med mændene, f.eks. radiomanden Gunnar Nu Hansen og entertaineren Victor Borge. De har i nyere tid fået opført hhv. en buste og en skulptur på Østerbro, og der er da også blevet opført en statue af tidligere statsminister Anker Jørgensen i Sydhavn. Dem vender jeg tilbage til.

For det er ikke sådan, at det er outdated at rejse statuer og hylde forbilleder. Forbillederne er bare som regel mænd, og hvis kvinder skal gøre sig forhåbninger om en statue, er det ikke kun en fordel at være død – det er også en fordel ikke at have levet og f.eks. være en nøgen eventyrfigur.

En statue er ikke bare en statue

Overordnet forestiller kun 28 ud af næsten 2.500 monumenter, statuer og mindesmærker over hele landet en kvinde. Det viser en opgørelse fra Kulturarvsstyrelsen. Betyder det noget? Ja, det gør det.

At statuer betyder noget, kan de færreste være i tvivl om efter de seneste års mange debatter og ikke mindst efter alle diskussionerne i kølvandet på Black Lives Matter i år. De minder os om, at vi er en del af en historie, og at der er gået folk forud for os, som har udkæmpet krige, løftet vores ånd, sat livet på spil og gjort verden bedre ved hjælp af politik, fantasi, næstekærlighed og virkekraft. Kun en smålig nation evner ikke at hylde sine helte m/k.

Og hvilke helte er det så, der skal hyldes? Når debatten om repræsentation raser, er det åbenbart nemt at kalde på flere kvinder, men svært at sætte navn på dem.

Da kulturborgmester Franciska Rosenkilde således besøgte P1 Debat, spurgte en lytter, hvad det var for kvinder, der skulle æres i form af statuer eller pladser. Rosenkilde havde ikke svar parat og endte med at nævne to kvinder, der i forvejen havde pladser opkaldt efter sig, nemlig socialrådgiveren Tine Bryld og rapperen Natasja.

Et andet eksempel: Jonatan Spang tog for nylig Rosa Lund med på statueudflugt i »Tæt på sandheden«, og det var selvfølgelig for galt med alle de toksiske mandestatuer og især med Christian IV, den »kvindeafbrænder«. Men nogen bud på kvinder kom der heller ikke her.

Fem kvinder, værsgo

Betragt derfor denne klumme som en hjælpende hånd. Jeg foreslår, at vi skal have følgende statuer i København:

1. Margrete I. Hun var den mægtigste kvinde i middelalderen, grundlægger af Kalmarunionen og en strategisk begavelse ud over det sædvanlige. Hvordan kan det være, at hun ikke er fundet værdig til en statue i Danmarks hovedstad? Hun kan tilskrives en stor del af æren for, at vi ikke er endt som en tysk provins.

Jeg er klar over, at der er opført en statue af hende i Roskilde, og at der ligger en mindesten til ære for hende i Risskov (hvor der i øvrigt står »Valdemars datter« lige under hendes navn, som om det er en større bedrift at være hans datter end den, der samlede Danmark, Sverige og Norge).

Statuen af Margrete I kan f.eks. opføres på Ofelia Plads.

2. Grevinde Danner. Hun hed egentlig Louise Rasmussen og gik fra ingenting til at blive gift (til venstre hånd) med Frederik VII. Selv om ægteskabet var lykkeligt, blev hun mødt med chikane i sin samtid. For hun var kontroversiel og ukonventionel. Da Frederik VII døde i 1863, kastede hun sit engagement på at hjælpe fattige fruentimmere og fik opført Dannerhuset.

En statue af Grevinde Danner kan f.eks. opføres på Nytorv, tæt på Vimmelskaftet, hvor hun drev forretning – som en af de første kvinder i historien.

3. og 4.: Karen Blixen og Inger Christensen. Selvfølgelig skal vi hylde to af landets største og mest berømte forfattere. En statue af Inger Christensen kan opføres i Østre Anlæg, mens Karen Blixen kan kaste glans over området omkring Den Sorte Diamant.

5. Endelig fortjener Nina Bang hæder. Hun omtales ofte som ikke bare Danmarks, men også verdens første kvindelige minister – sidstnævnte titel tilfalder dog russeren Aleksandra Kollontaj. Nina Bang blev undervisningsminister under Stauning-regeringen fra 1924-26 og ønskede at demokratisere skolen og forbedre lærernes uddannelse. Hun blev latterliggjort og kritiseret, men hendes ideer blev gennemført, dog ikke af hende selv.

Meget betegnende står der ikke en statue af Nina Bang på Nina Bangs Plads, men en statue ved navn »Moderne pige«. Det svarer til, at der ikke var en statue af H.C. Andersen på H.C. Andersens Boulevard, men en lille fiks statue af en »moderne skovtrold«.

»Jeg håber, jeg er død til den tid«


Og ja tak, vi skal også have statuer af Tove Ditlevsen, Amalie Skram, Leonora Christina Ulfeldt og Nielsine Nielsen, der som den første kvinde kom på universitetet. Eller i det mindste buster eller skulpturer af damerne. Men i Københavns Kommune er de sikkert for nærige eller sendrægtige til den slags, så her kan virksomheder træde til og vise deres samfundssind. De kan evt. afrapportere det i deres ligestillingsregnskab bagefter – det hjælper altsammen på kønsfordelingen.

Og nu tilbage til mindesmærkerne over Anker Jørgensen, Gunnar Nu Hansen og Victor Borge.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at en socialdemokratisk statsminister, der førte nationen på afgrundens rand, ikke skal mindes. Eller at en journalist, der var god til at kommentere fodboldkampe, ikke skal huskes. Ej heller, at en mand, der har sagt de vise ord, at »et smil er den korteste afstand mellem mennesker«, ikke fortjener sin egen skulptur. Nej, neeej da.

Men det er da lidt sjovt, at Borges gajolæske-visdom kan overstråle Blixens internationalt berømmede forfatterskab, og at Inger Christensens raffinerede lyrik kan få baghjul af en mand, der er mest kendt for at sige »NU«.

En dag får Flemming Toft sikkert også en buste for at have beriget det danske sprog med »huttelihut«, mens Bubber bliver opført i bronze-badekar og med omvendt kasket for at have sagt »skal vi se, hvem der kan lægge på først?«

Jeg håber, jeg er død til den tid.

Inden da er det værd at tænke over, hvorfor kvinder gør sig bedst som statuer, hvis de ikke har levet. Et lys i mørket har været opførelsen af monumentet over seismologen Inge Lehmann ved Københavns Universitets hovedindgang. Den er godt nok tudegrim, men er da en form for begyndelse.

Næste statue bør være af Margrete I.