Vi er nødt til at holde tungen lige i munden i den fortsatte debat om #metoo. Vi er enige om, at #metoo handler om ulige magtforhold, og vi er enige om, at formålet med kulturbevægelsen er at befri den krænkede for skam og løfte skammen tilbage, hvor den hører til, nemlig hos krænkeren.
Men vi skal også være enige om, at #metoo ikke handler om kvinder versus mænd.
Og det er jeg ikke så sikker på, at vi er.
TV 2 trænger til at få luftet lidt ud i det øvre ledelseslag og få erstattet hedonisme med professionalisme og normløshed med ansvarlighed.
To sager har nemlig bragt kvinder i søgelyset som den enten potentielt krænkende eller magtmisbrugende part. Jeg tænker naturligvis på sagerne om direktør for TV 2 Anne Engdal Stig Christensen og tv-værten Cecilie Beck. Begge har på hver sin måde leveret stof til eftertanke.
Lad os se nærmere på sagerne.
I ugens løb bragte Ekstra Bladet en historie om, at Anne Engdal Stig Christensen på et seminar i 2017 havde tilkendegivet, at man frit og frygtløst kunne klappe hende i måsen. »Jeg sladrer ikke til nogen,« sagde hun kækt.
Dermed lod topchefen medarbejderne forstå at:
1. Klap i røven er lækre.
2. At kun svage mennesker sladrer.
3. At seksualiseret adfærd er legitimeret fra øverste hold.
TV 2-direktøren mente indtil for et øjeblik tid siden ikke, at kulturen på TV 2 er specielt seksualiseret. De fleste tænker nok i dag, at det skyldes, at hun selv har været en del af den.
For hun satte heller ikke en stopper for, at der på samme seminar blev runddelt kondomer påtrykt TV 2s pay off: »Alt det vi deler«. Det var åbenbart – normalt.
Tillid til manglende indsigt
Selvom TV 2s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, har bedyret, at det er »fuldstændig uhørt«, er det åbenbart ikke uhørt nok til, at han har mistet tilliden til hende.
Man kan altså godt gøre ting, der er langt ude og være blottet for indsigt i kulturen på den arbejdsplads, man er direktør for – og så fortsætte i jobbet med bestyrelsesformandens velsignelse. Bare man tre sekunder i lukketid kommer på andre tanker og lyninkarneres i en ny, mere løsningsorienteret udgave.
Mageløst. Frank Jensen mente også, at han var den helt rigtige til at rydde op på Københavns Rådhus. Han skulle bare have haft en partiformand som Maymann.
Et andet forslag til tv-stationens ledelse kunne være at få luftet lidt ud i det øvre ledelseslag og få erstattet hedonisme med professionalisme og normløshed med ansvarlighed. Særligt hvis man vil rekruttere talent fremover. Unge mennesker finder sig ikke i magtmisbrug, og de har ingen respekt for ledere uden moralsk kompas.
Og apropos moralsk kompas. #Metoo handler som sagt om ulige magtrelationer, og det er så langt fra en naturlov, at mænd står over kvinder.
Kvinder kan – som Anne Engdal Stig Christensen – have formel magt, og de kan – som tv-værten Cecilie Beck – have uformel magt. Man har uformel magt, når man er noget ved musikken, og det er Cecilie Beck, der er Danmarks nok bedste nyhedsformidler.
Sagen om hende er speget, fordi den ved første øjekast ligner dyneløfteri. En tvivlsom ven har videresendt en privat korrespondance til Ekstra Bladet, der viser, at hun har haft et forhold til en fotopraktikant. Tilsyneladende lystfuldt og med samtykke, men vi ved det reelt ikke, eftersom den tidligere praktikant ikke optræder i artiklen.
#Metoo?
Har Cecilie Beck så fået en #metoo-sag? Well, det er vigtigt at pointere, at der ikke optræder en krænket part, men det er omvendt heller ikke muligt at afvise, at manden kan dukke op om 17 år og fortælle til pressen, at han var i en sårbar situation. For det er praktikanter stillet over for ældre, mere erfarne kolleger, der sammenblander underliv og arbejdsliv.
Det er også vigtigt at huske på, at mænd traditionelt ikke ser sig selv som ofre, men selvfølgelig kan de – i lighed med kvinder – være ofre. Ofre for en mere magtfuld kollega og for ikke at være i stand til at sige fra af frygt for karrieremæssige konsekvenser.
Har han haft det sådan? Vi ved det ikke. Ekstra Bladet har ikke været omhyggelige nok med deres journalistik, og vi har kun Cecilie Becks udgave af historien. Havde vi kun Dyrbys, Dorphs og Gaardbos udgaver, var deres sager nok også faldet anderledes ud. Det samme gælder Morten Østergaard, Naser Khader og Frank Jensen. Uden sammenligning i øvrigt.
Og ja, jeg er bestemt med på, at der er forskel på sex med samtykke og så på voldtægt, voldtægtsforsøg, forfølgelse og chikane. Det, der fortælles om TV 2 som arbejdsplads i dokumentaren »MeToo: Sexisme bag skærmen«, kalder på en massiv erkendelsesproces og kulturforandring.
Men sagen om Cecilie Beck kalder også på refleksion og på, om ikke man skal overveje at genindføre professionalismen på de danske mediearbejdspladser og bede chefer og profilerede værter om at styre deres libido i stedet for at gå ombord i kolleger i usikre ansættelsesforhold.
For ja, det lyder da sjovt, når der står i en sms, at en ung fyr fik sig »et stykke med Cecilie Beck«, men havde det været lige så morsomt, hvis det hed sig, at en ung kvindelig praktikant havde fået »et stykke med Troels Myhlenberg«? Det er jeg ikke sikker på, og det afslører en bias.
Ligesom magtfulde kvinder fortjener samme kritik som mænd, fortjener sårbare mænd også samme beskyttelse som kvinder.
Ellers er vi ude i en gang hykleri.
