Det er lige nu, vi står i dilemmaet: Tør vi, og har vi lyst til at deltage i fester og julefrokoster sammen med venner og familiemedlemmer, som har valgt ikke at lade sig vaccinere? Eller er det okay og helt op til den enkelte?
30 procent er enige eller overvejende enige i, at personer, der ikke er vaccineret, ikke er velkomne i deres hjem. Det viser en ny meningsmåling, som Kantar Gallup har foretaget for Berlingske. 15 procent er overvejende uenige, mens 47 procent er uenige. Otte procent svarer 'ved ikke'.
For lægen og forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen er det ret enkelt. Hun har taget stilling og besluttet sig for, hvad hun vil gøre.
Hvis du inviterer gæster hjem hos dig, vil du så kræve, at dine gæster skal være vaccineret, eller at de skal tage en lyntest, inden de kommer?
»Sidste år til nytårsaften, hvor vi jo ikke havde nået at få vaccinerne endnu – på det tidspunkt var vaccinerne kun lige ved at blive rullet ud til de allermest skrøbelige – holdt vi nytårsaften hjemme hos os, og der bad vi gæsterne om at få foretaget en test forud for nytårsaften, hvilket de gjorde. Nu var det jo ikke sådan, at vi stillede os op i døren og forlangte at se et bevis. Men ellers vil jeg sige, at alle fornuftige mennesker i dag har taget imod vaccinerne.
Der er selvfølgelig en lille uheldig gruppe, som af forskellige grunde ikke kan tåle vaccinerne, og det er synd for dem. Men derudover hører der ikke nogen til min vennekreds, som ikke har taget imod tilbuddet om en vaccine. Og hvis de ikke vil tage en vaccine, er de ikke en del af min vennekreds længere. Derfor er de heller ikke velkommen hjemme hos mig. Så hårdt vil jeg faktisk godt sige det.«

Hvorfor hører de ikke til din vennekreds længere, hvis de ikke er vaccinerede?
»Der er flere ting i det. For det første er det egoistisk for samfundets skyld ikke at ville tage den vaccine. Det er først og fremmest dét. I den situation, vi befinder os i, er det usolidarisk, men det er samtidig ubegavet. Det der med, at man ikke er modtagelig for bevisførelse og logiske argumenter, er konspirationsteoretisk paranoia. Heldigvis kender jeg ikke nogen personligt, der ikke har ladet sig vaccinere.«
For nogle er det måske ret grænseoverskridende at kræve af sine gæster, at de skal være vaccinerede eller i det mindste været testet, inden de kommer til julefest. Det kan virke, som om man ikke har tillid til sine nærmeste venner og familie?
»Jeg tænker, at man skal sige det ret direkte til sine gæster, når man inviterer dem. Der er ingen grund til i dag, hvor alle har fået tilbuddet om en vaccine, at man ikke skal kræve, at gæsterne er vaccinerede. Det er meget simpelt og ret nemt at sige.«
December er julefester med venner, familie og kolleger. Har du aflyst eller vil du aflyse fester på grund af risiko for smitte?
»Der er jo forskel på, hvad jeg selv vil gøre i min nuværende situation, hvor jeg både er vaccineret og har haft corona, og på, hvad jeg ville anbefale andre, som ikke er lige så heldige at være ekstra beskyttet, som jeg er.
For mit eget vedkommende vil jeg tage afsted til de arrangementer, jeg er blevet inviteret til uden ængstelse og med en stærk formodning om, at jeg hverken selv vil blive smittet eller kan smitte andre.

Så er der mange, hvor vaccinen er begyndt at aftage, og hvor de går og venter på at få deres tredje stik, deres re-booster. Der mener jeg, at det må være helt op til den enkelte, hvor man selv synes, man står med den situation, vi har. Hvis jeg ikke var blevet smittet, ville jeg med en dobbelt vaccine i blodet og med min generelle helbredstilstand, som er fin, stadig være taget til julefester uden bekymring.«
Ved du, hvor du kan være blevet smittet med corona?
»Jeg var med på bogmessen og er én af de mange, der blev smittet. Et par dage senere blev jeg ramt af en lille smule forkølelse og fik derfor foretaget en lyntest. Den var negativ. Efterfølgende fik jeg en PCR-test, som så viste sig at være positiv. Det var tre dage med en voldsom forkølelse, en lille smule feber og to dage uden feber med let forkølelse. Så var det slut. Hvis ikke der havde været corona, ville jeg bare have tænkt, at det var en almindelig efterårsforkølelse.«
Du er vaccineret?
»Ja, og jeg tilskriver den meget milde omgang af corona, at jeg er vaccineret. Jeg er uddannet læge og ved, at vacciner virker. Og nu siger jeg det nok lidt hårdt: Det er fuldstændig knald i låget at tro, at vacciner ikke skulle virke. Ovenikøbet har man fået et gennembrud med de her mRNA-vacciner, som virker endnu bedre end de klassiske vacciner.

Det gennembrud har jeg glædet mig over. Så falder effekten af vaccinerne jo hen over månederne. Men status for mig lige nu er, at jeg har flere antistoffer i blodet, derfor er jeg for tiden ekstra beskyttet, både af de vaccineinducerede og af de smitteinducerede antistoffer.
Personligt var glad for at blive smittet på det her tidspunkt, hvor vaccinen stadig virkede. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at da jeg fik den første negative lyntest, blev jeg en lille smule skuffet, for jeg ville faktisk gerne have smitten, mens vaccinen virkede. Lige nu er jeg bare kålhøgen, så jeg kan tage til alle de julefester, der måtte komme. Uden at smitte andre og uden selv at blive smittet i et stykke tid.«

Selvom gæsterne er vaccinerede, ville du så bede dem om at blive testet forinden?
»Nej, det ville jeg ikke. Ikke hvis de er vaccinerede, så har de gjort deres borgerpligt, og så må det ligesom køre derfra. At bede dem om også at blive testet, er efter min mening at skyde over målet. Hvis der kommer en lille smule smitte, fordi man ikke har nået at blive genvaccineret, går det nok. Jeg ville ikke være hysterisk på den måde og bede gæster om både vaccine og test.«
Hvad hvis der er sårbare eller ældre mennesker med blandt gæsterne?
»De ældre har jo fået deres booster-stik nu. Det betyder, at så vil de være der med en frisk beskyttelse. Så hvis de har fået tredje booster-stik og resten er dobbeltvaccinerede, må det være nok beskyttelse.«

Nu er der kommet en ny variant, omikron. Har det ændret noget i forhold til dine juleplaner?
»Nej, omikron ændrer ingenting i forhold til mine juleplaner. Man kan ikke leve sit liv i frygt. Jeg følger regeringens retningslinjer, og så længe de ikke fraråder eller forbyder, at man mødes i julen, ser jeg ingen grund til at ændre adfærd.«
Hvordan skal du fejre julen?
»Jeg skal fejre jul sammen med min familie, hvor alle er vaccinerede undtagen børnene. De børn, der er over 11 år, og som er med juleaften, er også blevet vaccineret.«