Danmarks vaccinetempo skal op. Nu skal privat firma stikke i København

Virksomheden Practio, som tidligere har stukket danskere med Johnson & Johnson og AstraZeneca, skal fremover vaccinere københavnere med Pfizer/BioNTech og Moderna i K.B. Hallen. Det skal være med til at få det danske vaccinationstempo op.

Der var lange køer til DGI-byen i sommer, da Practio begyndte at tilbyde danskere at blive vaccineret med Johnson & Johnson. Nu får selskabet igen en vigtig rolle i vaccineudrulningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra torsdag i næste uge begynder den danske virksomhed Practio at vaccinere i K.B. Hallen i København.

Practio har indgået en aftale med Region Hovedstaden om, at virksomheden skal hjælpe med at øge vaccinationskapaciteten.

Fra næste uge vil Practio vaccinere 21.000 københavnere om ugen. Senere ventes det tal at stige til 35.000, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

I K.B. Hallen vil man både kunne blive vaccineret med første, andet og tredje stik. Der vil både blive brugt vacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

Da coronasmitten er stigende i Danmark, har Sundhedsministeriet øget fokus på, at danskere skal have deres tredje stik – det såkaldte boosterskud, der skal styrke og forlænge vaccinens effekt.

Allerede fra næste uge er der forventning om, at man vil komme tæt på en målsætning om at kunne vaccinere 300.000 borgere i alt hver uge.

Alle over 18 år anbefales at få deres tredje vaccinestik, så snart det er muligt. Det tilbydes, når der er gået seks måneder, siden man fik andet stik. Man vil blive indkaldt til tredje stik i sin e-Boks.

Indtil videre er flere end 650.000 borgere i Danmark revaccineret. Det svarer til 11,2 procent af den samlede befolkning.

Kendt fra tilvalgsordningen

På Practios nye vaccinationsklinik i K.B. Hallen vil der ikke være krav om tidsbestilling. Man skal selv sørge for at opretholde intervallerne mellem sine doser, fremgår det af Practios pressemeddelelse.

Virksomheden har allerede vaccineret massevis af danskere. Da Sundhedsstyrelsen i foråret besluttede, at man ikke længere ville vaccinere med AstraZeneca og Johnson & Johnson, blev begge vacciner tilgængelige via den såkaldte tilvalgsordning, som Practio stod for.

»Vi er utroligt stolte over endnu en gang at kunne hjælpe danskere med at blive vaccineret mod covid-19,« siger Jonas Nilsen, læge og stifter af Practio.