Anmeldelse: Han bringer os så tæt på Auschwitz, vi kan komme

Eddy de Wind var en hollandsk jøde, der overlevede Auschwitz og skrev om rædslerne i befrielsesdagene. Nu er romanen blevet genudgivet over hele verden. Tættere kommer man ikke på Auschwitz.

Hovedvagthuset i Aushwitz, også kaldt »porten til helvede«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Auschwitz Museum

Den hollandske jøde Eddy de Wind overlevede Auschwitz. Han nedskrev, hvad han havde oplevet, i en roman med titlen »Endestation Auschwitz. En overlevendes beretning«.

Den menes at være den eneste bog, der blev skrevet i sin helhed af en fange, mens vedkommende befandt sig i udryddelseslejren.

Skrev sine erindringer i romanform

Det var kaotiske dage, før russerne befriede fangerne i Auschwitz. De sidste dødsmarcher var draget afsted, og personalet havde forladt lejren. I denne situation, hvor Eddy de Wind ikke vidste, hvad der ville ske, og om han ville overleve, satte han sig for at skrive om sine oplevelser i en lille notesblok. Han valgte romanformen, dels fordi det var for farligt at skrive i eget navn, og dels fordi oplevelserne havde været så traumatiserende, at det var nødvendigt for ham at skrive med en vis distance. Han valgte at kalde sig selv Hans, men hans kæreste, Friedel, som han netop havde set blive drevet afsted af nazisterne på en af dødsmarcherne, valgte han at kalde ved hendes rigtige navn. Om hun ville overleve, vidste han ikke, da han skrev.

Også danske kz-fanger valgte i flere tilfælde at bruge romanformen om deres kz-ophold. Kort efter krigen, i 1945, skrev danske Ralph Oppenhejm om sin tid i kz-lejren Theresienstadt i romanen »Det skulle så være. Marianne Petits dagbog fra Theresienstadt.« Senere skrev ligeledes danske Poul Sandfort romanen »Ben«  om sine oplevelser i Thersienstadt. Han spillede trompet i lejrens orkester og blev beordret til at spille for SS-officererne, når der afgik transporter af jøder fra Theresienstadt til Auschwitz.

Eddy de Winds skildring er det tætteste, vi kommer på dødslejren Auschwitz. Eddy de Wind har den samme nøgtern, registrerende stil som den italienske jøde Primo Levi anvendte i sine bøger om sin tid samme sted. Men mens Primo Levi skrev år efter sit ophold, så emmer Eddy de Winds bog af den umiddelbare oplevelse, hvor han endnu kan lugte brændt menneskekød. Han skrev:  »Jeg er syg indtil marven og fuld af væmmelse over mig selv, fordi jeg er et menneske, og fordi en SS-mand også er et menneske.«

Bogen udkom i 1946, men nåede kun ud til en begrænset kreds. Eddy de Winds søn Melcher de Wind har sagt til den israelske avis Times of Israel, at man i Holland ikke ønskede den slags forfærdelige historier: »Hollænderne var ved at genopbygge deres ødelagte land, og der var ikke stor interesse for historier om jøder, der kom tilbage fra lejrene. De blev ikke taget varmt imod. Bøger som min fars blev endda kynisk kaldt »pigtrådslitteratur.««

Men nu er bogen så blevet genudgivet i en række lande, i anledning af 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz, og den er allerede blevet en bestseller.

Fra bogen

»Engang skulle lægerne opstille lister over dem, der kom i betragtning til ekstra mad. Dagen efter afleveringen af listerne blev de uheldige underernærede sendt af sted til gaskammeret.«


Nazisterne tager de holandske jøder

Under den tyske besættelse af Holland blev hollandske jøder snart udsat for grov forfølgelse, som var langt værre, end hvad danske jøder blev udsat for.

Jøder blev lukket ude af det civile liv, og jødiske studende blev udelukket fra universiteter. Eddy de Wind var den sidste jødiske læge, der fik sin uddannelse fra universitetet i Leiden. Ikke længe efter blev han sammen med 427 andre jødiske mænd taget til fange ved en razzia 23. februar 1941, der blev foretaget i Amsterdams jødiske kvarter. I første omgang blev de tilfangetagne sendt til en fangelejr nær byen Schoorl, hvor de blev tæsket.  Melcher de Wind fortæller: »Min far var læge. Han fik overbevist tyskerne om, at han havde tuberkulose, og sammen med 11 andre blev han sendt væk. De måtte løbe i siksak fra lejren af frygt for, at de ville blive skudt ned bagfra.« Af de 427 mænd overlevede kun tre Holocaust.

Auschwitz rummede en hel verden af lidelser og absurde modsætninger, som Eddy de Wind fanger i sin fortælling. Udateret privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

Nu var Eddy de Wind fri, men hans familie var taget til fange af tyskerne. Han meldte sig frivilligt i 1942 til at blive fange i transitlejren Westerbork, hvor hans mor sad som fange. Hans håb var at få hende frigivet, men han opdagede, da han ankom til lejren, at han var blevet narret, og at hans mor allerede var blevet deporteret til Auschwitz, hvor hun blev myrdet. I Westerbork mødte han den unge sygeplejerske Friedel Komornik, som han forelskede sig i. De blev gift i Westerbork i marts 1943, ved en spontan civil ceremoni, som der blev taget et fotografi af.

Senere på året blev både Eddy og Friedel deporteret til Auschwitz. De fleste hollandske jøder blev ved ankomsten til Auschwitz udvalgt til døden i gaskamrene, men parret blev placeret i Birkenau, der også gik under navnet Auschwitz II.

Tør tone om rædsler

Eddy de Wind beretter om brutale nazistiske vagter, jødiske medfanger og sigøjnere og om sin kærlighed til Friedel.

Auschwitz rummede en hel verden af lidelser og absurde modsætninger, som Eddy de Wind fanger i sin fortælling:

»Med SS vidste man aldrig, hvor man stod. Man oplevede de grelleste modsætninger: Om morgenen, når de tusindvis af mennesker rykkede ud, fem og fem i snorlige rækker, på vej til en dags umenneskeligt hårdt arbejde, prygl og sult, spillede et marchorkester bestående af 50 fanger ved porten. Engang skulle lægerne opstille lister over dem, der kom i betragtning til ekstra mad. Dagen efter aflevering af listerne blev de uheldige underernærede sendt af sted til gaskammeret.«

Mens Eddy arbejdede i barakker, hvor der var læger og sygeplejersker, var Friedel fange i Blok 10, der var særlig kendt, fordi det var her, at SS-«læger« udførte eksperimenter på kvinder. Hovedmålet var styrke den ariske races og sterilisere ikke-ariere. Både Eddy og Friedel mødte den frygtede nazilæge dr. Mengele, der blot var èn af de mange læger, der udførte eksperimenter i lejrene. Eddys og Friedels barakker lå så tæt på hinanden, at de gennem pigtråd kunne opretholde en vis kontakt.

Da russerne nærmede sig Auschwitz, beordrede tyskerne lejren tømt. De fleste fanger blev sendt ud på dødsmarcher, og Friedel forlod lejren på en af disse. Nazisterne myrdede mange af de andre jøder, men det lykkedes nogle at gemme sig. Det var i denne situation, at Eddy de Wind satte sig for at nedskrive sine erindringer efter at have set Friedel forlade lejren og uden at ane, om han ville overleve. I sin roman skriver han om Friedel, som om hun allerede var død, men han fastholder, at hun vil fortsætte med at leve i ham, og at hendes sjæl vil fortsætte med at eksistere gennem ham.

Dæmoniske dimensioner

Da de hollandske jøder kom tilbage til deres hjemland, var der tomt i de jødiske menigheder. Der var ligesom i Danmark ingen psykologisk hjælp af hente for de overlevende, der måtte kæmpe alene med deres traumer. En knugende tavshed herskede. Eddys og Friedels ægteskab holdt ikke til efterkrigstidens pres, og de blev skilt. Eddy de Wind blev psykiater og forsøgte som en af de første at give hjælp til de overlevende. Det var Eddy de Wind, der i 1949 introducerede begrebet »koncentrationslejrsyndrom« for at forklare konsekvenserne af lejr-opholdet. Eddy de Wind mente, at også børn af overlevende ville blive stærkt påvirkede af forældrenes oplevelser. Det var Eddy de Winds erfaring, at disse kz-syndromer først viste sig fuldt ud 30 år efter opholdet i lejrene.

Eddy de Wind skriver i sin roman om det uforståelige, at han skulle overleve, mens andre døde:

»Der var udført et arbejde af dæmoniske dimensioner. På dette sted var flere mennesker blevet dræbt end noget andet sted i verden. Her havde et udryddelsessystem af en perfektion uden sammenligning hersket. Alligevel ikke til fuldkommenhed. For så kunne han ikke have stået her, så ville han heller ikke længere være i live. Hvorfor levede han? Hvad gav ham ret til at leve? På hvilken måde var han mere værd end alle de millioner, der var omkommet?«

Eddy de Winds søn fortæller: »Min fars overlevelse føltes som en straf. Han og de få andre overlevende måtte gå gennem smerte i deres søgen efter andre overlevende. Ved tilbagekomsten til Holland følte de sig ikke mere velkomne. Han prøvede at få hold på sit liv igen og se sine traumer i øjnene. På sin dødsseng græd han, og da jeg spurgte ham hvorfor, sagde han, at de andre var døde og havde tilladt ham at overleve. Da han døde, var det, som om han vendte tilbage til Auschwitz.«

Eddy de Wind døde i 1987. Hans dokumentariske roman er sammen med Primo Levis skildringer så tæt på Auschwitz, som vi nutidsmennesker nu engang kan komme.

Den danske udgave indeholder fotografier af Eddy de Winds familie og en artikel fra 1949, hvor han reflekterer over de dybtgående psykiske konsekvenser, lejropholdet havde for fangerne.

Bogens omslag. Fold sammen
Læs mere

Endestation Auschwitz. En overlevendes beretning

Forfatter: Eddy de Wind.  Oversætter: Birthe Lundsgaard. Sider: 257 Pris: 300 kr. Forlag: Klim