Anmeldelse: Dengang mænd var kampklare og maskuline og ikke feminiserede

I det klassiske Grækenlands Sparta var maskuline værdier i højsædet. Samfundet var militariseret, og det var en ære at dø for Sparta. Den slags dyder er på tilbagetog i den vestlige verden. Ny bog fortæller om Sparta og de mænd, der forsvarede Sparta ved Thermopylæ.

I filmen »300« (2007) skildres spartanernes modige kamp mod perserne. Filmen hylder spartanernes maskuline mod og æresbegreber. Kong Leonidas (spillet af Gerard Butler) er spartanernes modige anfører. Men skildrer filmen virkeligheden i Sparta? I Tønnes Bekker-Nielsens bog Sparta kommer man tæt på kilderne til historien om Leonidas og kampen i passet ved Thermopylæ. Fold sammen
Læs mere
Foto: Courtesy of Warner Bros. Picture

Det vakte nogen opstandelse og modsigelser, at Berlingske-skribent Eva Selsing i en kommentar beklagede feminiseringen af mænd i den vestlige verden. Hun pegede på en forside fra modebladet Vogue, hvor den britiske sanger, skuespiller og model Harry Styles var iført kjole, og skrev, at det var et generelt problem, at mænd blev feminine: »Ingen samfund kan overleve uden mandige mænd.«

Sparta var en græsk bystat med et landområde, der svarede til Fyn, der var kendt for at være et militaristisk samfund, der dyrkede maskuline dyder. Det kan man se gengivet i den populære film »300« (2007), der fortæller om spartanernes heltemodige modstand mod tropper fra perserriget anført af kong Xerxes. Spartanerne, anført af kong Leonidas, holdt længe perserne tilbage ved passet Thermopylai i år 480 f.Kr., men blev til sidst overlistet, og kong Leonidas blev sammen med sine medkæmpere dræbt. Filmen skildrer spartanerne som drevet af et æreskodeks, der fik dem frygtløst til at kæmpe til sidste mand.

Dette marmorhoved af en ukendt spartansk kriger præsenteres ofte som kong Leonidas, der faldt ved Thermopylæ. Tønnes Bekker-Nielsen stiller sig dog kritisk til, at det er Leonidas og mener, at det nok nærmere er hans forgænger Kleomenes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Det spartanske samfunds maskuline karakter blev senere prist af blandt andet det nazistiske regime, der så et forbillede i en stærk militærstat. Men hvor meget er sandhed, og hvor meget er myter om Sparta?

Det kan man læse om i lektor Tønnes Bekker-Nilsens nye bog »Sparta. Magten og myten«.

Jernhård disciplin

Vor viden om Sparta bygger på en række klassiske græske og romerske historikere, og Tønnes Bekker-Nielsen gennemgår i sine indledende kapitler kildegrundlaget, for det er afgørende vigtigt at gå kildekritisk til værks, hvis man ikke skal sluge den kulørte heltehistorie fra filmen »300« uden videre, hvor krigerisk maskulinitet skildres som en dyd.

I det store hele bekræfter Tønnes Bekker-Nielsen historierne om en speciel maskulin krigermentalitet og jernhård disciplin i Sparta. Sparta erobrede i 700-tallet f.Kr. det nærliggende område Messenien og gjorde messenerne til underklasse. For at opretholde grebet om de mange messenere levede spartanerne på krigsfod, skriver Tønnes Bekker-Nielsen, og Sparta blev efterhånden militariseret. Samfundet blev indrettet på, at kvinderne skulle føde så mange børn som muligt, og at spartanske drenge skulle vokse op til at blive toptrænede soldater.

Der var ustandselige krige mellem de græske bystater, og Sparta kæmpede mod Athen, Korinth og andre, så militær parathed var en nødvendighed – men Sparta gik videre end de andre bystater. Sparta byggede på en forfatning, der bestemte både stort og småt i samfundet og for eksempel havde den regel, at drenge skulle være kortklippede, men voksne soldater skulle være langhårede for at se mere aristokratiske og frygtindgydende ud.

Et særtræk ved forfatningen var at fremhæve kvindernes selvstændighed, for selvom samfundet var mandsdomineret, var kvinderne på visse områder friere end i andre bysamfund, og kvinder måtte gerne dyrke sport.

Drengene blev opdraget med jernhård disciplin. De lærte at gå barfodet og fik kun en grov kappe på både sommer og vinter, så de kunne modstå hårde vejrforhold. Drengenes madrationer var små, så de kunne klare sig i krigstid med meget lidt mad. De udsattes for hård fysisk træning og en æresmoral, der tilsagde dem, at kamp indtil døden var en nødvendighed. Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham.

Sparta blev en krigsmaskine uden sidestykke i den græske verden, skriver Tønnes Bekker-Nielsen.

Frygteligt nederlag

Hærens kerne bestod af såkaldte hoplitter, som var elitesoldater, der udgjorde en fælles falanks i krigssituationer. I 480-479 f.Kr. forsøgte perserne som nævnt et storangreb på de græske områder. Krigen er beskrevet af en række klassiske historikere, så vi ved en del om, hvad der foregik.

Da Xerxes dukkede op med sin kæmpehær, sendte Sparta cirka 5.000 mand, hvoraf 300 var hoplitter, med Leonidas i spidsen til det snævre pas ved Thermopylæ. Det lykkedes hopiltterne et stykke tid at bremse hæren, men perserne fik hjælp af en forræder til at skyde en genvej og angribe spartanerne bagfra. I filmen »300« er denne forræder gjort til en vanskabt mand, som hoplitterne af den grund ser ned på, men det står der intet om hos de klassiske historikere som eksempelvis Herodot, der blot beskriver ham som lokalkendt.

Sparta var et mandsdomineret samfund, men kvinderne havde større rettigheder end i andre græske bystater. Således måtte piger deltage i sport. Her ses en løbende spartansk pige i bronze fra 500-tallet f.Kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen Ancient Art and Architecture.

Nederlaget var frygteligt, og alle hoplitter blev dræbt. Men sådan var virkeligheden i det klassiske Grækenland, hvor den ene krig afløste den anden. Generelt klarede Sparta sig godt, blandt andet fordi rygtet om dets militære styrke og mod afholdt andre bystater fra at angribe byen.

Undertrykkende klassesamfund

Tønnes Bekker-Nielsen gennemgår omhyggeligt og kildekritisk de efterfølgende mange stridigheder og opgør. Det var blodige tider, og kun de stærkeste overlevede. Havde Sparta ikke haft maskuline mænd, ville dens historie sandsynligvis være endt tidligere, end den gjorde.

Men det spartanske samfund havde mange andre fjender end de ydre, og samfundets karakter af et undertrykkende klassesamfund, hvor den store majoritet nærmest var slaver, udgjorde en trussel mod samfundet. Da kong Philip og hans søn Aleksander af Makedonien blev til en stormagt, var det slut med Spartas storhedstid, og selvom der efterfølgende var spartanske konger, som forsøgte at genoplive stormagtsdagene, lykkedes det ikke rigtigt.

Eksisterer de oprindelige spartaneres efterkommere? Nej, siger Tønnes Bekker-Nielsen. Sandsynligvis forsvandt de under de mange angreb.

Tønnes Bekker-Nielsens bog om Sparta fortæller om et samfund, hvor maskuline dyder var i højsædet. Det er altid berigende at have en historisk baggrund for nutidens debatter, og Tønnes Bekker-Nielsens bog er ikke blot underholdende i sig selv, men giver stof til eftertanker, for har verden ikke også brug for maskuline dyder nu?

»»Ingen samfund kan overleve uden mandige mænd.««


Forfatter: Tønnes Bekker-Nielsen Titel: Sparta. Magten og myten Sider: 338 Pris: 299 kr. Forlag: Syddansk Universitetsforlag