Alle har travlt, før tæppet går: Se, hvad der sker bag scenen på Det Kongelige Teater

Kom med Berlingske i kulissen og få et unikt indblik i aktiviteterne backstage, før en forestilling går i gang på det 270 år gamle teater.

 

Når du sætter dig til rette i sædet for at se en forestilling på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, tænker du måske ikke over hvor meget arbejde, der ligger forud, hvor mange mennesker, der har arbejdet med talrige detaljer for at stable en forestilling på benene, og hvor hektisk det er backstage, lige før tæppet går.

Berlingske følger i videoen de allersidste forberedelser til den nye helaftensballet »Carmen«. Mød danserne, skrædderne, hattemagerne, musikerne og alle de andre, der er med til at skabe en forestilling på Det Kongelige Teater. Se videoen og husk at skrue op for lyden.

Her er lidt bonusinfo til filmen.

Balletforestillingen »Carmen«: Den spanske koreograf Marcos Morau har nyfortolket den klassiske fortælling om den forførende Carmen fra tobaksfabrikken, tyrefægteren Escamillo og den jaloux sergeant Don José.

Moraus version er en metafortælling, der udspiller sig i et filmstudie, hvor man er ved at producere en sort/hvid filmversion af »Carmen«. Kameramænd bevæger sig rundt på scenen under balletten, og publikum kan følge optagelserne simultant på et stort lærred over scenen.

I denne nyfortolkning er køn et flydende begreb, og Carmen danses af fem forskellige dansere, både mænd og kvinder, ligesom Escamillo og Don José optræder i forskellige udgaver.

Danser Stephanie Chen Gundorph som cigarrygende Carmen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Marcos Morau: Den spanske koreograf Marcos Morau er noget så usædvanligt som en koreograf, der ikke selv har danset ballet. Han har skabt en helt ny koreografi til den klassiske ballet »Carmen« på blot seks uger. Læs Vibeke Werns interview med Marcos Morau.

Tekstilværkstedet: Laura Leth Meilvang og Mikala Gandrup er Det Kongelige Teaters to tekstildesignere. De indfarver stof og patinerer kostumer. Skal et kostume se gammelt ud, være beskidt, plettet eller måske fyldt med blod, så er det tekstilværkstedet, man skal gå til.

Vaskemaskinerne: På Det Kongelige Teaters Tekstilværksted er man specielt glad for Vølund-vaskemaskiner, der i sin tid typisk stod i vaskerier og vaskekældre rundt om i Danmark. De er efterhånden svære at få fat i, men værkstedet har fået fingre i to maskiner.

De uundværlige vaskemaskiner bliver brugt til at indfarve stof og kører stort set altid fra tidlig morgen til fyraften. De er særligt gode at indfarve i, da de kan rumme mange meter stof af gangen.

Skræddersalen: Der er ansat cirka 40 skræddere i skrædderafdelingen, som er delt i to: En afdeling, der syr herrekostumer, og en, der udelukkende syr damekostumer. Skrædderne laver både kostumer til balletten, operaen og skuespillet.

Hatte- og blomsterværkstedet: På Hatte- og blomsterværkstedet på Det Kongelige Teater fremstiller Helene Holst Echwald, Gitte Løgtholdt Poulsen og Pernille Rode alt fra hatte, skopynt og masker til dyrehoveder og kunstige blomster. Det Kongelige Teater er det eneste teater i Norden, der har en floristafdeling – og så er det også det eneste sted i Danmark, hvor man kan stå i lære som modist (hattemager).

Korpsdansere: Det Kongelige Balletkompagni består af ca. 80 dansere. Korpsdanserne udgør størstedelen af kompagniet og har ofte flere forskellige roller og mange kostumeskift undervejs, mens solodanserne har hovedpartierne i balletterne. Solodanserne udnævnes af balletkompagniets ledere.

Esther Lee Wilkinson optræder som en rødklædt pukkelrykket kvindelig version af Don José i Marcos Moraus nyfortolkning af Carmen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Ida Praetorius: Ida Praetorius er solodanser, og en ud af fem dansere, der har rollen som Carmen i Marcos Moraus nyfortolkning. Mere præcist danser hun en skuespillerinde, som spiller Carmen i den nye opsætning af balletten, hvor handlingen foregår på et filmset. Ida Praetorius blev udnævnt til solodanser i Den Kongelige Ballet i 2016.