Alberte Winding: »Kulturkanonen hænger i kunstluften som en dårlig ånde«

Mit kulturliv: Gennem en række spørgsmål forsøger vi at koge en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers tanker om og forbrug af kultur. Denne gang angerinden og forfatteren Alberte Winding, der har en særlig tilknytning til den franske komiker Jacques Tati.

»Når jeg går på udstillinger, ser film eller går til koncerter, er jeg ret påvirkelig, næsten oversensitiv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Hvad er dansk kultur for dig?

»Når jeg skal se mit eget hjem og holde af det, står jeg ude i mørket og kigger ind på de oplyste vinduer. Når jeg er i udlandet er vores måde at lyssætte på noget, jeg savner. Vi skaber lys og varme, fordi vi mangler det så meget fra november til april. Vi elsker mørket, mange af os i hvert fald, men kun hvis vi kan komme ind i lyset bagefter, og den vekselvirkning er dansk. For mig.«

Alberte Winding, sanger og forfatter

»Jeg har altid ønsket, at vi som samfund tør at hylde de små og mærkelige ting. At vi tør tage os tid og blive optagede af noget håbløst og ikke forvente en bundlinje.«


Er du nogensinde gået i pausen eller har læst slutningen på en bog først?

»Er jeg af og til respektløs over for det værk, jeg udsættes for? Jeg har virkelig meget respekt for andres opførelser, især hvis de er danske. Jeg kender det kæmpe arbejde, der ligger bag. Men da jeg var nyforelsket i min mand, havde jeg svært ved at høre noget som helst andet end hans stemme. Så af og til gik vi bare hjem og snakkede og hørte musik i køkkenet i stedet for.«

Er der et særligt værk, der har dannet dig?

»Det skifter hele tiden. Når jeg går på udstillinger, ser film eller går til koncerter, er jeg ret påvirkelig, næsten oversensitiv.

Alberte Windings far elskede Jacques Tati, og hendes franske onkel var fotograf på flere af Tatis film. Her et stillfoto fra filmen »Playtime« (1967), hvor Tati ses med sin karakteristiske frakke, hat og paraply. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Min far elskede Jacques Tati, og vi så tit hans film. Min franske onkel var fotograf på hans film, og min far følte nok et stærkt slægtskab. Men det ordløse og æstetikken, humoren og ulykkerne har nok sat sig dybere i mig end bare ren »onkelhygge«. Jeg tænker, at Tati både var ny og vidunderlig i 60erne, fordi han så den industrielle udvikling ramle sammen med det menneskelige, det sårbare, men derfor også kom til at være evig aktuelt. Jeg griner og græder stadig over det dilemma i alting.«

Synes du, at danskerne er ukulturelle, og hvis ikke, hvorfor er kultur så underprioriteret?

»Vi skulle som samfund opad og med, det var statens ønske fra 90erne til nu. Kultur var et sted, man kunne skære ned på i skolerne, men også på på formidlingsplatforme som DR.

Jeg har altid ønsket, at vi som samfund turde hylde de små og mærkelige ting. At vi turde tage os tid og blive optaget af noget håbløst og ikke forvente en positiv bundlinje. Det er ikke, fordi kunstens fordele og indtægter ikke er målbare og profitable – det er de – men den gør os bare ikke glade, den profit.

Malerier, installationer, sange, teaterstykker, performance, cirkus, møbler, design. Alt muligt gør os lykkelige, uden at det behøver at være noget, der tiltaler alle på én gang.

Jeg synes, at det at »være kulturel« er at se sig selv i et mærkeligt spejl, hvor vi får øjnene, men også hjertet op i overraskelsen eller genkendelsen. Det er os kunstnere, der skaber det spejl, ikke platformens formater. Det er ikke noget, man kan producere sig til uden kunstens indhold.«

Alberte Winding, sanger og forfatter

»Egentlig er løgnen, at kultur er kunst. Kultur er vel det ,vi lærer at møde verden med, en påtaget og efterhånden indgroet måde at være sammen på. Kunst river i den kultur, driller den, elsker den, løfter den og kaster den fra sig.«


Kan du pege på en kunstdebat, der har flyttet noget?

»Selv om det kan føles, som om det aldrig flytter noget, og at ingen lytter til en kunstdebat, så er det godt hvis bare ét menneske retter ryggen og lytter. Vi får hele tiden tilkendegivelser fra mennesker der siger:

»Jeg græd til den sang«, eller »vi blev gift til den melodi«, eller »jeg fødte til din plade«!

I 2004 præsenterede daværende kulturminister Brian Mikkelsens Danmarks kulturkanon på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Arkifoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Så den debat skal bare trykkes i aviser og vises i TV og tages alle vegne. For kunsten er livet. Det mærker alle i glimt på et tidspunkt.

Til gengæld synes jeg, at det kan være farligt at lave en værdisætning af kunsten i en politisk sammenhæng. Som den kulturkanon vi havde år tilbage. Kulturkanonen hænger i kunstluften som en dårlig ånde, og forleden så jeg en britisk kok, der omtalte danskernes yndlingsret som stegt flæsk og persillesovs. Det overdøvede ligesom Noma.«

Er der en kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Tjoh, det er der garanteret, hele tiden. Men alle kunstarter kan bedre bruge vores støtte end vores kritik. Der er masser af overvejelser før en udgivelse, en opførelse og masser af tvivl. Og jeg er en elendig anmelder.«

Hvad er det første, du ville gøre som kulturminister?

»Så ville jeg holde et møde én gang om ugen, med kulturudbydere. Et møde, der skulle klæde mig på kulturelt.

Jeg ville få pip af det, men hvad kan være vigtigere end at vide, hvad kunsten er lige nu, hvis man var kulturminister?

Jeg ville lytte til alt fra lydmænd til performere, museer og scenografer, bare alt.

Egentlig er løgnen, at kultur er kunst. Kultur er vel det, vi lærer at møde verden med, en påtaget og efterhånden indgroet måde at være sammen på. Kunst river i den kultur, driller den, elsker den, løfter den og kaster den fra sig. Hurra for kunsten!«