Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Selvom 24syvs – det tidligere Radio LOUDs – lyttertal er steget en anelse, er de nyeste tal stadig ikke prangende.
Til gengæld har 24syv ifølge Politiken fordoblet antallet af downloadede podcasts siden årsskiftet. Politiken angiver ikke nogen kilde, men i uge 11, som er den seneste uge, der er tal fra, havde 24syv overhalet Radio4. Det kan man regne ud på baggrund af tal fra Podcastindex.
Mens Radio4s podcasts i uge 11 blev downloadet 174.552 gange, blev 24syvs podcasts downloadet 185.680 gange.
Radio4-chefredaktør Anne-Marie Dohm giver dog ikke meget for sammenligningen mellem de to konkurrenter, der begge opstod i kølvandet på lukningen af det gamle Radio 24syv.
»I sidste uge havde vi 63 gange så mange lyttere som det tidligere LOUD (det nuværende 24syv, red.). Så sammenligningen er absurd. Det svarer til at sammenligne Radio4 med BBC«, siger hun til Politiken.
Kantar Radio-Meters nyeste tal viser, at 24syv i alt havde 9.000 lyttere i uge 13. Radio4 havde i samme uge 358.000 lyttere.
100 millioner om året
Anne-Marie Dohm mener også, at det er radiolyttertallene, der er det væsentligste parameter at måle på for Radio4, der sender på fm-båndet, og for 24syv, der sender på dab. Lyttertallene har dog længe været stagneret for Radio4.
Baggrunden for Politikens historie er, at Radio4 efter to et halvt år ifølge avisen har 40.000 færre ugentlige lyttere end Radio 24syv havde efter to et halvt år.
Radio4 overtog FM-sendefrekvensen fra Radio24syv, der sendte 2011‑2019. Da sendetilladelsen skulle i nyt udbud, var det et krav fra partierne bag det daværende medieforlig, at hovedredaktionen skulle ligge mindst 110 kilometer fra København. Derfor undlod Radio24syv at søge om fornyelse af sin sendetilladelse.
Siden blev der lavet et udbud om en ny dab-kanal, som var tiltænkt det gamle Radio24syv. Men det vandt Radio LOUD, der siden blev overtaget af Berlingske Media og omdøbt til 24syv. Kanalen fejrede fredag toårs fødselsdag. 24syv modtager 65 millioner kroner årligt, indtil sendetilladelsen udløber om to år.
Radio4 får et tilskud på 100 millioner kroner om året i perioden 2019‑27. I januar udgav Radio- og tv-nævnet sin vurdering af Radio4s public service-redegørelse, hvor nævnet komplimenterede kanalen for opfyldelsen af sine public service-forpligtelser, men hvor nævnet også bemærkede kanalens relativt lave antal lyttere. Det fik Anne-Marie Dohm til at sige i Berlingske, at nævnet burde trække sin udtalelse tilbage.
»Radio- og tv-nævnet bevæger sig uden for sine beføjelser. Nævnet forskelsbehandler, og det kan ikke have sin ret,« sagde Anne-Marie Dohm.