Overlever Josephine Fock og Alternativet? Ikke hvis de fortsætter som nu

Analyse: Den nyvalgte leder af Alternativet, Josephine Fock, er kommet under heftig kritik for sin adfærd og sit temperament. Hvis de indre magtkampe i Alternativet ikke snart afsluttes, vil partiet ikke kunne overleve.

Josephine Fock kom i weekenden for alvor under hård beskydning fra anonyme kilder, der anklager hende for at overfuse og i nogle tilfælde også ruske i folk. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Taster man sig ind på hjemmesiden hos Alternativet, dukker en stribe positive ord straks op på skærmen.

Mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati, lyder de mange plusord, som skal trække den besøgende endnu længere ind i partiets hjertevarme og rummelige univers. Problemet er blot, at ordene står i skærende kontrast til den virkelighed, som det kriseramte parti og den nye leder, Josephine Fock, befinder sig i.