Mens Alternativets nye leder fortalte pressen om partiets nye poster, stod Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist og ventede bag døren

På et møde tirsdag formiddag fik flere af Alternativets politikere nye arbejdsopgaver. Den nyvalgte leder, Josephine Fock, fik en politisk ordfører, der gerne ville have haft en anden i spidsen for partiet end hende. Selv havde hun også ønsket sig en anden politisk ordfører. Og bag døren stod partiets to tidligere topfigurer og holdt »lav profil«.

På Christiansborgs røde gang har flere partier deres gruppeværelse, og det seneste år har det oftest været dørene ind til Venstres lokale, der har været under journalistisk belejring. Men tirsdag formiddag var det i stedet foran den hvidmalede dør på den modsatte side af gangen, at Christiansborg-pressen var stimlet sammen.

Det skyldtes, at Alternativet inde bagved afviklede sit første gruppemøde siden lørdagens ekstraordinære landsmøde og lederskifte.