Mette Frederiksen reagerede hurtigt, da shoppingcentret Field's på Amager blev udsat for voldsomme skyderier fra en psykisk syg mand.
Tre blev dræbt og flere såret. De tre første linjer i statsministerens pressemeddelelse lød:
»Danmark er søndag aften blevet ramt af et grusomt angreb.«
Den tragiske begivenhed kaldte på dyb medfølelse med ofrene og deres familier og måske en kulegravning af psykiatrien i Danmark. Men at Danmark skulle være »ramt af« et angreb, virker i dag som en overdrivelse.
Kriser og krisehåndtering er blevet Mette Frederiksens varemærke som statsminister, og hun har vundet anerkendelse for sin handlekraft i tilspidsede situationer. Det er i kriserne, statsministeren viser sin styrke.
Som hun i denne uge sagde på et pressemøde: »Der er én ting, der er værre end magtfuldkommenhed – det er magtesløshed.«
Men lige nu mangler statsministeren i alvorlig grad en krise. Mens de socialdemokratiske meningsmålinger viger, og Mette Frederiksens popularitet er på retur, er det, som om statsministeren savner noget at stå på.
Lige før sommerferien varslede hun en storm af kriser på vej mod Danmark. I et interview med Dagbladet Børsen sagde Mette Frederiksen, at »flere store kriser i den kommende tid risikerer at ramme verden, Europa og Danmark på én og samme tid.«
Voldsomst i min levetid
Hun pegede på den globale coronapandemi, inflation, mulig recession, en forestående fødevarekrise, der kan sætte sig i øget migration, og en klimakrise.
»I min levetid har det ikke været voldsommere. Det har det simpelthen ikke,« tilføjede statsministeren.
Alt er som bekendt relativt, og hvordan måler man, om den ene krise er større end den anden?
Men Mette Frederiksen er født i 1977, og i hendes levetid har verden oplevet en kold krig inklusive atomoprustning, som truede verden med udslettelse. Warszawa-pagtens tropper stod parat på den anden side af Østersøen og kunne med militære landgangsskibe nå Danmark på få timer.
1980ernes økonomiske krise kastede op mod 400.000 danskere ud i arbejdsløshed, og blandt unge var ledigheden over 20 procent.
Vi har stået med syreregn, sultkatastrofer, huller i ozonlaget og dyb fattigdom i den tredje verden. Og i 00erne, da Mette Frederiksen var valgt til Folketinget, ramte islamistiske terrorangreb New York og Washington og senere Madrid, Paris, London, Nice, Stockholm og Berlin.
Kriser har det med at være voldsommere, når man står midt i dem, end i historiebøgerne. Men det valg, politiske ledere står i, er enten at tale en krise op eller ned, berolige og forsikre om, at de er styr på det – eller det modsatte.
Da danskere og mange andre for et år siden måtte evakueres ud af Kabul i Afghanistan, sagde Mette Frederiksen på et pressemøde:
»Situationen er katastrofal. Det er den for den afghanske befolkning – ikke mindst piger og kvinder. Det er den for Afghanistan – det er den sådan set for os alle sammen.«
Ikke flere døde
Coronapandemien var voldsom og historisk. Og det var nødvendigt at træffe vidtrækkende beslutninger.
Men allerede nu, hvor epidemien i hvert fald i Danmark er på afstand, kan vi se, at overdødeligheden herhjemme var lille set samlet over 2020 og 2021, og at den over de to år lå på niveau med den svenske, selvom Sverige håndterede krisen helt anderledes.
En måned efter den første nedlukning sagde Mette Frederiksen i april 2020 i et interview med DRs 21 Søndag, at hun ikke troede på, at »det normale liv«, vi havde før coronakrisen, ville komme tilbage »inden for en overskuelig fremtid«.
»Min bedste vurdering er – med det jeg ved og med det, vi har prøvet indtil nu – så kommer vi til at lægge store dele af vores almindelige liv om. Vi kommer ikke til at vende tilbage til det Danmark, som det var før 6. marts,« sagde hun.
Udtalelserne vakte stor uro og tjente måske det formål at få danskerne til at være tålmodige og tage restriktioner og smitterisiko alvorligt.
Hvad statsministeren på det tidspunkt opfattede som »en overskuelig fremtid«, er selvfølgelig ikke til at vide, men knap to år senere var de fleste menneskers »normale liv« stort set tilbage.
Det er velkendt, at voldsomme begivenheder opskræmmer mennesker og kan bruges til at forberede dem på vidtrækkende indgreb. Forsvarsværkerne falder, når man føler sig truet.
Da en kraftig bombe begyndelsen af Mette Frederiksens regeringsperiode gik af foran Skattestyrelsen i København, uden at nogen i øvrigt kom til skade, sagde statsministeren:
»Det er et angreb på vores tryghed,«
Mette Frederiksen mente desuden, at der var tale om et angreb på det danske samfund og danske myndigheder. Og regeringen benyttede lejligheden til at bebude den elektroniske overvågning i Danmark udvidet massivt.
Krig er krig
Da Rusland i februar gik ind i Ukraine, sagde Mette Frederiksen, at »Europa er i krig«, hvilket er et dramatisk udsagn, som kan diskuteres. Til statsministerens forsvar sagde flere andre europæiske ledere det samme.
4. maj i år, hvor Danmark fejrede befrielsen fra nazisternes besættelse i 1945, sagde statsministeren i en tale på Rådhuspladsen:
»Krigen er tilbage i Europa. Brutal. Umenneskelig. Ubærlig. Krig i Europa. Tænk, at vores generation igen skal konfronteres med det.«
Det er op til statsministeren, om hun vil sammenligne krigen i det østlige Ukraine med en verdenskrig, der kostede over 60 millioner mennesker livet. De fleste, som denne sommer har været på ferie i Europa, har næppe oplevet, at »Europa er i krig«.
Hvordan krigen i Ukraine udvikler sig, er svært at vide. Den kan meget vel ende som en langvarig regional konflikt.
Til gengæld stemte et overbevisende flertal af danskerne knap en måned efter Mette Frederiksens tale ja til at ophæve Danmarks EU-forbehold. Og et stort flertal i Folketinget indgik et »nationalt kompromis«, der afsatte 18 milliarder kroner yderligere hvert år til det danske forsvar. Det sidste skete uden nogen form for forudgående folkelig debat.
Eksemplerne viser, at Mette Frederiksen i tre år har stillet sig oven på eksisterende kriser. I nogle tilfælde har hun pustet dem op, andre gange brugt dem til at fremme egne politiske tiltag. Og hun har i hvert fald sjældent talt dem ned og betrygget befolkningen om, at der er styr på det.
På den måde flugter »krisestatsministeren« Mette Frederiksen nogle af de betragtninger, som professor Mikkel Vedby Rasmussen gør sig i bogen »Krisesamfundet«, der udkom i fjor. Hans hovedpointe er, at kriser og krisestemning »gennemsyrer vores samfund«, sagde han i et interview med Berlingske.
»Der har altid været kriser, men der er noget i den måde, hvorpå vi i dag laver politik, der opsøger kriser. Vi er nået dertil, at det er svært at skabe forandring uden at sige, at der er en krise. Det betyder ikke, at man nødvendigvis opfinder kriser. Men i stedet for at feje dem ind under gulvtæppet og sige, at det nok skal gå alt sammen, så leder vi efter dem,« sagde Vedby Rasmussen.
Og, advarer professoren, til sidst eksisterer den demokratiske samtale ikke længere.
Bent Winther er Berlingskes politiske kommentator
