Hun håbede, at sagen ville dø. I dag genoplives regeringens møgsag nummer et

Presset på Mette Frederiksen fortsætter i minksagen. I dag tager Folketingets Granskningsudvalg fat på at grille statsministeren. Hvorfor har hun ikke sendt de belastede embedsmænd hjem endnu, er der flere svar på. Den ene er, at det hurtigt kunne tegne et billede af, at hun tørrer ansvaret af på embedsværket.

Oppositionen vil i Folketingets Granskningsudvalg i dag gå hårdt til Mette Frederiksen omkring eventuel hjemsendelse af embedsmænd belastet af minksagen. Mads Claus Rasmussen

I denne uge fløj et propelfly over København med et budskab hængende efter sig: »Gå nu hjem Barbara« stod der.

Flyet er en del af en ganske usmagelig kampagne, som Ekstra Bladet kører mod Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Som embedsmand har hun ikke mulighed for at forsvare sig offentligt, og sandsynligvis – ifølge folk, der kender hende godt gennem tæt samarbejde – har den loyale topembedsmand allerede tilbudt statsministeren at finde sig et andet job, hvis hun som person står i vejen for Mette Frederiksens politiske projekt og mulighed for genvalg.